Tilbage til fremtiden

Som de fleste “Futurama”-fans formentlig allerede ved, meldte FOX for nylig officielt ud, at der snart kommer en splinterny sæson af Matt Groenings hæderkronede tegnefilmserie, som tv-stationen oprindeligt aflivede tilbage i 2003. Det er mildest talt en glædelig nyhed, eftersom “Futurama” var en af sendefladens absolut sjoveste føljetoner, dengang den kørte. Og det er også positivt, da det ville have været trist, hvis de fire nyproducerede “Futurama”-spillefilm havde udgjort franchisens svanesang.

Den første af slagsen var den middelmådige “Bender’s Big Score”, som blev efterfulgt af den ynkelige “The Beast with a Billion Backs”, den hæderlige “Bender’s Game” og den nogenlunde “Into the Wild Green Yonder”, som netop er udgivet herhjemme. Ingen af de fire dvd-produktioner har altså formået at ramme samme niveau som tv-serien, og som en potentiel afrunding på “Futurama”-sagaen (hvilket den jo oprindeligt var tænkt som) er “Into the Wild Green Yonder” på ingen måde tilstrækkelig. Vi har set det meste før (det enøjede rumvæsen Leela, der kickstarter et antiautoritært oprør… robotten Bender i strid med mafiaen… den unge spilopmager Fry, som forvilder sig ind i en mystisk kult), og det er ikke før filmens allersidste, bittersøde øjeblik, at den opnår den følelsesmæssige slagkraft, som den burde. Men det er alt for lidt, alt for sent.

Helt forfærdelig er “Into the Wild Green Yonder” nu ikke. Ligesom “Bender’s Big Score” og “Bender’s Game” (den bedste af de fire film) er “Into the Wild Green Yonder” acceptabel, men forglemmelig. Manuskriptforfatterne magter stadigvæk ikke at fortælle en historie over 90 minutter. Efter en god start løber de hurtigt tør for ideer, og den uinteressante hovedhistorie suppleres af for mange ligegyldige sidefortællinger inklusiv Benders førnævnte konflikt med mafiaen – et handlingsforløb, der på ingen måde komplementerer hovedhistorien, og som ganske passende rundes af ude i Mars’ ørken, eftersom fortællingen hurtigt løber ud i sandet. Man savner mere sammenhæng, mere opfindsomhed.

Som respons på den slags kritik ville Groening og Co. formentlig understrege, at røde tråde var en sjældenhed i tv-seriens storhedstid. Og de ville have ret. Men der er en stor forskel på tv-seriens løsslupne og uforlignelige sjov og ballade i doser á 20 minutter og så filmenes 90 minutter lange, ujævne forløb. Samtidig var tv-seriens jokes mærkbart bedre end filmenes. Den fjerde “Futurama”-films største problem er simpelthen, at den sjældent er særlig morsom. Jovist, der er en munter replik her og der, få decideret fantastiske indslag, nogle finurlige visuelle påfund, og Bender er og bliver en af tv-historiens morsomste figurer – han får alle de sjoveste replikker, og John Di Maggio leverer som sædvanligt den sarkastiske maskines replikker med smittende begejstring.

Men der er simpelthen for langt mellem guldkornene, og den bevægende slutning og morsomme gæsteoptrædener af folk som Snoop Doog og Seth MacFarlane fremhæver blot, hvor tandløs filmen for det meste er. Om Matt Groening og manuskriptforfatterne formår at hæve standarden, før serien begynder på ny, er naturligvis ikke sikkert. Men det er dæleme dejligt, at de i det mindste får en ekstra chance til at runde serien af med manér, for det fortjener “Futurama” sgu at blive. Lad nu være med at dumme jer igen, folkens!

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Den sidste “Futurama”-film ser nøjagtig lige så godt ud på dvd som den foregående. Transferet er udmærket, men ikke perfekt. Farverne er rene og appetitlige, kontrasten er fremragende, og hverken komprimeringsfejl eller snavs optræder. Men undertiden virker billedet en smule uskarpt, og edge-enhancement forekommer også fra tid til anden.

Audio

Diskens Dolby Digital 5.1-lydspor er kvalitetsmæssigt på samme niveau som de tre forrige “Futurama”-films respektive lydspor. Lydsporet gør primært brug af fronthøjtalerne – især centerhøjtaleren. Det er lidt en skam, at filmens lyddesign ikke er lige så ambitiøs som produktionens ekstravagante billeder. Overstyring eller andre former for støj høres aldrig, og hver eneste replik, lydeffekt og musikstykke er distinkt. Der er enkelte fine panoreringer, men man savner mere aktivitet – ikke mindst under filmens (lidt for) stilfærdige scener.

Ekstramateriale

Dvd’ens menu er lidt langsom og uoverskuelig, og den gemmer desuden på et par gemte videoklip. Klik eksempelvis på det sidste tal på menuens lykkehjul, så får du adgang til et klip af en toiletrulle med Bender påstemplet. Spændende, hva’? Sjovere er to scener med seriens to festligste karakterer, den selvfede rumskibskaptajn Zapp Brannigan og robotten Bender, som henholdsvis gennemgår, hvordan man scorer damer, og hvordan man bør opføre sig i biffen. Producerne Matt Groening, David X. Cohen, Michael Rowe, Lee Supercinski og Patric M. Verrone, instruktøren Peter Avanzino samt skuespillerne John Di Maggio, Maurice LaMarche har indtalt et kommentarspor til filmen. Som forventet (og sædvanligt) er folkene bag “Futurama” gode til at krydre deres seriøse, informative anekdoter med humoristiske historier om hinanden og filmens tilblivelse.

En række dokumentarer medfølger også. “Louder, Louder!” (2 min.) omhandler entertaineren Penn Jillettes muntre gæsteoptræden i filmen. “Matt & David in Space” (5 min.) omhandler førnævnte Groening og Cohens spændende tur med et avanceret fly, hvor man kan opleve at være vægtløs. “Docudramarama” (5 min.) er en morsom mockumentary, der antyder, at skuespillerinden Lauren Tom (Amy) lavede alt arbejdet på filmen. “How To Draw Futurama in 10 Difficult Steps” (12 min.), viser, som titlen antyder, hvordan man selv tegner seriens figurer, og den fascinerende dokumentar vil formentlig især fange folk, der selv tegner – ligesom diskens 27 minutters animerede storyboards og videogennemgangene af filmens computeranimationer. Knap tre minutters nogenlunde slettede scener medfølger desuden. Pudsigt nok ser flere af de slettede scener en anelse bedre ud end den færdige film på dvd’en.