Gattaca

InstruktionAndrew Niccol

MedvirkendeEthan Hawke, Jude Law, Gore Vidal, Uma Thurman, Alan Arkin, Xander Berkeley, Jayne Brook, William Lee Scott, Loren Dean, Ernest Borgnine, Tony Shalhoub, Una Damon

Længde106 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Drama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Gattaca

5 6
Genial genetikfilmAndrew Niccols “Gattaca” fra 1997 er en kærkommen påmindelse om, at science fiction ikke kun behøver at omhandle episke rumskibsdueller, kulørte laservåben eller flamboyante rumvæsner i finurlige kostumer, men at genren er enormt velegnet som forum for intelligente ideer og debatter, der kulegraver den menneskelige eksistens. Filmens fanskare er vokset støt, siden “Gattaca” i sin tid floppede i biffen, og filmens tiltagende popularitet er forståelig, for det er svært at erindre en mere livsbekræftende hyldest til den menneskelige viljestyrke.
“Gattaca” finder sted i en nær fremtid, hvor det er normal kutyme at raffinere afkom fysisk og mentalt via genetisk manipulation. Praksisen har fostret et samfund, der er befolket af hovedsageligt intelligente, smukke supermennesker. Vincent blev dog født på helt normal vis, men han har også en medfødt hjertefejl, som formentlig vil aflive ham som 30-årig. Normale individer som Vincent diskrimineres og ansættes til at lave det beskidte arbejde, ingen andre gider. Vincent drømmer imidlertid om at blive astronaut, så han lader sig operere og overtager en paralyseret mands identitet for at komme ind på Gattaca-instituttet, der jævnligt sender mennesker til solsystemets yderkant. Men et mord på en af stedets ledere truer med at sætte en stopper for Vincents forestående rejse.

Kernehistorien i “Gattaca” er klassisk og berører basale menneskelige værdier og ønsker. Hvem har ikke haft et næsten uopnåeligt mål, som det har krævet talløse slidsomme strabadser at nå? Gudskelov er karaktererne også troværdige og tredimensionelle, og Niccols nænsomme instruktion og Ethan Hawkes fine præstation i hovedrollen gør Vincent til en sympatisk skikkelse, der aldrig fremstår tilnærmelsesvis grådig eller opportunistisk.

Mindst lige så god som Hawke er Jude Law i en af sin karrieres første store roller. Den talentfulde brite portrætterer den tidligere eliteatlet Jerome Morrow, hvis ben blev ødelagt i en bilulykke, og som lader Vincent overtage sin identitet. Laws præstation er lige så nuanceret som karakteren, der værdsætter muligheden for at hjælpe Vincent, men som samtidigt væmmes ved synet af en mand, der modsat Jerome stadig har drømmen indenfor rækkevidde. Alan Arkin bidrager i øvrigt med en sund portion humor i rollen som en aldrende politimand, der intet har tilovers for bragesnak.

Forholdet mellem Vincent og hans flamme, der spilles af Uma Thurman, udvikler sig dog en smule for hurtigt. Men skuespillerparret, der blev gift få måneder efter filmens premiere, besidder en god indbyrdes kemi, som alligevel gør karakterernes gensidige tiltrækning plausibel. Bag kameraet har flere af Niccols samarbejdspartnere ligeledes brilleret. Jan Roelf og Nancy Nyes Oscar-nominerede production-design er fantastisk. Brugen af simple, tidløse bygningsværker og kulisser, der virker moderne, men aldrig unødigt pompøse, gør filmens univers aldeles iøjefaldende.

