Hvor sommeren ellers indtil videre har været tæt pakket med såkaldte three-quels til nogle af Hollywoods største nutidige filmfranchises, så er serien om troldomsdrengen Harry Potter nået et par skridt videre til femte kapitel, og “Harry Potter og Fønixordenen” lever ikke kun op til forgængerne hvad angår spænding og underholdning, men overgår også seriens andre film på flere punkter.

Problemerne indfinder sig allerede fra første scene for Harry, da de farlige Dementors melder deres ankomst i mugglebyen Little Whinging, og Harry må forsvare både sin irriterende fætter, Dudley, og sig selv fra de mørke væsners uhyggelige kræfter. Men det er ikke tilladt for Harry at bruge magi udenfor Hogwarts, og kun en effektiv forsvarstale fra Dumbledore redder Harry fra at blive bortvist fra skolen. Løsslupne Dementorer er dog langt fra de eneste problemer, Harry har at kæmpe med, idet ingen synes at tro på, at Harrys nemesis, Lord Voldemort, virkelig er vendt tilbage. Det er en barsk sandhed, der er for svær at sluge selv for Ministeren for Magi, der sender den autoritære regelrytter Dolores Umbridge til Hogwarts for at holde øje med både Harry og Dumbledore. Umbridge får hurtigt sat sit præg på skolen, bl.a. ved at forbyde regulær træning i Forsvar mod Mørkets Kræfter. Igen ser Harry sig nødsaget til at bryde reglerne, da han sammen med Ron og Hermione begynder at undervise sine medstuderende i smug, så de kan være klar til det uundgåelige møde med Voldemort.

I modsætning til de foregående Potter-film er plottets struktur i “Fønixordenen” mindre bygget op omkring et eventyrligt puslespil af små ledetråde og brikker, der alle leder frem mod en overraskende slutning, og med mere fokus på Harrys indre kamp mod Voldemort fremstår “Fønixordenen” som den mest modne af Potter-filmene. Hvor man kunne frygte, at murstensromanen “Harry Potter og Fønixordenen” ville ende i et forvirret sammenkogt rod, har bogens spraglede handling i forhold til de litterære forgængere gjort det nemmere for filmfolkene at fravælge større sideplots som f.eks. Hermiones kamp for husalfernes befrielse. Denne bevidste stillingtagen til hvad, der er vigtigt for kernen af filmens historie, er bestemt noget, som klæder fortælletempoet, der er langt mere afbalanceret end det hæsblæsende ridt man blev udsat for i f.eks. “Flammernes pokal”.

Der er dog stadig et væld af nye og gamle personer, samt nye væsner og trolddomskunster, der skal introduceres: de stovte medlemmer af Fønixordenen; medstuderende som Luna Lovegood; og ikke mindst nye fjender i form af Dolores Umbridge og Bellatrix Lestrange, der spilles ganske excentrisk af Helena Bonham Carter. Dertil kommer de personligheder, man allerede har stiftet bekendtskab med i de forrige film, som Harrys gudfar, Sirius Black, Mad-Eye Moody, og Lucius Malfoy for blot at nævne nogle få. Filmen vrimler med karakterer, som man helst skal have set de forrige film for at have et ordentligt forhold til, for det siger sig selv, at med så mange personer er det de færreste, der får mere end et par replikker at gøre godt med. Men takket være den efterhånden imponerende liste af dygtige skuespillere, som har fundet vej til Harry Potter-filmatiseringerne, samt ‘gæstemanuskriptforfatteren’ Michael Goldbergs håndtering af replikkerne, lykkes det alligevel at gengive karaktererne fra bøgerne på hæderlig og helstøbt vis.

Det er bl.a. nærmest en lettelse, at Michael Gambon i rollen som Dumbledore har fået lagt noget af sin maniske tilgang til rollen på hylden til fordel for en mere alfaderlig aura, som har manglet siden Richard Harris spillede rollen. Af de nytilkomne er Imelda Staunton fortræffelig som Dolores Umbridge, der indpakket i lyserødt plys fremstår som et te-drikkende bureaukratisk monster, som fryder sig over tortur og generel bandlysning af alt, hvad der er sjovt. Der er lagt stor vægt på det komiske i figuren, og sammen med opsynsmanden, Filch, står Umbridge for nogle af filmens mest morsomme øjeblikke.