Amerikanske David Ayer, der vel nok er mest kendt som den reelle hjerne bag den ganske velsmurte politikrimi “Training Day”, får med voldsspiralen “Harsh Times” sin debut som spillefilmsinstruktør. Det sker dog kun med delvist held i sprøjten, og det må nok konstateres, at der skal mere end Christian Bales stålfaste karakterskuespil til at holde en fraværende actionbasker som denne gående i længere tid af gangen.

Selv om Bale i bund og grund er fortræffelig i rollen som den detroniserede og psykisk ustabile Irak-veteran, 26-årige Jim Davis, tilføjer han trods alt intet nyt til filmens overordnede repertoir. Dog er hans figur usvigeligt sikkert leveret, på så mange måder ikke til at skyde igennem, og det er nu svært at se, hvori “Harsh Times” ville kunne finde sin hovedværdi, var det ikke for netop denne indsats. David Ayer har selv både skrevet og instrueret, og løsrivelsen fra fordums succesparametre er åbenbart faldet ham for svær. I hvert fald minder “Harsh Times” i væsentlige afskygninger om den succesombruste “Training Day”, blot med mindre bid.

Men der er også forskelligheder. Politiskiltene er i denne ombæring blevet udskiftet med et par småkriminelle wannabes, hvoraf Jim Davis som den ene efter endt krigsdeltagelse ønsker at blive optaget i det amerikanske forbundspoliti, mens kammersjukken, Mike Alonzo (Freddy Rodrìguez), der er på prøveløsladelse fra spjældet, blot skal finde sig et hvilket som helst job for at tilfredsstille sin tilkomne Sylvia (Eva Longoria). Der er selvfølgelig tillige en mening med galskaben for Jim, der med et job kan importere kvinden, han elsker, den mexicanske Marta (Tammy Trull), til USA.

Så enkelt er det imidlertid ikke. Mike og Jim er hinandens dårlige selskab, roder sig ud i genvordigheder på stribe, mens de sammen cruiser rundt i Los Angeles i dagtimerne for at få styr på deres alt for sølle livsforløb. Målet er for begge det ultimative karriereskift, og intentionerne er da også helt i top, men ender som oftest med druk, (selv)bedrag og sammenstød med de lokale bander. Storbyens fristelser vinder over fornuften, urinprøven bliver fikset for at få jobbet som efterretningsagent, når nu politiet ikke vil have den tidligere Irak-soldat, og Mikes telefonsvarer fyldes til bristepunktet med falske beskeder om opdigtede jobinterviews. Det er selvfølgelig kun et spørgsmål om tid, før unoderne kommer for dagen.

Undervejs kommer Jims krigsplagede sind til syne igennem psykopatiske eksplosioner, der langsomt bliver mere evidente, alt imens de to homies trækker hinanden ned i en selvdestruktiv spiral af had, frustation og desperation. Alligevel har “Harsh Times” på ingen måde den pondus, den beslægtede “Falling Down” med en magisk Michael Douglas i sin tid kunne tilbyde. Mest af alt fordi de to hovedkarakterer ikke vækker den mindste sympati. Hvordan kan man dog også fascineres af to så lurvede karakterer, der uden nærmere overvejelser eller omtanke holder kærester, venner samt myndigheder og sig selv for nar med løgn og latin i lange baner.

“Harsh Times” er nu også snertvis kedsommelig. Der er glimt af det underholdende, stemningsfyldte og spændingsmættende spil, som David Ayer uden tvivl kan mestre til fingerspidserne. Desværre bliver det eksekveret med lidt for lange og mange mellemrum, og det giver resultatmæssigt unægteligt en jævn affære med Bales karaktertegning som eneste bærende element. Også i Freddy Rodrìguez finder vi i sagens natur veloplagt skuespil og med det værdig modstand til Bales bersærkergang, om end tøffelhelteriet over for den desperate hausfrau, Sylvia, i længden bliver en kende irrationsfremmende.

“Harsh Times” afslører ikke nyt under solen og kunne snildt have været afkortet med en halv times penge. Man sidder længe med forventningen om, hvad der mon vil ske senere hen, overraskelser er der heller ikke så forfærdeligt mange af, og det kunne formentligt have gavnet med en version, der var blevet slebet kraftigt i hjørnerne.

Video”Harsh Times” fremstår i et anamorphic widescreen 1.85:1 format, der umiddelbart tager sig ganske fornuftigt ud med sine stemningsskabende skiftevis gullige og blålige toninger. Alligevel er det ikke til at komme udenom, at kvaliteten er præget af myrer i billedet, digitale forstyrrelser og endog markante skift i farvetemperaturen. Transferet befinder sig lige akkurat indenfor de acceptable rammer.

AudioLyden præsenteres i et engelsksproget Dolby Digital 5.1 format, der ganske vist kommer ud i alle kanaler. Alligevel er overvægten af lydmuren lagt i frontkanalerne, som agerer ambassadør for de til tider lettere mudrede og utydelige replikker samt de effekter, der flere steder bærer markant præg af at være studieoptagelser. Også bagkanalerne er i brug, om end det volumenmæssigt kun er i begrænset omfang, og alt i alt er der således kun tale om et jævnt auditivt indtryk.

EkstramaterialeUd over trailere for “The Good Shepherd”, “Hannibal Rising” og “Perfume – The Story of a Murderer” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.