Helt ad helvede tilHollywood elsker sine film-franchises. Filmserier som “Alien”, “Terminator” og “Spider-Man” har alle været guldgruber for filmindustrien i USA. Og fred være med det. Men tegneseriefilmatiseringen “Ghost Rider” synes desværre at være lavet med det ene formål at skabe endnu en franchise med et utal af sequels som netop “Spider-Man” og “X-Men”. Derfor er “Ghost Rider” frygteligt plaget af en afprøvet og forudsigelig plotskabelon.

Filmen åbner med en kort prolog i det gamle vilde vesten, hvor vi introduceres for forlæggets oprindelige inkarnation af Ghost Rider, der trodser sin diabolske herre, og stjæler og gemmer en kontrakt på en hel landsby af tabte sjæle. En kontrakt, der skulle give fantastiske kræfter til den, som besidder den. 100 år fremme i tiden møder vi en ung Johnny Blaze, der sammen med sin far optræder med halsbrækkende motorcykelstunts. Johnny er lykkelig og har sågar mødt sit livs kærlighed, Roxanne. Dette kan naturligvis ikke vare ved, og en dag erfarer Johnny da også, at hans far er dødeligt syg. Her har vi således djævelen Mephistopheles’ (spillet elegant af Peter Fonda) stikord til at entre scenen for at tilbyde Johnny en af de klassiske dæmoniske kontrakter. Og som en anden Faust slår Johnny selvfølgelig til og sælger sin sjæl for at redde sin far. Men Johnny har ikke taget højde for Mephistopheles’ svigefulde metoder, og snart har Johnny som så mange andre tegneseriehelte mistet sin far. Berøvet sin far og ikke mindst sin sjæl flygter Johnny fra det hele, også sin kære Roxanne.

Flere år senere er Johnny Blaze (nu lidt ældre, spillet af Nicolas Cage) blevet verdenskendt for sine dødsforagtende stunts og sin mageløse evne til at overleve selv de værste uheld. Som tilfældet vil det, møder Johnny atter Roxanne, som nu spilles af Eva Mendes, konstant iført stramme gevandter. For en kort stund synes alt igen at arte sig for Johnny, men selvfølgelig dukker Mephistopheles endnu engang op. Mephistopheles’ søn, Blackheart (en tør og kedelig Wes Bentley), er nemlig gået udenom farmand på jagt efter kontrakten på de tabte sjæle. Bundet af sin egen kontrakt med Mephistopheles forvandles Johnny nu til den djævelske håndlanger Ghost Rider med dertilhørende flammende kranie og et stift blik som våben, der tilsyneladende kan give selv de værste skurke forfærdelig dårlig samvittighed. Som djævlens dusørjæger skal Johnny nu forsøge at stoppe Blackheart og dennes bande af håndlangere, en fjoget samling, som Ghost Rider gør kort og kedelig proces med. Naturligvis inddrages også Roxanne som det obligatoriske gidsel, og snart venter ikke overraskende det endelige opgør med Blackheart, og ikke mindst Mephistopheles.

Instruktøren og manuskriptforfatteren Mark Steven Johnson, som også stod bag tegneseriefilmatiseringen “DareDevil” fra 2003, skulle efter sigende holde inderligt af tegneserier. Men denne kærlighed formår han simpelthen ikke at formidle op på det store lærred, for “Ghost Rider” er i lighed med “DareDevil” en både tam og humorforladt fornøjelse. Ligesom med “DareDevil” har han her fundet en mørk og dyster figur, som han så har strømlinet og homogeniseret til en fjollet børnevenlig legetøjshelt af hensyn til et bredere massepublikum.

Samtidig er plottet mildest talt en banal formalitet. Som et hult fabergéæg skal filmen i stedet leve på sine prangende effekter og smarte replikker. Desværre er filmen hverken særlig flot eller videre morsom. Og at den synes endvidere konstrueret primært omkring idéen om flere film til følge. Den følger således nødtvungent noget, der minder om en skabelon til succes, hvorfor den blot ender med at virke forudsigelig og fuldstændig intetsigende.