Men hvis man kun måtte fremhæve én af Niccols begavede kompagnoner, ville det være oplagt at nævne Michael Nyman. Peter Greenaways hofkomponist har komponeret et sublimt score, der passer så fornemt til de udsøgte billeder, at det er svært at tænke på en scene fra filmen uden automatisk at nynne den ledsagende underlægningsmusik. Nymans strygerdominerede kompositioner er som regel relativ simple og ganske stilfærdige. Som film fungerer “Gattaca” ligeledes bedst, når den uden store armbevægelser og melodramatisk sniksnak, som desværre til tider indtræffer, opfordrer publikum til at tage stilling til historiens komplekse problemstillinger og figurernes medrivende anstrengelser.
Video”Gattaca” ser bedre ud i HD end mange nyere film. Der er en smule edge-enhancement, som bl.a. kan spottes i scenerne på Gattaca-instituttet, hvor spinkle glorier rundt om de ansattes mørke jakkesæt undertiden optræder. En smule gryn forekommer også, men det er kun med til at styrke transferets celluloidlignende look. Filmen gør i høj grad brug af kraftige orange og grønne farvetoner. Alligevel undgår transferet at mønstre for mætte hudfarver, og temperaturen er solid. Kontrasten imponerer også – de sorte farver er ofte dunkle som blæk, og de hvide farver blænder aldrig. Kun en håndfuld skud står ikke knivskarpt. Alt fra sprækkerne i Gattaca-bygningens ydermur til skuespillernes enkelte pandehår er tydelige.
AudioSkivens engelske Dolby TrueHD-lydspor er et yderst kompetent mix. Dialogen er utrolig klar og besidder en dejlig rumklang, som gør, at replikkerne aldrig virker dubbede. Musikken går fornemt til værks i samtlige højtalere, og subwooferen tilføjer både musikkens dybeste toner og lydsidens voldsomste lydeffekter ekstra slagkraft. Baghøjtalerne leverer et ocean af stilfærdige lydeffekter, der får filmens locations til at virke levende – lige fra fjerne samtaler til lyden af vindpust og aktive klimaanlæg. Lydsidens højeste toner går dog ikke nær så klart igennem som de dybeste, og i flere af udendørsscenerne savner man en mere intelligent og uforudsigelig brug af kanalnetværket.
EkstramaterialeDen ene af udgivelsens tre dokumentarer præsenteres i 1080i: “Welcome to Gattaca” (22 min.), der byder på nye interviews med flere af filmens bagmænd og medvirkende såsom Ethan Hawke, Jude Law og produceren Danny DeVito. Alle synes at være stolte af filmen, og der diskes op med talrige interessante anekdoter, men dokumentaren måtte gerne have været længere. Derudover er det en skam, at Niccol ikke selv dukker op for at berette om sin instruktørkarrieres foreløbige højdepunkt.
Dokumentaren “Do Not Alter” (15 min.) er ligeledes kortere end håbet, men den tilbyder et fascinerende kig på, hvilken rolle genetisk manipulation har i verden i øjeblikket. Den tredje featurette varer sølle 7 minutter og blev produceret samtidig med filmen. Den er desværre en overfladisk lille sag, der ikke byder på et eneste virkelig interessant eller indsigtsfuldt interview. Endelig er der en trailer til BD-udgivelsen af “Nærkontakt af tredje grad”, et enkelt morsomt fraklip og 11 minutters slettede scener, som ikke savnes. Blandt dem er filmens kontroversielle oprindelige slutning, som gudskelov blev sakset.

“Gattaca” er en forfriskende moden og tankevækkende science fiction-film, der både stimulerer sanserne, sindet og hjertet. Den æstetisk imponerende kultfilm ser fornemt ud på Blu-ray, og det medfølgende engelske lydspor fornøjer også. Desværre er der ikke blevet produceret synderlig meget nyt ekstramateriale til udgivelsen, men i det mindste er skivens få dugfriske dokumentarer informative og velproducerede. Uanset om man har en forkærlighed for genren eller ej, er “Gattaca” værd at se.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Vincent Freeman er et af de sidste “naturlige” mennesker i den genmanipulerede verden, så han har ingen af de forudbestilte gener, der sikrer succes. Han er desperat efter at virkeliggøre sin drøm om at udforske rummet, så han påtager sig en genmanipuleret superatlets identitet. Vincent undgår at blive opdaget ved at bruge atletens genetiske markører og får både en succesrig karriere hos Gattaca Aerospace og opmærksomhed fra en af sine underskønne kolleger. Men da en flyveleder bliver brutalt myrdet, truer et spor på gerningsstedet med at skyde Vincents planer i grus.