Højdepunktet i “GoldenEye”, der udkom i 1995 efter 6 års venten, er ikke et af filmens fantastiske stunts. Det er ikke introens enorme eksplosion, en genial replik, eller synet af en sveddryppende Famke Janssen eller en bedårende Izabella Scorupco. Det er i stedet et ganske kort, lille øjeblik, efter James Bond har smadret en større del af Skt. Petersborgs infrastruktur og politibiler med en enorm tank. Bond vender sig om for at nærstudere sin kørsels destruktive følger, drejer fluks hovedet tilbage og justerer sit slips. I de få sekunder, den hændelse varer, bliver så mange ting slået fast. Der var intet at bekymre sig for. Humoren, magien og glimtet i øjet var i dén grad tilbage, og Pierce Brosnan var allerede gledet fuldstændig ind i rollen med samme snilde og lethed, som de fleste ifører sig tøjet om morgenen.

“GoldenEye” (opkaldt efter Bond-forfatteren Ian Flemings hus på Jamaica) er en helt igennem veldrejet film, der oser af professionalisme. Filmen er velspillet, velklippet, velfotograferet og besiddende et formidabelt og unikt score af franske Eric Serra samt en af seriens mest mindeværdige titelsange skrevet af U2’s Bono og The Edge, og sunget af selveste Tina Turner. Turner udmærker sig som seriens mest mindeværdige sangerinde næstefter gode, gamle Shirley Bassey. De mange stunts er særdeles imponerende og især forfriskende at gense netop nu, hvor ordentlige stunts som regel bliver tilsidesat for kedsommelige computergenererede spektakler. Tjek bare begyndelsens nervepirrende bungee-jump dyk, som er et af seriens mest dristige og mindeværdige stunts.

Javist, filmen er ikke nær så original som flere af seriens tidligere kapitler, som for eksempel den forrige Bond-film, “Licence to Kill”. Men netop “Licence to Kill”s afvigelse fra seriens kendetegn og spilleregler var ved at tage livet af serien. Selv om “GoldenEye” er en tilbagevenden til seriens mere stilsikre konventioner, behøver det ikke at betyde, at filmen er en kedelig oplevelse – og det er den bestemt heller ikke. Humoren fremtræder velsmurt og aldrig påklistret, og plottet, forudsigeligt som det dog alligevel ofte er, disker alligevel op med flere fine overraskelser og tilpas grandios spænding og dramatisk intensitet til at underholde mere eller mindre konstant.

Filmen begår dog visse fejl, og enkelte af disse har at gøre med, at der var tale om Bonds første bedrifter i de mere seriøse 90’ere. Forsøget på at gøre Bond til en mere tidstypisk, følsom og menneskelig karakter ender ikke altid godt og virker ofte en anelse påklistret. Påklistret er også gældende for flere aspekter af filmens skurk: 006, Bonds tidligere kollega og ven, som angiveligt blev dræbt, men som i stedet skabte et enormt imperium med det mål at kapre to armerede såkaldte GoldenEye-satellitter og bruge dem til at tage verdensøkonomien som gidsel.

006 har aldrig nogensinde optrådt i en Bond-fortælling før, og hans forhold til Bond virker påstuleret, og det samme gør karakteren desværre også på mange punkter. Heldigvis gør Sean Bean det fint i rollen, og Pierce Brosnan og Bean har en god kemi, der giver filmen et solidt boost. Persongalleriet er derudover stærkt. Kærlige Izabella Scorupco er måske nok filmens principielle Bond-pige, men Famke Janssen gør klart størst indtryk som et djævelsk sexet, voldsliderligt modstykke til Bean. Slutningen er dog en anelse tam, og filmens forfriskende barskhed og realisme ryger fuldstændig fløjten i filmens døende minutter, hvor flere regulære tåbeligheder finder sted.

Alligevel var “GoldenEye” lige præcis det opkvikkende skud i armen, som både serien og dens fans havde brug for tilbage i 1995. Bond kunne næppe have ønsket sig en bedre start på 90’erne, og verden kunne næppe have ønsket sig en bedre skuespiller til at overtage rollen som verdens mest populære fiktive personlighed. Det er særdeles betryggende, at Martin Campbell også sidder i instruktørstolen på den kommende “Casino Royale”, især når man ser på, hvorledes serien dalede i kvalitet efter hans exit.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Som ventet ser den relativt nye “GoldenEye” godt ud på dvd. Farverne udstråler tilpas styrke og troværdig fylde. Man skal være noget af en høg, for at spotte den ubetragtelige mængde støj, som billedsiden besidder. Kontrasten er god, og med ganske få undtagelser er billedsiden meget skarp. Udtværing, som enkelte af de nyeste Bond-dvd’er uheldigvis byder på, er her ingen mærkbare tilfælde af.

