Festligt 80’er-eventyr

Måske er det en besynderlig ting at hæfte sig ved, men det er befriende at gense en familiefilm som “Goonierne” fra 1985, fordi børnene i den bander og svovler ligesom i virkeligheden. Det lyder muligvis underordnet, men det gør altså en film mere overbevisende og vedkommende, når børnene ikke blot er forkælede engle eller ufejlbarlige troldmænd, men i stedet minder om den slags kække rollinger, der faktisk findes, og som vi engang også var. Og det er ikke kun ungernes pågående attituder, der får “Goonierne” til at adskille sig fra hovedparten af nutidens børnefilm, som tit pakkes lige lovlig nænsomt ind i vat. Replikkerne er forfriskende spydige, der er adskillige uventede chok, og brugen af gammeldags effekter og ægte, respektindgydende kulisser hidkalder næsten nostalgiske glædestårer.

Men selv om “Goonierne” er en anelse skrappere end mange af sine nyproducerede artsfæller, så er der stadigvæk ingen tvivl om, at filmen hovedsageligt (og i allerhøjeste grad) henvender sig til børn og barnlige sjæle. Filmen tager udgangspunkt i en idé af genrens gudfar, Steven Spielberg, mens selve manuskriptet er forfattet af manden bag de to første “Harry Potter”-film, Chris Columbus. Sidstnævnte er tydeligvis blevet mindre opfindsom siden 1985, men Columbus’ manus til “Goonierne” integrerer fornemt yderst fantasifulde elementer i et virkelighedstro univers. Ligesom de allerbedste familiefilm påpeger “Goonierne” den virkelige verdens eventyrlighed, hvorved den giver almindelige børn håb om også at opdage og blive noget særligt.

Men filmens største trumfkort er dens karismatiske hovedpersoner: de unge, såkaldte goonier, som leder efter en skjult, underjordisk skat i deres lille landsby. Det er umiddelbart umuligt at komme i tanke om en anden familiefilm, hvori hele syv tumlinger får lov til at deles om rampelyset, uden at en eneste af karaktererne eller skuespillerne føles underprioriteret. Det er ikke blot en nostalgisk oplevelse at se respekterede skuespillere som Sean Astin og Josh Brolin give den gas som eventyrlystne teenagere – faktisk gør hvert eneste barn en hæderlig indsats. Der er også god kemi mellem skuespillerne, og præstationerne er alle så forskelligartede og tilpas nuancerede, at man lynhurtigt føler sig i godt selskab med hvert medlem af ensemblet.

Men selv ikke i 1985 kunne “Goonierne” roses for at være synderlig original. Især Spielbergs “Indiana Jones”-film bliver undervejs plyndret for ideer, men det er formentlig Spielbergs egen skyld. Skurkene er også fuldstændig uinteressante, og for megen spilletid er afsat til at vise børnene overleve ensartede fælder, især under den sidste og ofte langsommelige akt. Den overordentlig sukkersøde slutning er heller ikke i filmens ånd. Men “Goonierne” er underholdende og har hjertet på rette sted, og det er derfor, den stadigvæk elskes af så mange og formentlig vil fortrylle børn og unge i mange, mange år endnu.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Der er ingen tvivl om, at “Goonierne” ser langt bedre ud på Blu-ray, end den gør på dvd. Men HD-transferet er langtfra perfekt. Mange scener virker slørede, og farvetemperaturen vakler undertiden en anelse. Tjek eksempelvis flere af dagslysscenerne, hvor hudfarverne virker for lyserøde. Støv og snavs dukker undertiden op, men billedet er oftest pletfrit. De fleste skud fremstår tilpas skarpe, mens enkelte optagelser (som regel totalbillederne af landskaberne) er knivskarpe. Kontrasten er ganske god, og edge-enhancement optræder aldrig.

Audio

Ligesom transferet er udgivelsens Dolby True HD 5.1-mix en blandet landhandel. Filmen har efterhånden mange år på bagen, og det kan mærkes. Man kan tydeligt høre forskel på dialogen fra realoptagelserne og de dubbede replikker. Dialogen plages undertiden af overstyring og kan en sjælden gang imellem være lidt utydelig. Lydsidens andre elementer plages dog sjældent af støj, og der er visse sekvenser, som lyder ligeså godt som mange actionsekvenser i nyere film – såsom sekvensen, hvor børnene går amok på en række underjordiske rør. I scener som disse benyttes baghøjtalerne og subwooferen fornemt, men ellers er det hovedsageligt fronthøjtalerne, der styrer showet. Høje toner er ikke altid krystalklare, men musikken folder sig godt ud.

Ekstramateriale

Et af de bedste kommentarspor til dato blev indspillet til dvd-udgivelsen af netop “Goonierne”, og det medfølger heldigvis også i denne omgang. Samtlige gooniere og instruktøren Richard Donner, der naturligvis alle er blevet en del ældre siden 1985, diskuterer filmen i fællesskab, og man har endda mulighed for at se deltagerne indtale mange af deres udtalelser via en række videoklip. Hvis man bare har den mindste interesse i “Goonierne”, bør man lytte til hele kommentarsporet. Mange interessante episoder fra optagelserne mindes og diskuteres, og det er afsindig morsomt, når skuespillerne tager pis på sig selv og hinanden.

Ud over kommentarsporet indeholder disken desværre meget lidt. Traileren til filmen er inkluderet, og det samme er en kikset musikvideo til Cyndi Laupers “The Goonies ‘R’ Good Enough”, 7 minutters slettede scener, som er nogenlunde, og dokumentaren “The Making of The Goonies” (7 min.). Dokumentaren er fra 1985 og ikke nær så interessant eller fyldestgørende som kommentarsporet, men den indeholder dog ganske få, muntre optagelser af skuespillerne og filmmagerne i aktion. Til tider kan man faktisk mærke, at Richard Donner frustreres over børnenes manglende erfaring. Videomaterialet præsenteres i 480p.