Good Boys

InstruktionGene Stupnitsky

MedvirkendeJacob Tremblay, Keith L. Williams, Brady Noon

Længde89 min

IMDbVis på IMDb

I biografen12/09/2019


Anmeldelse

Good Boys

3 6

 

“Good Boys” er som en tår øl i 6. klasse. Idéen lyder måske sjov, men det samme kan ikke siges om smagen!

 

Det må Max, Lucas og Thor  – tre drenge på 12 år – sande i én af de bedste scener i Seth Rogen og Evan Goldbergs nye komedie.

 

De tre er ikke gamle nok til at være teens, men heller ikke unge nok til længere at være børn – de er tweens.

 

Derfor drikker de øl, selv om de ikke kan lide det. Det er joken i “Good Boys”.

 

Her handler det om børn, der introduceres til en voksenverden af sexlegetøj og feststoffer, som de langt fra er klar til.

 

Den komiske idé førte til én af årets bedste trailers, hvor producer Seth Rogen indledte med at måtte skuffe de tre drenge i hovedrollerne: I må ikke se traileren til jeres egen film – forbudt for børn!

 

Desværre er de 89 minutters film ikke en udvidet udgave af traileren, men nærmere den samme trailer 30-40 gange i træk.

 

Drengene nøjes nemlig ikke kun med at drikke øl én gang, ligesom sexlegetøj som gagball, dildo, dukke og gynge bruges til at levere den samme frække joke, som placerer de uskyldige børn i en voksen verden, som de ikke forstår.

 

Sådan var det også med Rogen/Goldbergs “Sausage Party”, hvor levende mad i supermarkedet drømte om køkkenhimlen, men mødte i stedet kniv, stegepande og kogende vand. Det var helvede!

 

Idéen var nok til en genial trailer, men festen stoppede efter få minutter. For makkerparret havde kun én joke, der skulle bære hele vejen igennem.

 

Anderledes var det med deres største hit, “Superbad”. Egentlig den samme handling som i “Good Boys”. Tre drenge skulle til den ultimative fest i en verden, de var for unge til.

 

Jeg griner stadig over McLovins forsøg på at købe alkohol, fordi det er en genkendelig scene fra dengang, jeg selv var så ung.

 

Derimod har jeg aldrig som 12-årig røvet et college-broderskab for ecstasy, fordi det var min adgang til en kyssefest hos seje Soren fra 6. klasse. Uskylden er nu væk i jagten på en rå R-rating.

 

Det er ellers bestemt befriende, at drengene må sige ‘Fuck’ i landet uden bandeord, men måske ikke helt så vildt i liberale Danmark, hvor vi ikke bipper forbudte ord væk fra det, vi ser.

 

Derfor ender “Good Boys” nærmest også så umoden som de tre drenge på 12 år. Som om Rogen og Goldberg demonstrativt har produceret en film med det formål at lade børn se porno, holde en dildo og sige ‘stor pik’.

 

‘Se, hvor grænseoverskridende vi er’, nærmest råber “Good Boys” på vegne af Rogen og Goldberg.

 

I Danmark har “Klovn”-universet overskredet den grænse meget mere for flere år siden, hvilket reducerer fornøjelsen ved “Good Boys” til det samme som en tår øl. Som den smagte i 6. klasse.

 

Good Boys anmeldelse / Filmz.dk

 


Trailer