Marie og hendes lillesøster, Ninni, nyder tilværelsen i Sverige sammen med deres respektive ægtefæller. Kvinderne er begge gravide for første gang, og de bor både tæt på hinanden og deres far, Harry, som bor alene, da søstrenes mor for længst er død. Men da Marie føder en sund, lille dreng, mens Ninnis datter derimod dør før fødslen, sættes de tos forhold til hinanden på en gevaldig prøve. Dermed er der lagt op til et følelsesladet drama, og “Harrys døtre” er et ganske solidt et af slagsen.

Det er filmens mest intime øjeblikke, der er dens bedste. Det er umuligt ikke at blive rørt af den fængslende scene, hvor en sygeplejerske opdager, at Ninnis barns hjerte er gået i stå. Scenerne umiddelbart efter er også godt skruet sammen og skaber et overbevisende billede af en familie i opløsning. Men derefter begynder fortællingen at blive en anelse mere forudsigelig, karaktererne mindre troværdige og forløbet mere traditionelt.

Det siger sig selv, at Ninni har svært ved at håndtere tabet af sit barn, og at hun i tide og utide opsøger Marie, hendes mand og nyfødte søn. Men det er en smule ærgerligt, at instruktør og manuskriptforfatter Richard Hobert allerede forholdsvis tidligt forvandler Ninni til en småpsykotisk, skræmmende skurk, selvom Hobert dog heldigvis aldrig gør hende decideret usympatisk og dermed dramaet mere banalt og mindre interessant.

Mange af de opgør, som søstrene har, ligner nogle, man har set før i psykologiske thrillere, og der er lige lovlig mange af dem. Flere af dem er dog så veliscenesatte og velspillede, at man glædeligt affejer alle tanker om plagiering. Ofte virker det også som om, at Hobert gør sig parat til at lave en kovending og i stedet berette en historie om incest, hvilket vi efterhånden har set adskillige film om de seneste år – især her i Skandinavien. Men heldigvis lader filmen flere ting være op til seeren at bedømme.

Skuespillerne gør det for det meste glimrende – især Lena Endre og Amanda Ooms er mindeværdige i de altoverskyggende hovedroller. Man føler vitterligt, at de to damer har kendt hinanden hele livet, og det er på grund af Endre og Ooms, at man hele vejen igennem sympatiserer med søstrene, tror på dem og investerer sig i plottet. Iwar Wiklander skuffer dog en smule som Harry, men rollen er nu også en anelse kedelig og overraskende indholdsløs. Og hvem det end var, der besluttede sig for at bruge storladen, keltisk musik i adskillige scener, fortjener en højlydt skideballe.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Harrys døtre” ser desværre en anelse grumset og mudret ud på dvd. Der er alt, alt for meget gryn, og edge-enhancement figurerer også i flere scener. Udtværing opstår også i nogle af de mørkeste scener. Kontrasten er dog god, farvetemperaturen er ganske stabil, og så er billedet for det meste skarpt.

AudioDiscens svenske Dolby Digital 5.1 lydspor vil næppe sende chokbølger gennem filmlandskabet, men det er trods alt et hæderligt spor. Baghøjtalerne kommer sjældent i brug, men måden hvorpå de udnyttes til at give musikken ekstra fylde er imponerende, også selvom den virker malplaceret. Dialogen, som må siges at være lydsidens vigtigste bestanddel, kommer klart og tydeligt igennem, og der er ingen tilfælde af susen, knasen eller overstyring.

EkstramaterialeHer er intet andet end trailere til “The Science of Sleep”, “Little Miss Sunshine”, “Heartbreak Hotel” og “Snow Cake”.