High School Musical
Udgivet 31. mar 2009 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Hvem havde nogensinde troet, at en forholdsvis billig tv-film som “High School Musical” ville avle et gigantisk kulturfænomen, fortrylle millioner af seere verden over og bevirke masseproduktionen af ikke blot alskens albums, dvd’er og plakater, men også madkasser, dynebetræk og slikposer?
På den anden side er der flere indlysende årsager til, at utallige teenagere og såkaldte tweens har forelsket sig i filmen. “High School Musical” mønstrer et fejlfrit verdensbillede, hvor ingen handlinger har seriøse konsekvenser, hvor konflikter løses på få nanosekunder, og hvor alle drenge og piger ligner eftertragtede modeller og stort set aldrig træder en fod forkert. Det er sådan en behagelig, fiktiv verden, som mange børn formentlig drømmer om at vokse op i, spækket med den slags forbilledlige teenagere, som mange børn selv fantaserer om at blive. Det ville være en underdrivelse af format at betegne “High School Musical” som naiv. Men filmen tror så fuldt og fast på sine godhjertede moraler, at det faktisk bliver svært ikke at holde en smule af den.
Ligesom talløse andre opspundne helte og heltinder gennem tiderne må Gabriella og Troy fremmane modet til at konfrontere deres omgangskreds med nyheden om, at de er vilde med andet end deres (god)kendte fritidssysler: I dette tilfælde at synge. Parret drømmer om at medvirke i deres gymnasiums musicalshow, og eftersom ingen alvorlige dilemmaer eller skurke nogensinde introduceres, er der aldrig tvivl om historiens udfald. Bare et par overraskelser undervejs havde været velkomne i en film, som stjæler fra flere ungdomsfilm og musicals, end det er til at holde styr på.
Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Det kan godt være, at “High School Musical” ikke har haft et enormt budget, men den ser trods alt glimrende ud i HD. En smule digital støj og edge-enhancement optræder under få af de lyseste scener. Men billedsiden er derudover pletfri og knivskarp, og både farvegengivelsen og kontrasten er perfekt.
Det engelske PCM 5.1-lydspor er ganske vist ukomprimeret, men langtfra imponerende. Man kan tydeligt høre, at filmens lydside blev designet til at blive afviklet på den gængse børnefamilies almindelige fjernsyn og ikke i en hjemmebiograf. Baghøjtalerne benyttes stort set aldrig – selv ikke under de største dansescener. Sangene er også underligt mixet. Solisternes stemmer lyder ofte alt for højt i forhold til musikken og koret. Dialogen er sædvanligvis tydelig, men lyder også flad og indimellem så spids, at man fristes til at skrue ned for volumen. Subwooferen er også forholdsvis tavs, og undertegnede mindes ikke én eneste panorering. Støj forekommer dog aldrig. Det danske Dolby Digital 5.1-mix lyder hverken bedre eller værre, men det er formentlig kun de mindste, som ikke vil finde det underligt, når karaktererne taler dansk.
Smugkig på “Pinocchio”, “Up”, “Prinsessen og frøen”, “High School Musical 3: Senior Year”, “Space Buddies”, “Klokkeblomst og den forsvundne skat” og “Hannah Montana”-tv-serien medfølger. Det samme gør fem musikvideoer, som desværre hovedsageligt består af kedelige studieoptagelser og klip fra filmen. Man kan vælge at se en karaokeudgave af filmen, hvor ordene farvelægges i takt med, at de synges, så man let kan synge med. Fem korte dokumentarer (samlet varighed ca. 38 min.) medfølger også, som beretter om filmens succes, dansetrin og hovedrolleindehavere. Alle disse meget sentimentale featuretter henvender sig udelukkende til fans. Ekstramaterialet (bortset fra trailerne) præsenteres i 480p.
“High School Musical” er en sød, familievenlig affære, som har hjertet på rette sted, men som er for banal og forudsigelig til at være et bekendtskab værd for mange andre end blåøjede rollinger og genrens største tilhængere. Filmens tilbedere kan dog trygt erhverve denne skive. Lydsporet er ganske vist middelmådigt, men transferet er strålende, og filmens målgruppe vil formentlig sætte pris på ekstramaterialet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet