Den gode viljeBilledets magi har igennem filmhistorien være genstand for utallige beundrende blikke og også været årsag til en dyrkelse af det audiovisuelle medie blandt filmmagerne. Det gælder således også amerikanske Steven Soderbergh, der har været en tur i gemmerne og med “The Good German” herved får vist sin dybeste ærbødighed overfor udødeliggjorte film noirs som “Casablanca”, “Den tredje mand” og, ikke at forglemme, “A Foreign Affair”.

Og det er næsten også helt ud til fingerspidserne. Den produktive instruktørs seneste samarbejde med superstjernen George Clooney er nemlig filmet tilnærmelsesvis efter aldrende tekniske forskrifter, der var noget nær kutyme i 40’ernes amerikanske filmindustri, ligesom en langt mere teatralsk fremtoning, end den vi i dag er blevet vænnet til, har været forventet af skuespillerne i “The Good German”. Dog har spadestikket i den filmhistoriske grav ikke rakt lige langt på alle områder, og derfor er filmen ikke blottet for hverken nøgenscener eller bandeord, ligesom billedsproget trods alt er en smule mere lebendigt, end det ville have været tilfældet, havde filmen været optaget under efterkrigsårene.

Plottet er derimod nemt genkendeligt for den klassiske film noirs tilhængere. I hovedrollen som krigsreporter og senere hen også drabsefterforsker er George Clooney som den karismatiske Jacob Geismer forbløffende. Han er blevet sendt til den nuværende tyske hovedstad, Berlin, kort efter Anden Verdenskrigs afslutning for at dække en fredskonference med deltagelse af statsoverhovederne Winston Churchill, Josef Stalin og Harry S. Truman. Hans chauffør til lejligheden, den vattede Tully (Tobey Maguire), forsvinder imidlertid under mystiske omstændigheder. Drevet af sin næse for en sag sætter Geismer et større undersøgelsesapparat i sving for at få styr på sagens rette sammenhæng.

Inden da har Geismer været i nævekamp med netop Tully omhandlende dennes prostituerede elskerinde, der – viser det sig – for år tilbage også har været sengekammerat med den nytilkomne amerikanske journalist. Trekantsdramaet ulmer under overfladen med vulkansk epicenter i den sensuelle femme fatale Lena Brandt, der spilles med glødende intensitet af den efterhånden altfavnende Cate Blanchett. Hun havde – ikke overraskende i øvrigt – inden optagelserne af “The Good German” nærstuderet de tidligere tiders kvindelige film noir-skuespillere Ingrid Bergman og Marlene Dietrich som forberedelse til netop denne rolle, og resultatet taler uden overdrivelse for sig selv.

Sagen er naturligvis langt mere speget end som så. Forgreningerne er mangeartede og komplekse. Med ét er der overordentlig interesse for Brandts afdøde og nazistiske ægtefælle, der måske ikke er så død endda. I hvert fald ligger han inde med værdifulde oplysninger, der gør hustruen ganske eftertragtet, alt imens hun blot spiller på alle tangenter for at slippe ud af det krigshærgede Berlin. Generelt fungerer det teatralske og gestikulerende skuespil imponerende godt, om end det ligner en umulig opgave for trekløveret at matche deres forgængere og forbilleder Humphrey Bogart, Ingrid Bergman og Peter Lorre. Hvorom alting er, når udstrålingen ikke tilsvarende højder, som de sås i det overvejende forbillede “Casablanca”, ligesom dialogerne og replikkerne heller ikke er nær så velslebne.

Alligevel er “The Good German” interessant for de utallige dygtigt udførte referencer, der hviler tungt i både skuespil, handlingstråde og sågar scenarier. Soderbergh har tydeligvis gjort sit forarbejde og gennemtænkt filmen ned til mindste detalje. Derpå kan ikke sættes en finger, og af samme årsag er filmen om den tyske overmagts endeligt da også en visuelt prangende storfilm, der er en beruselse for de sitrende øjenlåg. Desværre har fascinationen af den dæmonisk ladede billedside, der desforuden er krydret med enkelte ægte arkivoptagelser, overskygget filmens handlerum, som ikke giver mulighed for at lukke tilskueren ind.

“The Good German” er med Soderberghs gode vilje et forsøg på at genoplive de forgangne film noirs storhedstid. Samme fascinationskraft har karaktererne ikke, og helt af samme årsag virker de distante og verdensfjerne, ligesom selve handlingen i store træk egentlig også er aldeles udramatisk. Måske er det i virkeligheden derfor, instruktøren har forsøgt at give filmen et nutidigt pift med rå sex og bandeord?

VideoFilmen er udgivet i et 4:3 full screen format, der forsøger at genskabe datidens filmlook. Der er flere eksempler på edge-enhancement, som er særligt tydelige i filmens mere oplyste scener, ligesom enkelte digitale forstyrrelser også indfinder sig. Derudover står billedet skarpt, ligesom kontrasten er solid. Der er ikke eksempler på udtværinger, og generelt er der tale om et ganske glimrende transfer, hvor de mange overbelyste billeder og den fiffige brug af arkivoptagelser af svingende kvalitet er bevidste valg for at tilnærme sig datidens normer.

AudioDet engelsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor gør sig også ganske godt. Der er ikke eksempler på overstyringer, og selv om skuespillet er optaget efter datidens forhold, er dialogen tydelig. Tilsvarende er atmosfærens auditive udtryk også en konsekvens deraf. Endeligt agerer den tidstypiske underlægningsmusik sublim sparringspartner, skaber den rette stemning og kommer godt ud i alle afkroge af højtalersystemet.

EkstramaterialeUdover to enkeltstående trailere for “Zodiac” og “Blood Diamond” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.