Musical til dumpekarakter

Da Disneys “High School Musical” imod alle forventninger blev et kæmpe, globalt hit, satte man omgående produktionen af toeren i gang. Og det kan mærkes, for når “High School Musical 2” ikke har travlt med at plagiere sin overlegne forgænger, slentrer den af sted i et sløvt tempo uden rigtig at vide, hvad den skal tage sig til. Man siger, at en stram deadline får mennesket til at fokusere, men for manuskriptforfatter Peter Barsocchinis vedkommende har en kort tidsfrist blot fået ham til at gentage sig selv.

De samme unge drenge og piger, der sang, dansede og fortryllede millioner af (primært unge) seere i den første film, dukker også op i toeren. Fortsættelsen foregår i sommermånederne, hvor seriens blåøjede gymnasieelever forsøger at tjene nogle ekstra skillinger, så de kan nyde ferien i fulde drag. Gudskelov er der et luksushotel i USA, hvor de alle kan finde arbejde, så de stadigvæk kan synge og hygge sig sammen. Men turtelduerne Troy og Gabriella, som uden tvivl er føljetonens mest prominente karakterer, får sat deres forhold på en gevaldig prøve af den selvoptagede Sharpay, der forsøger at stjæle Troys hjerte, og som nådesløst kæmper for at generobre den plads i rampelyset, som kæresteparret i sin tid frarøvede hende.

I stort set enhver henseende er “High School Musical 2” sin forgænger underlegen. Jovist, etterens succes gav toerens producere flere penge at lege med, og derfor er scenografien som forventet mere imponerende, om end ikke ligefrem spektakulær. De forskellige danseindslag er stadigvæk meget ensartede, men sangene er mere velproducerede i denne omgang, og flere af dem bliver hængende i baghovedet (dog ikke altid med seerens samtykke). Zac Efron og Vanessa Hudgens opfører filmens centrale ballade, “You Are the Music in Me”, med flair. Og soundtrackets klart bedste sang, “I Don’t Dance”, danner også rammen for filmens bedste scene, hvor Sharpays bror, Ryan, og Troys bedste ven, Chad, opnår gensidig forståelse og respekt gennem dansen og musikken på hotellets baseballbane.

Men det er svært at afryste fornemmelsen af, at “High School Musical 2” er blevet skruet sammen af griske pengemænd, som blot valgte at smede, mens jernet var varmt, så der kunne tvinges endnu flere penge ud af fanskaren. Med en spillelængde på 111 minutter føles “High School Musical 2” uendelig. Der er simpelthen ikke nok kød på historien, hvis fåtallige konflikter løses forbløffende let og hurtigt. Flere af handlingsforløbene virker identiske med dem i etteren, og de eneste twists i filmen er dem i de talrige svingommer, og for hver eneste hæderlig sang er der en håndfuld forfærdelige – inklusive Sharpays ulidelige cadeau til sin smagløse levestil, “Fabulous”, og sangen “Humuhumunukunukuapua’a”, der er lige så tåbelig og endeløs som dens stupide titel.

Desuden er det nogle mærkelige moraler, “High School Musical 2” propagerer… Den første film havde trods alt et prisværdigt budskab – den opfordrede unge til at forfølge deres drømme, uanset hvad de gik ud på, eller hvad andre mente om dem. Men “High School Musical 2” efterlader én med en nagende følelse af at have set den mest velproducerede hyldest til janteloven til dato. De samme kammerater, som af selviske årsager manipulerede Troy til at droppe sangkarrieren i den første film, kan slet ikke snuppe, at han opnår succes her i toeren, eller at han hænger ud med store sportsfolk, der ønsker at udvikle Troys talent som atlet. Ja, budskabet synes altså at være, at man ikke skal tro, man er noget.

Persongalleriets og skuespillernes charme var den første films største forcer, men karakterernes oftest usmagelige gerninger gør dem allerhelvedes svære at holde af, og mange af skuespillerne virker så forblindede af deres lønstigninger, at de vandrer rundt med samme entusiasme som den gængse zombie. Det unge ensemble har dog heller ikke meget at tage sig til ud over at synge og posere. Nævnte jeg, at filmen varer 111 minutter?

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Som film er “High School Musical 2” langtfra fejlfri, men det er udgivelsens transfer derimod. Her er ikke ét eneste utilsigtet støvkorn, og hverken udtværinger, mærkbare glorier eller støj optræder. Kontrasten er solid, billedet er aldrig tilnærmelsesvis uskarpt, og de mætte farver er lækre.

Audio

“High School Musical 2” lyder ikke just fantastisk, men trods alt bedre end den første film. Under dialogscenerne havde mere auditiv aktivitet været velkommen – atmosfæren er lidt kedelig, og flere oplagte panoreringsmuligheder forbigås. Men musiknumrene lyder glimrende. Subwooferen giver hvert eneste musikalske indslag ekstra slagkraft, og hele kanalnetværket deltager i festlighederne. Høje toner gengives klart, og dialogen er tydelig og har sædvanligvis en god rumklang. Et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger også. Det har et mindre dynamikområde end det engelske lydspor, men det er næppe noget, børn vil hæfte sig ved.

Ekstramateriale

Smugkig på “Pinocchio”, “Up”, “Prinsessen og frøen”, “High School Musical 3: Senior Year”, “Space Buddies”, “Klokkeblomst og den forsvundne skat” og “Hannah Montana”-tv-serien medfølger. Her er desuden fire intetsigende slettede scener, der snildt overgås af skivens fire minutters muntre fraklip. Derudover er der et hav af musikvideoer med adskillige forskellige kunstnere, som synger på flere forskellige sprog – selv dansk. Og der er endnu flere ultrakorte dokumentarer, som gennemgår alt fra udvalgte danses koreografi til skuespillernes favoritfilm. Dokumentarerne svinger i kvalitet og er sjældent dybdeborende, men purunge fans vil formentlig nyde de fleste af dem.

Fans vil sandsynligvis også sætte pris på skivens interaktive funktioner. Man kan vælge at se en karaokeudgave af filmen, hvor ordene farvelægges i takt med, at de synges, så man let kan synge med. Og en sjov, interaktiv danseguide gennemgår alle trinene i to udvalgte sekvenser fra filmen. Ekstramaterialet (bortset fra trailerne) præsenteres i 480p.