Geostorm
Udgivet 19. okt 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Stop! Du må ikke læse videre. Det har Warner Bros. i hvert fald forsøgt at forhindre ved ekstraordinært at undlade at vise “Geostorm” for anmelderne. Det er ellers ikke, fordi de vil skjule den. Plakater i byrummet og annoncer online er der masser af. Men anmeldelser vil de helst være fri for. Og det forstår jeg godt. For det her er en “Geostorm” i det tarveligste glas CGI-vand.
Han spiller manden, der lyttede til Bjørn Lomborg. Vi skal ikke ændre på forbrug eller CO2 for at forhindre klimakrisen, men derimod vente, indtil teknologien kan bygge et satellitsystem, der kan løse problemet for os. Det har et hold af internationale forskere bygget, men mest Gerard Butler, som handler snusfornuftigt på sin gut feeling – lidt som sin tematisk fætter, Bruce Willis i “Armageddon”. Michael Bay orkede heller ikke at sende en tænksom astronaut op i rummet for at sprænge meteoren på vej imod Jorden i luften. Det var klogere og mere action-packed at uddanne en ‘no bullshit’-borebisse til at være astronaut. Samme verdensbillede stormer ind over “Geostorm”.
Intet kan dog redde “Geostorm”. Hvis det her er niveauet for fremtidens katastrofefilm, så behøver vi ikke at redde planeten for min skyld. Flere katastrofer gør ikke bedre katastrofer. De høje bølger er højere i “San Andreas”. Den brandvarme jord er varmere i “Dante’s Peak”. Stormen blæser stærkere i “Twister”. Og ja, tornadoerne snurrer næsten mere overbevisende rundt i “Sharknado”-franchisen end i den her gemene “Geostorm”.
Så stop! Stop med at lave så dårlige film, at I ikke tør at vise dem frem med risiko for kritik. Det er ikke kritikkens skyld, at “Geostorm” er skod. Det er jeres skyld, Warner Bros! Og skod bliver ikke vendt til succes, fordi I forsøger at gemme kritikken væk. Det eneste, der kan redde Jorden, er, at vi bliver fri for flere “Geostorm”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet