Ikke alt er, hvad der ser ud til. Det er det, professor Goodman vil modbevise. Han tror ikke på spøgelser. Alt kan forklares. Alt er præcis, hvad det ser ud til. Det er “Ghost Stories” også.

Titlen er så simpel. Spøgelseshistorier. Det er præcis det, det er. Tre gyselige spøgelseshistorier. Om en nattevagt på et forladt kvindehjem. Om en ung mand, hvis bil går i stå midt i en mørk skov. Og om en mand, der brændende ønsker sig et barn.

Det er som at sidde om et lejrbål. Det handler om skræmmende møder og ikke kampen mod det onde. Det er ikke “Nattens dæmoner”, hvor dæmonen skal bekæmpes.

De tre hovedpersoner i historien opsøger ikke hjælp til uddrivelse af dæmoner. De vil ikke fortælle. De vil videre. Ingen tror alligevel på dem. Måske er det slet ikke dem, der skal have hjælp. Måske er det professor Goodman, der skal have hjælp til at forstå det uforklarlige?

Nej, her findes det gyselige i mødet med det, som ikke kan forklares. Fyldt med mørke gange, ensomme lys fra lommelygter og ting, der flytter sig af sig selv. Fyldt med mystik og gys. Jeg kryber lidt længere ned i soveposen.

Overordnet handler det om at forklare det uforklarlige. Det er en film, hvor fokus netop ikke er på bekæmpelsen af det onde, men mere på hvorfor og hvordan?

For professor Goodman er det ligetil. Han får tildelt tre sager, som ikke har kunne forklares indtil videre. For ham er det simpelt. Det er fortidens spøgelser, der bliver til nutidens spøgelser. Men måske er alt ikke, hvad der ser ud til alligevel?

Tilbage til lejrbålets skær. Tre uhyggelige fortællinger. Tre møder med noget uforklarligt. Tre uhyre effektive gys. Som nævnt, intet skal bekæmpes. Det er ren opbygning indtil mødet med det uforklarlige.

Tony fortæller om sit møde. Og det indeholder alt fra ledninger, der af uforklarlige årsager bliver hevet ud. Lommerlygter i ensomme gange. Raslende kæder og skikkelser med lagner over.

En fortælling på 10-15 minutter. Historierne er skarptskårne gys. Det er spøgelseshistorier, som kun spejderlederen kan fortælle dem i bålets skær.

Specielt én af historierne skiller sig ud. Det er på grund af skuespilleren Alex Lawther. Den fyr er simpelthen fremragende. Om det er i “Black Mirror”, “The End of the F***ing World” eller nu “Ghost Stories”.

Han er gået helt fra den. Han sidder på sit værelse i en stor sweater og varmen på. Billeder af dæmoner og djævelen præger væggene. Han vil bare ikke være mærkelig. Han vil bare have folk til at forstå. Han så, hvad han så.

Det fortæller han Goodman. Imens sidder Lawther med et imødekommende smil, mens kroppen skælver og tårer triller ned af kinderne. Han simpelthen så overbevisende. Jeg tror på ham. Han så, hvad han så.

Og dog. For alt er jo måske ikke, som det ser ud til.