Kan kriminelle også spille bold?Gridiron er det engelske ord for grønsværen, hvor amerikansk fodbold dyrkes. En flok utilpassede og kriminelle teenage-drenge fra et ungdomsfængsel kommer under kærlig behandling af The Rock, der vil prøve at ændre deres uheldige glidebane ved hjælp af team spirit, hård fysisk træning og football. “Gridiron Gang” bygger på en dokumentarfilm om den virkelige verdens Sean Porter, der tog utraditionelle metoder i brug for at rehabilitere unge kriminelle, men man har dog også haft plads nok til at iklæde historien en håndfuld klassiske konventioner og klichéer, der desværre ender med at gøre filmen yderst jævn.

På ungdomsinstitutionen Camp Kilpatrick, der er sidste stop før et rigtigt fængsel, eller – for mange af de indsattes vedkommende – et liv tilbage hos gadebanderne, taler statistikken sit eget misantropiske sprog: 75% af de indsatte bliver ikke rehabiliteret, men ender i kriminalitet eller i graven efter endt straf. I et forsøg på at nå ind til de unge og ændre deres adfærdsmønstre og frem for alt selvværd, starter lederen, Sean Porter (Dwayne ‘The Rock’ Johnson), et football-hold for de indsatte knægte. Det bliver selvfølgelig en hård kamp både på og udenfor banen, men Porter er fast besluttet på ikke at give op og svigte drengene.

At filmen bygger på virkelige begivenheder bliver slået fast i starten med den notoriske based on a true story påskrift, ligesom man under rulleteksterne får serveret noget af dokumentarmaterialet om virkelighedens Sean Porter og hans football-initiativ. Men når man kigger på filmen som helhed, har man ganske givet taget sig visse friheder for at presse historien ind i de vante genre-rammer, der hører med til en sådan amerikansk underdog-fortælling. Således befinder vi os i samme liga som “Dangerous Minds”, “Coach Carter” og især “The Longest Yard”, dog uden den humoristiske tilgang.

En gruppe utilpassede unge, hvis farvepalet er overvejende mørklødet, men dog giver plads til et enkelt blegansigt, bare for at repræsentere den kulturelle diversitet, får muligheden for at træde ud af deres kriminelle løbebane. Anført af selveste fribryder-ikonet (nu med ønsker om en mere seriøs filmpersonlighed) The Rock går de unge stoisk de svære odds i møde og lærer en masse om sig selv undervejs. Det er blevet til et lidt for rørstrømsk ungdomsdrama, der forlader sig for meget på de velkendte trin, som hører til den slags film.

I den forbindelse mangler man originalitetens friske pust, for vi har set det hele før, og det tager en del af sjælen ud af foretagendet, selvom der spilles godt, og historien ganske vist er rørende til tider. Det er dog primært den letkøbte patos der benyttes og som smøres på, også når vi som tilskuere selv burde være i stand til at pejle os følelsesmæssigt rundt i dramaets op- og nedture. Især musikken, der ofte synes et overdrevent og bombastisk plagiat af James Horner eller et Michael Bay-soundtrack, er med til at gøre det følelsesladede forlorent, netop fordi vi bankes i hovedet med den.

Det bør dog indskydes, at The Rock rent faktisk gør en god figur som den kontante Sean Porter, og det skulle ikke undre, om der er gemt skuespilpotentiale i den mand. Resten af ensemblet spiller også fint, om ikke andet så i deres street-smarte og sammenbidte gangbanger-attitude, der dog veksles med strejf af usikkerhed og sårede blikke.