GoldenEye – Ultimate Edition
Udgivet 2. sep 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
Javist, filmen er ikke nær så original som flere af seriens tidligere kapitler, som for eksempel den forrige Bond-film, “Licence to Kill”. Men netop “Licence to Kill”s afvigelse fra seriens kendetegn og spilleregler var ved at tage livet af serien. Selv om “GoldenEye” er en tilbagevenden til seriens mere stilsikre konventioner, behøver det ikke at betyde, at filmen er en kedelig oplevelse – og det er den bestemt heller ikke. Humoren fremtræder velsmurt og aldrig påklistret, og plottet, forudsigeligt som det dog alligevel ofte er, disker alligevel op med flere fine overraskelser og tilpas grandios spænding og dramatisk intensitet til at underholde mere eller mindre konstant.
006 har aldrig nogensinde optrådt i en Bond-fortælling før, og hans forhold til Bond virker påstuleret, og det samme gør karakteren desværre også på mange punkter. Heldigvis gør Sean Bean det fint i rollen, og Pierce Brosnan og Bean har en god kemi, der giver filmen et solidt boost. Persongalleriet er derudover stærkt. Kærlige Izabella Scorupco er måske nok filmens principielle Bond-pige, men Famke Janssen gør klart størst indtryk som et djævelsk sexet, voldsliderligt modstykke til Bean. Slutningen er dog en anelse tam, og filmens forfriskende barskhed og realisme ryger fuldstændig fløjten i filmens døende minutter, hvor flere regulære tåbeligheder finder sted.
En sammenligning mellem denne udgivelse og den oprindelige “GoldenEye”-udgivelse afslører dog, at denne billedside uheldigvis er blevet en lille smule beskåret, hvilket naturligvis trækker ned i vurderingen.
“GoldenEye: The Secret Files” (29 min.) er en mere traditionel dokumentar, hvor man bl.a. hører om skabelsen af filmens kulisser, Pierce Brosnans forventninger til optagelserne og filmens uforglemmelige ‘dæmningspring’. “GoldenEye: The Secret Files – The Cast” (12 min.) har samme udseende som den forrige dokumentar, men fokuserer udelukkende på filmens skuespillere.
I “Directing Bond: The Martin Chronicles” (10 min.) fortæller forskellige folk fra filmen om Campbell, som lader til at være en talentfuld, seriøs og ubarmhjertig instruktør. Man hører ham bl.a. tale en anelse ned til Famke Janssen, og Pierce Brosnan ytrer sig lettere negativt om newzealænderens temperament. På trods af alt det, er det tydeligt, at alle har masser af respekt for manden og hans talent, og at respekten er gensidig. Til slut byder sektionen på to featuretter, hvori Martin Campbell ytrer sig om et par af filmens sekvenser. De varer omtrent ét minut hver.
Så er der “Mission Dossier”-undermenuen. Her finder vi tre dokumentarer: “World of 007 – A Documentary” (42 min.), “The GoldenEye Video Journal” (14 min.) og “Promotional Featurette” (5 min.). Førstnævnte er en underholdende lille film, hvor en bedårende Elizabeth Hurley fortæller os om Bond-fænomenet og disker op med adskillige spændende interviews med alskens kendte ansigter (endda folk som skuespillerinde Andie MacDowell og Playboy-ejer Hugh Hefner), som ytrer sig om Bond. De to andre featuretter er ikke nær så interessante og byder på mange gentagelser fra udgivelsens andet ekstramateriale.
Sektionen byder til slut også på musikvideoen til titelmelodien. Og så finder man også en stak fornemme trailere, tv-reklamer samt adskillige billeder på dvd’ens resterende undermenuer.
Pierce Brosnans første optræden som James Bond var noget af en entré. “GoldenEye” er måske ikke nær så original, som den selv mener, den er, og på nogle punkter er den også en smule søgt. Men det er en skamløst underholdende Bond-film, som besidder mange af de elementer, der kendetegner de allerbedste Bond-film: imponerende action, fine twists, teknisk raffinement og solidt skuespil fra alle parter. Ekstramaterialet er godt, og filmen bliver også godt. Et glimrende køb.
James Bond vender tilbage i ”Tomorrow Never Dies”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet