God's Own Country

InstruktionFrancis Lee

MedvirkendeJosh O'Connor, Alec Secareanu, Gemma Jones, Ian Hart

Længde104 min

GenreDrama, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen14/09/2017


Anmeldelse

God’s Own Country

5 6
En gråbrun perle

Her er smukt, men ensomt, siger den romænske landarbejder Gheorghe til Johnny. De er ved at reparere et stenhegn på et landsted i Yorkshire, England. Og hvor har han ret. “God’s Own Country” er en smuk film, hvor ensomheden ligger som en tyk tåge mellem to unge landmænd. Indtil de forelsker sig. Landskabet bugter sig i landlig idyl, mens gårdens mange får tumler frit omkring. Men alt er gråt og brunt. Himlen er grå, mudderet er brunt. Pubben er brun, stamgæsternes hår er gråt. Smukt, men øde. Ensomt. I hvert fald for en ung mand som Johnny, der ofte lader bajernes gullige dråber bryde den gråbrune ensformighed.

Derfor møder vi ham først bøjet over toilettet. Han brækker sig. Igen. Hans bedstemor er træt af at tørre op efter ham. Han svigter sin far, der har brug for hjælp på gården efter et slagtilfælde. Derfor har han hyret rumænsk daglejer til at hjælpe til. Gheorghe. Bare i en uges tid, mens fårene læmmer. Johnny henter ham på stationen. Kalder ham sigøjner, opfører sig aggressivt. Snerrer, når han en sjælden gang åbner munden.

Han er en usædvanligt sammenbidt ung mand, Johnny. Og så er han homoseksuel. Det ser vi, da han knalder en anden ung mand til en kvægauktion. Også her er han aggressiv og kold. Skal vi drikke en øl, spørger den unge mand, da Johnny er færdig. Vi? Glem det. Ensomme Johnny gør sig ikke i ‘vi’. Han drikker sine øl alene. Alle de gamle venner er jo alligevel flyttet fra hjemegnen for at gå på fornemme universiteter. Han er ene ungkarl på landet. Indtil Gheorghe ankommer.

Romancen mellem de to unge landmænd trækker oplagte referencer til “Brokeback Mountain”. Men i “God’s Own Country” spiller homofobi ikke den store rolle. Det er ikke noget ydre, der gør deres kærlighed kompliceret. Det er Johnnys lukkede, mistroiske væsen, og hans problemer med udtrykke andre følelser end vrede og foragt. Den første nogenlunde intime ordveksling mellem de to landmænd består af ordene ‘bøsse’ og ‘misfoster’. Sådan famler man sig frem i følelsernes gråbrune landskab. Men det får Johnny til at smile. Tågen letter ganske langsomt. Han åbner sig. Gheorghe lytter og slikker hans sår. Helt bogstaveligt.

Det er fantastisk at se de to nærme sig hinanden. Men det er faktisk ligeså fascinerende at følge med i deres daglige arbejde med får og køer. De to skuespillere Josh O’Connor og Alec Secareanu håndterer dyrene, så jeg blev i tvivl om, hvorvidt instruktør Francis Lee simpelthen havde castet et par virkelige landmænd i rollerne. Med største selvfølgelighed stikker de armene op i køerne, ligesom de hjælper flere små lam til verden. I en fuldstændig forbløffende scene flår Gheorghe et dødfødt lam. Han klæder et andet moderløst lam i skindet, så den dødfødtes mor vil lade det die. En barsk, rørende og sært smuk virkelighed.

Sådan er “God’s Own Country”. Der er ikke mange ord. Men de to mænds kroppe taler for sig selv. Når de reparerer hegn eller passer dyr. Og når Johnny stivner af selvbevidsthed, mens Gheorghe vasker sig bag ham. Smukt og ensomt.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Johnny (Josh O’Connor) er en ung fårefarmer fra Yorkshire, der er følelsesmæssigt ude af balance. Han dyrker tilfældig sex med en fyr fra landsbyen og drikker sig helt bogstaveligt i hegnet om natten. Men når dagen gryr, må han mande sig op og tage vare på familiens gård. Hans far er delvist lammet efter et hjerteanfald og sammen med sin bedstemor, er de ene om at drive farmen.

Da læmmeperioden nærmer sig, er de nødt til at hyre hjælp udefra og ansætter derfor den unge rumæner Gheorghe (Georgie) (Alec Secareanu). Den nye mands ankomst får Johnny til at se sig selv dybt i spejlet, men han bebrejder i første omgang Gheorghe det, han ser. Følelserne sidder helt ude på tøjet, men langsomt tvinges kilen indad og begge de unge mænd, især Johnny, må betragte sig selv i et ganske anderledes lys.