Et helt nyt fugleperspektiv

Det er formentlig de færreste, der umiddelbart har lyst til at se en 90 minutter lang spillefilm om fugle, som hverken har et egentligt plot, dialog eller én eneste betydningsfuld, menneskelig karakter. Men man behøver altså ikke være en professionel ornitolog for at forelske sig hovedkulds i “Fugle på rejse” – en hypnotisk film, der takket være epokegørende kameraarbejde indgyder en berusende fornemmelse af, at man flyver i formation sammen med luftrummets frie væsner. Du kommer aldrig til at kigge på en gås på samme måde igen.

“Fugle på rejse” blev ganske vist Oscar-nomineret for bedste dokumentar, men Jacques Perrins billedskønne film kan snarere betegnes som en stemningsfilm. En engelsk fortællerstemme (med tyk, fransk accent) og et par liniers tekst dukker op en sjælden gang imellem og konstaterer nogle tørre facts, såsom hvor mange kilometer en bestemt fugleart flyver årligt. Men igennem størstedelen af filmen har publikum intet at forholde sig til ud over produktionens billeder, lydeffekter og musik. Når man siger det på den måde, kommer “Fugle på rejse” til at lyde mangelfuld, men det er den på ingen måde, for både auditivt og især visuelt er filmen uforlignelig. Og med så utrolige billeder og lyde i ærmet er det på ingen måde et minus, at billedsiden kun sjældent akkompagneres af informativ tekst og snak. Man savner det slet ikke.

Filmmagerne opdrættede fuglene i årevis blandt fotograferne og deres udstyr for at sikre, at dyrene aldrig blev skræmt af deres menneskelige ledsagere eller disses små, men larmende flyvemaskiner. Derfor lykkedes det kameraerne at komme afsindig tæt på fuglene – indimellem synes deres vinger næsten at snitte linsen. På den måde giver Perrin og Co. os et unik indblik i dyrenes liv. Vi ser fuglene flyve forbi talløse berømte lokaliteter lige fra Grand Canyon til Den Kinesiske Mur, og vi får lov til at opleve fuglenes mange prøvelser på forbløffende nært hold – lige fra morderiske artsfæller og skydegale jægere, til sultne krabber og uventede laviner. Alt fra fuglenes mest intime oplevelser til naturens største vidundere skildres upåklageligt af filmholdets utallige fotografer.

Enkelte scener føles dog lige lovlig iscenesatte (endnu en god grund til ikke at stemple filmen som ‘dokumentar’), hvilket formentlig havde været lettere at acceptere, hvis ikke resten af filmen forsøgte at være enormt autentisk. Det gælder bl.a. en halvlang scene i starten, hvor en dreng fjerner et reb, der har viklet sig rundt om foden på en gås. Disse sekvenser får filmens flow og illusion til at krakelere en smule, men de er heldigvis fåtallige. Komponisten Bruno Coulais fortjener dog lige så højlydte klapsalver som fotograferne. Hans dybfølte musik veksler fornemt mellem det intime og det storladne, og Coulais’ smukke temaer tager bestemt ikke skade af at blive krydret med Robert Wyatt og Nick Caves skønne, karakteristiske sangstemmer.

Ligesom BBC’s vidunderlige naturserie “Vores planet” får “Fugle på rejse” os til at sætte større pris på vores flotte, forunderlige natur og ikke mindst de flyvende skabninger, der opholder sig i den – skabninger, som viser sig at have mange af de samme karaktertræk og følelser som os mennesker, der ellers føler os ekstremt overlegne. Når filmen er forbi, er det ikke længere kun væsnerne på skærmen, der har gåsehud.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Få sekvenserne er skudt på DV i langt lavere opløsning end HD, så de ser naturligvis ikke nær så godt ud som resten af filmen. Det lader derudover til, at man har forsøgt at gøre disse scener en smule skarpere, hvilket har forårsaget en smule edge-enhancement. Men størstedelen af filmen blev skudt på 35mm, og disse sekvenser ser fænomenale ud. Det knivskarpe transfer har en dybde og detaljerigdom, der siger spar to – både de små fjer på fuglene og sprækkerne i de bjerge og kløfter, fuglene flyver forbi, er tydelige. Farverne er nøjagtig så kølige og varme, som de bør være (især de grønne nuancer fryder), kontrasten er solid, og ingen af filmens 35mm-scener byder på komprimeringsfejl eller utilsigtet gryn eller støj.

Audio

Man skulle ikke tro, at en film om fugle ville lyde så godt. Lydsiden byder primært på fuglekvidder og musik, og begge dele kommer klokkeklart igennem. Bruno Coulais’ smukke musikalske indslag får lov til at folde sig ud via samtlige kanaler, og subwooferen giver både de dybeste toner samt de få kraftige lydeffekter (deriblandt brummende gejsere og dødsensfarlige laviner) ekstra slagkraft. Her er ikke mange panoreringer, men man efterlyser dem også sjældent. Støj forekommer aldrig, og oftest er den auditive atmosfære krydret med tilpas mange subtile lydeffekter i form af alt fra vindpust og bølgeskvulp, til fårekyllinger og støj fra menneskets civilisation.

Ekstramateriale

Så snart man har fået set “Fugle på rejse”, vil man vide, hvordan filmen blev til, og skivens ekstramateriale er enormt behjælpelig i den henseende. Instruktør Jacques Perrin har indtalt et udmærket, om end lidt højrøvet (manden er jo også fransk…) kommentarspor til filmen, som ikke er helt så interessant som den fabelagtige dokumentar “The Making of Winged Migration” (52 min.), der gennemgår filmens tilblivelse – lige fra fuglenes fødsel til produktionens færdiggørelse. Dokumentaren styrker kun ens beundring af filmen.

Derudover medfølger flere interviews med filmmagerne (24 min.), en fascinerende featurette om musikken (18 min.), hvori Nick Cave også udtaler sig, et betagende fotogalleri (13 min.) samt trailere til “Open Season 2” og “Surf’s Up”. Man kan få adgang til flere trailere, hvis ens afspiller er tilkoblet internettet. Det eneste, man savner, er nogle slettede scener. Angiveligt filmede filmholdet en masse materiale, som ikke kom med i den endelige film. Ekstramaterialet (bortset fra trailerne) præsenteres i 480p.