En sammenligning mellem denne udgivelse og den oprindelige “GoldenEye”-udgivelse afslører dog, at denne billedside uheldigvis er blevet en lille smule beskåret, hvilket naturligvis trækker ned i vurderingen.

AudioDe engelske Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 lydspor på denne udgivelse er begge enormt imponerende, velmixede og veltilrettelagte. Manglen på den lille ekstra portion saft og kraft, som flere af lydeffekterne (især dem fra frontkanalen) kunne have haft gavn af, er til at leve med, når man begynder at opleve lydsporenes mangfoldige herligheder. Panoreringer er der mange af, og de er som regel effektive og naturtro. Serras score fremtræder også tilpas grandiost og fyldigt. Subwooferen får lov til at levere sine distinkte dybe toner flittigt og effektivt, hvor DTS-sporet dog i sidste ende formår at udnytte LFE-kanalen bedst samt at skabe en bedre atmosfære. Formidabelt.

EkstramaterialeKommentarsporet på disc 1 med producer Michael Wilson og instruktør Martin Campbell er glimrende. Wilson har før disket op med en del kedelig mumlen på andre Bond-kommentarspor (dog også en masse informative godbidder). Her er han mere i sit es, mens det dog stadigvæk er velformulerede Campbell, der står for størstedelen af sporets underholdende momenter. Man hører bl.a. om hans inspirationskilder (såsom den amerikanske instruktør Sam Peckinpah), det kontroversielle valg af komponist Eric Serra, og om hvorledes Sean Bean blev hyret som filmens skurk, fordi han i sin tid var en kandidat til rollen som Bond.

Så springer vi videre til udgivelsens anden, fyldte disc. “Declassified: MI6 Vault”-sektionen byder på masser af godter. Først og fremmest indeholder den fire slettede scener introduceret af Campbell. “Anatomy of a Car Chase: Remy Julienne” (3 minutter) handler om filmens intense biljagt. I “Anatomy of a Stunt: Tank Versus Perrier” (6 min.) hører vi assistentinstruktør Ian Sharp fortælle om filmens tankstunts. “Building a Better Bond: Pre-Production Featurette” (9 min.) er en featurette, der blev skabt, før filmen var optaget, for at få biografejere op at køre over filmens snarlige udgivelse.

“GoldenEye: The Secret Files” (29 min.) er en mere traditionel dokumentar, hvor man bl.a. hører om skabelsen af filmens kulisser, Pierce Brosnans forventninger til optagelserne og filmens uforglemmelige ‘dæmningspring’. “GoldenEye: The Secret Files – The Cast” (12 min.) har samme udseende som den forrige dokumentar, men fokuserer udelukkende på filmens skuespillere.

I “Location Scouting with Peter Lamont” (13 min.) viser production-designer Peter Lamont os en masse optagelser fra flere af filmens locations. “Making it Small in Pictures: Derek Meddings” (3 min.) handler om filmens modeldesigner Meddings, som instruktør Martin Campbell taler lidt og varmhjertet om. “The Return of Bond – The Start of Production Press Event” (6 min.) viser os optakten til og flere dele fra filmens pressekonference. “Pre-Title Storyboard Sequence” (1 min.) viser storyboards fra filmens åbningssekvens, mens man bl.a. hører Campbell tale om vigtigheden af brugbare storyboards.

I “Directing Bond: The Martin Chronicles” (10 min.) fortæller forskellige folk fra filmen om Campbell, som lader til at være en talentfuld, seriøs og ubarmhjertig instruktør. Man hører ham bl.a. tale en anelse ned til Famke Janssen, og Pierce Brosnan ytrer sig lettere negativt om newzealænderens temperament. På trods af alt det, er det tydeligt, at alle har masser af respekt for manden og hans talent, og at respekten er gensidig. Til slut byder sektionen på to featuretter, hvori Martin Campbell ytrer sig om et par af filmens sekvenser. De varer omtrent ét minut hver.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

Så er der “Mission Dossier”-undermenuen. Her finder vi tre dokumentarer: “World of 007 – A Documentary” (42 min.), “The GoldenEye Video Journal” (14 min.) og “Promotional Featurette” (5 min.). Førstnævnte er en underholdende lille film, hvor en bedårende Elizabeth Hurley fortæller os om Bond-fænomenet og disker op med adskillige spændende interviews med alskens kendte ansigter (endda folk som skuespillerinde Andie MacDowell og Playboy-ejer Hugh Hefner), som ytrer sig om Bond. De to andre featuretter er ikke nær så interessante og byder på mange gentagelser fra udgivelsens andet ekstramateriale.

Sektionen byder til slut også på musikvideoen til titelmelodien. Og så finder man også en stak fornemme trailere, tv-reklamer samt adskillige billeder på dvd’ens resterende undermenuer.