High School Musical 2
Udgivet 31. mar 2009 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray






Da Disneys “High School Musical” imod alle forventninger blev et kæmpe, globalt hit, satte man omgående produktionen af toeren i gang. Og det kan mærkes, for når “High School Musical 2” ikke har travlt med at plagiere sin overlegne forgænger, slentrer den af sted i et sløvt tempo uden rigtig at vide, hvad den skal tage sig til. Man siger, at en stram deadline får mennesket til at fokusere, men for manuskriptforfatter Peter Barsocchinis vedkommende har en kort tidsfrist blot fået ham til at gentage sig selv.

I stort set enhver henseende er “High School Musical 2” sin forgænger underlegen. Jovist, etterens succes gav toerens producere flere penge at lege med, og derfor er scenografien som forventet mere imponerende, om end ikke ligefrem spektakulær. De forskellige danseindslag er stadigvæk meget ensartede, men sangene er mere velproducerede i denne omgang, og flere af dem bliver hængende i baghovedet (dog ikke altid med seerens samtykke). Zac Efron og Vanessa Hudgens opfører filmens centrale ballade, “You Are the Music in Me”, med flair. Og soundtrackets klart bedste sang, “I Don’t Dance”, danner også rammen for filmens bedste scene, hvor Sharpays bror, Ryan, og Troys bedste ven, Chad, opnår gensidig forståelse og respekt gennem dansen og musikken på hotellets baseballbane.

Desuden er det nogle mærkelige moraler, “High School Musical 2” propagerer… Den første film havde trods alt et prisværdigt budskab – den opfordrede unge til at forfølge deres drømme, uanset hvad de gik ud på, eller hvad andre mente om dem. Men “High School Musical 2” efterlader én med en nagende følelse af at have set den mest velproducerede hyldest til janteloven til dato. De samme kammerater, som af selviske årsager manipulerede Troy til at droppe sangkarrieren i den første film, kan slet ikke snuppe, at han opnår succes her i toeren, eller at han hænger ud med store sportsfolk, der ønsker at udvikle Troys talent som atlet. Ja, budskabet synes altså at være, at man ikke skal tro, man er noget.

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Som film er “High School Musical 2” langtfra fejlfri, men det er udgivelsens transfer derimod. Her er ikke ét eneste utilsigtet støvkorn, og hverken udtværinger, mærkbare glorier eller støj optræder. Kontrasten er solid, billedet er aldrig tilnærmelsesvis uskarpt, og de mætte farver er lækre.

“High School Musical 2” lyder ikke just fantastisk, men trods alt bedre end den første film. Under dialogscenerne havde mere auditiv aktivitet været velkommen – atmosfæren er lidt kedelig, og flere oplagte panoreringsmuligheder forbigås. Men musiknumrene lyder glimrende. Subwooferen giver hvert eneste musikalske indslag ekstra slagkraft, og hele kanalnetværket deltager i festlighederne. Høje toner gengives klart, og dialogen er tydelig og har sædvanligvis en god rumklang. Et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger også. Det har et mindre dynamikområde end det engelske lydspor, men det er næppe noget, børn vil hæfte sig ved.
Smugkig på “Pinocchio”, “Up”, “Prinsessen og frøen”, “High School Musical 3: Senior Year”, “Space Buddies”, “Klokkeblomst og den forsvundne skat” og “Hannah Montana”-tv-serien medfølger. Her er desuden fire intetsigende slettede scener, der snildt overgås af skivens fire minutters muntre fraklip. Derudover er der et hav af musikvideoer med adskillige forskellige kunstnere, som synger på flere forskellige sprog – selv dansk. Og der er endnu flere ultrakorte dokumentarer, som gennemgår alt fra udvalgte danses koreografi til skuespillernes favoritfilm. Dokumentarerne svinger i kvalitet og er sjældent dybdeborende, men purunge fans vil formentlig nyde de fleste af dem.
Fans vil sandsynligvis også sætte pris på skivens interaktive funktioner. Man kan vælge at se en karaokeudgave af filmen, hvor ordene farvelægges i takt med, at de synges, så man let kan synge med. Og en sjov, interaktiv danseguide gennemgår alle trinene i to udvalgte sekvenser fra filmen. Ekstramaterialet (bortset fra trailerne) præsenteres i 480p.







Fans af “High School Musical 2” kan glæde sig over, at Disney har produceret en solid BD-udgivelse udstyret med et sublimt transfer, et hæderligt lydspor og en masse ekstramateriale. Alle andre bør lade disken samle støv hos den lokale videoforhandler og i stedet erhverve en af markedets mange bedre musicals.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet