FilmenG.I.Jane. portrætterer den evige underdog’s kamp for at passe ind i samfundet. I dette tilfælde er det den kvindelige officer Jordan O’Neil, der ved at vejen til forfremmelse i den amerikanske hær er ved at deltage i kamp. Men som kvinde får hun ikke lov at deltage i reelle kamphandlinger, men kun som radaroperatør. Den snu senator Lillian DeHaven, der gerne så flere kvinder i hæren, får et tilbud af hæren: Find en kvindelig officer der kan klare en seal-uddannelse, og så vil vi åbne op for kvinder. DeHaven slår til, og udvælger O’Neil der siger ja tak. Hun bliver selvfølgelig mødt med stor skepsis og sågar forulempelser blandt hendes mandlige kollegaer, da hun tropper op til træningen. Filmen følger O’Niels kamp for at klare en uddannelse som 60% af de mandlige deltagere springer fra… og for at overleve!

Filmens plot og historie er såmænd set utallige gange i forskellige afskygninger, om det så er ungdomsfilm som fx. “Cant Buy Me Love” eller dramaer som fx “Men of Honor” så er underdog’ens kamp yderst veldokumenteret i stort set alle afskygninger. Plottet virker derfor lidt uoriginalt, og som sædvanligt når vi har med vores kære underdog at gøre, så er filmen også ret forudsigelig, hvilket kvæler en smule af spændingen. For man er vel ikke i tvivl om at hun nok skal klare det, ellers var historien ikke værd at fortælle… ihvertfald ikke for en film produceret i Hollywood.

Det skal vi nu ikke holde imod G.I. Jane, for på trods af denne mangel på originalitet og på trods af den forudsigelighed der ellers præger det meste af filmen, så er der et par enkelte twists der dukker frem i løbet af filmen, som gør at filmen ikke falder igennem, men istedet er ganske seværdig.

Filmen bliver i den grad holdt oppe af specielt to skuespillerpræstationer. Demi Moore har hovedrollen i filmen, og det betyder naturligvis at hele filmen hviler på hendes skuldre.

Moore klarer byrden utrolig godt, og hun spiller rigtig godt i rollen som O’Neil. Det er ret fedt at se Demi Moore, som den eneste kvinde, kaste sig i smudset sammen med 50 hærdebrede gutter. Hun spiller en fysisk svær rolle uden problemer, og man kan virkelig se på hendes krop (for den kan man jo ikke lade være at kigge på) at hun virkelig har trænet hårdt. Sådanne en dedikation til en rolle er sjælden og det er virkelig lækkert at se. Beviset for denne dedikation ser vi i scenen hvor hun klipper sit lange smukke hår af med en trimmer. Den slags koncentration skinner igennem i hendes rolle som O’Neil, og hun leverer virkelig en pragtpræstation i denne film.

I en anden af filmens pragtroller finder vi vi en mand, som mange danskere ynder at kalde dansk lige for tiden. Sandheden er nok at han med en dansk far og en amerikansk mor er semi-dansk, men hvad gør det, for Viggo Mortensen er virkelig på alles læber i øjeblikket, efter succesen med Ringenes Herre. I denne film viser han endnu engang sit kæmpetalent frem. Mortensen spiller drill-instructor John James Urgayle, der ikke rigtig ved om han skal grine eller græde, da O’Neil træder ind i hans træningslejr. Mortensen spiller rollen perfekt, som den usympatiske og grænsende til ondskabsfulde drill-instructor. Men der er mere bag facaden på Urgayle, og inderst inde har han jo nok en respekt for O’Neil og et ønske om at beskytte hende mod krigens rædsler. Derfor er han så hård ved hende. Alt dette kommer perfekt til udtryk i Mortensens måde at spille Urgayle på. Virkelig en lækker præstation, og det undrer mig at folk ikke har fået øjnene op for Mortensen tidligere.

De to primære præstationer er nok til at holde filmen kørende, men lad mig da også lige nævne Anne Bancroft, der spiller Senator Lillian DeHaven, som en rigtig dejlig snu gammel sæk. Det siger jeg ikke for at fornærme nogen, men det er nu engang sådan rollen er… og Bancroft spiller rollen dejlig saftigt.

Filmens udførsel er, som altid når Ridley Scott står bag kameraet, noget nær perfekt. Hans lækre visuelle stil gennemsyrer hele filmen, og som altid kaster han om sig med filtre, om det så er nogle kolde blå til nattescenerne eller nogle varme til ørkenscenerne, så har Ridley Scott altid et filter ved hånden, der kan klare enhver opgave. Filmens stil minder faktisk en del om “Black Hawk Down”, og det er jo ikke underligt.

Een ting der dog irriterede mig ret kraftigt, var den måde at kameraet nærmest zoomer lynhurtigt ind og ud på når der affyres skud. Det er nærmest søsygefremkaldende, og helt og aldeles unødvendigt for at skabe en hektisk kampstemning i filmen. Det så vi i “Black Hawk Down”, hvor det ikke var nødvendigt at ryste kameraet som om der var jordskælv.

Når alt kommer til alt så er G.I. Jane en film, der på trods af en uoriginal historie og en smule forudsigelighed vinder ved nærmere kendskab. Skuespillet i filmen er helt i top… se filmen for at nyde det lækre skuespil og det nervepirrende samspil mellem Mortensen og Moore.

VideoScanbox har med G.I. Jane udgivet et utrolig flot transfer… ingen synderlig kompressionsartifakter eller ridser og skrammer på filmen.

Farverne på transferet er også utroligt flotte om det så er i nattescenerne med deres blå skær, eller i ørkenscenerne med det typiske Ridley Scott filter, så klarer transferet sin opgave med bravour.

… og så er det oven i købet Anamorphic Widscreen i 2.35:1 Aspect Ratio… dejligt.

AudioUdgivelser med DTS lyd har hidtil været en by i Rusland… ikke længere, som tiden går ser vi flere og flere danske DTS udgivelser, og G.I. Jane er en af dem.

Filmen kommer med DTS 5.1 lydspor og et Dolby Digital 5.1 lydspor. DTS lydsporet er udmærket, i dialogscener er lyden klar og i actionscener er der godt drøn på… på nær subwooferen der lige mangler det sidste, for at det bliver rigtig godt…

DD 5.1 lydsporet er meget lig DTS sporet, dog med lidt mindre saft og kraft, men det er kun normalt. Generelt kan man være tilfreds med lyden på denne skive, der hører til blandt de bedre.

Ekstra materialeEkstra materialet er i denne omgang en smule tamt. Først og fremmest er der en kort featurette på ca. 15 minutter, som er det typiske reklame-gejl for filmen. Det giver ikke nogen egentlig værdi til udgivelsen, for vi har jo set filmen.

Dernæst er der noget halvkedeligt B-Roll footage, som egentlig bare er en scene fra filmen, der er optaget bag kameraet.

Det bedste på denne skive er de tre interviews med hhv. Demi Moore, Viggo Mortensen og Ridley Scott, der fortæller om deres oplevelser på filmen.

Til sidst er der trailers, cast biografier og en musik video med “Goodbye” med The Pretenders.

En lidt halvkedelig omgang, men der er da lidt.