Selv om vampyrfilmen som genre sjældent set har udmærket sig afgørende, kan bagateller alligevel være vellykkede, uden at der af den årsag kommer en helstøbt film ud af det. En sådan film er “Frostbite”, der har sine hæderlige øjeblikke, sine mangler til trods.

Grundlaget er da også traditionelt og ganske ligetil. Den lidt forsagte teenager Saga (Grete Havneskjöld) flytter sammen med sin lægeuddannede alenemor Annika (Petra Nielsen) til en lille flække i Nordsverige, hvor polarnatten tilsyneladende har lagt sig som en evig tung dyne omkring det lille, indspiste samfund, og det mest ophidsende ved at være lokal ungdommer er de natlige bilræs.

Mens Saga starter på det lokale gymnasium – i øvrigt en rutine det fornemmes, hun har prøvet alt for mange gange før – begynder moren at arbejde på regionssygehuset, der tilsyneladende gemmer på en del hemmeligheder. Og det varer da heller ikke længe, før overfladen krakelerer, overlæge Gerhard Beckert (Carl-Åke Eriksson) viser sit sande jeg, og vampyrerne får et magtfuldt overtag.

Det spreder sig som ringe i det lille samfund, hvor især det lokale sygehus og en gymnasiefest kommer til at danne de fatale rammer for et blodbad af dimensioner. Det er for så vidt grundopskriften for “Frostbite”, der dristigt forsøger at efterleve sin titulering som gyserkomedie.

At det så ikke helt fungerer er en anden sag. Set med B-filmens lakoniske briller er der blod, masser af blod, som tydeligvis ikke har fordret det store budget, men trods alt fungerer. Det gør komikken i “Frostbite” til gengæld ikke. Ikke hele tiden i hvert fald. Særligt den lægestuderende Sebastian er genstand for den ufrivillige lavkomik, når han i sin paranoide og trancelignende sindstilstand hører stemmer, ikke kun i hovedet men også fra talende hunde, han møder på sin vej. Så er der straks mere humor, om end ikke videre sofistikeret, da selv samme Sebastian hængende fra en lygtepæl sluger en ældre kvindes uldklædte puddel med pels og hår.

Men i længden bliver det lidt kedeligt. “Frostbite” følger nøjsomt den klassiske devise og bringer reelt set ikke noget nyt til sin genre. Indledningsvis kan filmen, hvis vi da ser bort fra de ufrivilligt komiske indslag, være ganske underholdende. Men baskeriet med vampyrerne, hvor der nødvendigvis må være en overlevende til sidst, spænder i det lange løb ben for sig selv. Det er tydeligt, at filmen trækkes i langdrag for til sidst at slå sin egen krølle på halen. Og derfor sidder man som publikummer tilbage med en uforløst, let flad fornemmelse. “Frostbite”, der ved første øjekast rummer ingredienser fra Ole Bornedals “Nattevagten” og den amerikanske “Blade”-trilogi, formår dermed, modsat sine forgængere, kun momentvis at udmærke sig i positiv retning.

Video”Frostbite” fremstår i et 2.35:1 anamorphic widescreen format og er af en rimelig kvalitet. Der er ikke udprægede eksempler på udtværinger eller anden digital støj, om end billederne flere steder tager sig lidt støvede ud. Farverne er i flere tilfælde lidt matte men matcher egentligt også meget fint den stemning, filmen higer efter. Kort og godt er der tale om et rimeligt transfer.

Audio”Frostbite” fremstår i et svensk lydspor med henholdsvis DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1, der grundlæggende er ganske udmærket. Alle kanaler er i brug, selv om lyden primært har sin gang igennem fronthøjtalerne. Replikkerne er rene og skarpe og understøttes af velproducerede effektlyde, der også omfatter en solid rumklang.

EkstramaterialeFilmens ekstramateriale er af en rimelig spagfærdig karakter. Dels er der tre forskellige typer trailers for “Frostbite”, en teaser trailer, en biograf trailer og en tv-trailer. Dels fortæller de tre ‘b-rolls’ “The Cold”, “The Actors and Sets” og “The Music” om filmoptagelserne i de vinterkolde omgivelser, scenografien, skuespillerne og indspilningen af et score. Det er kort og usammenhængende, og der savnes mere dybde, især hvad angår special effects, filmens genre taget i betragtning.