Heartbreak Hotel
Udgivet 6. feb 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Sammen turer de nattelivet, flirter til grænsen og lægger forgæves an på diskotekets mandlige gæster. Det ligner to sølle eksistenser, for hvem kursen i livets efterår udelukkende er sat ned ad bakke. Der er ikke mange lyspunkter, når de sammen drukner sorgerne over kønsløse jobs og forliste ægteskaber med tequila shots, rytmiske bevægelser og fællessang på Heartbreak Hotel.
Rammerne er, med enkelte undtagelser, et traditionelt mødested for de unge på fyrre, og det er da også her, den centrale del af handlingen udspiller sig. Det er desværre ikke altid med et lige heldigt udfald. Det er selvfølgelig aldrig helt nemt at udvikle en dramaturgi, der foregår på et diskotek med dunkende musik, skrålende branderter og et vibrerende dansegulv. Alligevel virker det kraftigt forceret, når samtlige diskoteksgæster danser i takt og mildest talt får scenariet til at fremstå som en parodi på de danske “Anja & Viktor”-film.
Det virker dog som om, Colin Nutley har mere på hjerte end som så. Hele livets cyklus bliver berørt, når Elisabeth er til sønnes bryllup; Gudrun senere hen mødes på kirkegården med eksgemalen; og det eksistentielle ved ensomheden kontra tosomheden hele tiden er til debat. Det er alvorsfulde tematikker, og derfor er det ærgeligt, at tendenserne drukner i sødsupperomantik og røvballekomik.
Det er umådeligt svært at få øje på den eftertragtede gode historie i “Heartbreak Hotel”, der lider af platheder, intetsigende dialoger og dårligt skuespil. Selv om de tekniske detaljer grundlæggende er i orden, og der er kælet for den audiovisuelle side, legitimerer det desværre ikke en svensk film, der ligger langt under vanlig standard.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet