Fun with Dick and Jane
Udgivet 9. feb 2006 | Af: Benway | Set i biografen
Firmaets chef Jack McCallister (Alec Baldwin) håndplukker Dick til et særlig vigtigt tv-interview. Dick tager beæret mod tilbudet men bliver chokeret da det viser sig at Globodyne er fallit. McCallister har tømt alle konti og ladet skuden synke. Dick og Jane står pludselig uden en klink. Inden længe mister de bilen, al deres luksus inventar, ja selv den nylagte græsplæne kommer gartnerne og henter. Endelig, da deres hus står til at skulle på tvangsauktion, beslutter Dick og Jane at gribe til mere desperate midler. Iført sjove masker begynder de at begå røverier for at dække udgifterne.
Jim Carrey leverer desuden noget af det komiske overspil som han i sin tid blev kendt for, men som virker noget malplaceret her. Bedst er filmen i de øjeblikke hvor den bliver mest spydig, f.eks. da McCallister i et interview under en jagt udtrykker sin “dybe” medfølelse med dem som er ramt af armod, men som taber tråden det øjeblik han ser et jagtbytte komme forbi.
Selv komedier har brug for et minimum af troværdighed for at fungere, men her bliver vi trukket gennem adskillige sekvenser der føles voldsomt urimelige. F.eks. at Dick kan lede en større afdeling, men er for dum til at holde på et arbejde i et supermarked. At parret sælger alt men beholder barnepigen som de betaler med køkkenmaskiner (der er ikke noget at sige til at deres økonomi er dårlig), og at de af uransagelige årsager skal iføre sig et nyt kostume hver gang de skal begå et røveri.
Så længe filmen forsøger at lave komik er den acceptabel, men i de dele hvor man skal tage historien bare en smule alvorlig, halter den temmelig meget. Den giver dog et par solide grin men de er få og der er langt imellem dem. Livet med Dick og Jane er ganske enkelt ikke særlig sjovt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet