Instruktør/skuespiller George Clooney og hovedpersonen i “Good Night, and Good Luck” – den afdøde amerikanske journalist Edward R. Murrow – har mange ting tilfælles. Begge har (og havde) legioner af tilhængere. Og ingen af dem synes bange for at afhænde disse mange fans ved at gå imod strømmen og forventningerne, og ty til ukonventionelle og overraskende midler for at opnå deres mål: at fortælle vigtige, kontroversielle historier, som de fleste andre med samme grad af popularitet aldrig ville drømme om at tage op. De formår at udnytte deres stjernestatus i den gode sags tjeneste og være bedøvende ligeglade med deres omdømme. Hovedmålet er at gøre alt, hvad de kan, for at nå omverdenen.

Murrow var i sin tid den eneste prominente tv-reporter, som turde stille sig i vejen for senator McCarthys uetiske heksejagt på kommunister i USA i 50’erne. Murrows pludselige angreb på den famøse senator havde blandede konsekvenser for både ham selv, hans kollegaer, McCarthy og millioner af seere. Murrow måtte være forsigtig og vælge sine slag med omhu, og ofte var det lige så meget hans handlinger som hans mangel på handling, der havde følger – positive såvel som tragiske. Murrows statuerede et prominent eksempel og beviste, at man både kunne være patriot og samtidigt systemkritiker. En dobbeltrolle, som netop synes at være svær at påtage sig i nutidens USA, hvorfor filmen netop nu får en endnu større betydning. Uden Murrow havde kritisk journalistik overhovedet ikke været det samme, og serier som CBS’ egen “60 Minutes” havde aldrig eksisteret.

Stilistisk er “Good Night, and Good Luck” (Murrows afslutningsreplik i hvert afsnit af sit program) den nærmest diametrale modsætning til Clooneys instruktørdebut, “Confessions of a Dangerous Mind”. Hvor “Confessions” bød på et sandt sammensurium af farver, filtre og diverse ukonventionelle tekniske virkemidler, så er “Good Night” i stedet visuelt diskret og urokkelig stabil, takket være Robert Elswits underskønne sort/hvide kinematografi. Man får næsten lyst til at indramme hvert billede fra filmen og hænge det op. Man tænker slet ikke over, at filmens farvepalet er drænet for farver. Ligesom man aldrig er ét eneste sekund i tvivl om, at man befinder sig i 50’ernes Amerika. En mere troværdig filmisk afbildning af denne tidsperiode skal man lede meget, meget længe efter. Man tager ofte sig selv i nærmest at kunne smage røgen fra filmens utallige antændte cigaretter. Af og til tager man endda nærmest sig selv i at hoste forsigtigt.

På trods af den tidligere sammenligning af Clooney og Murrow, er det ikke Clooney, der spiller den legendariske reporter. Clooney spiller Murrows producer, Fred Friendly. Det er i stedet 56-årige David Strathairn, der tager sig af filmens centrale rolle. En mand, som de fleste garanteret ikke kender, og endnu færre vil kunne udtale navnet på. Lær det. “Good Night” er Strathairns ufortjent sene gennembrud som hovedrolleindehaver, efter et par fine indsatser i bl.a. Curtis Hansons “River Wild” og “L.A. Confidential”. Strathairn er simpelthen eminent. Hans stemme og attitude indgyder respekt fra første øjeblik.

Manden vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle ved filmfestivalen i Venedig, og selv om “Good Night” er for minimalistisk en film til at sikre manden en Oscar, så er en nominering i det mindste stensikker. Og så vil vi meget gerne se mere til den aldrende herre i fremtiden, tak. Og Clooney og co. har begået en decideret genistreg ved at vælge at bruge virkelige, gamle optagelser af McCarthy i stedet for hyre en skuespiller. Det gør McCarthy til en endnu mere skræmmende personlighed og styrker filmens allerede solide autentiske atmosfære.

Med sin fortælling om en af pionererne indenfor dybdeborende journalistik, har Clooney manifesteret sig som en af pionererne på det nye årtusinds filmscene. Det fascinerende faktum, at det er Dr. Ross fra “Skadestuen” og ligeledes Batman fra “Batman & Robin”, der har skruet denne lille genistreg sammen, er nok til at gøre enhver rundtosset af overrumplende positiv forbløffelse. “Good Night” er en af den slags film, man har lyst til at løbe ud på gaden og råbe, skrige og synge om bagefter. Fordi “Good Night” har noget på hjerte, og ikke forsøger at slå det fast med hammer og mejsel.