FilmenDet er en steghed sommerdag. Cikadernes summen virker øredøvende. To mænd – en ældre hård type og hans yngre nevø – skal til at forlade et motel i USA’s ødemark. De har glemt at medbringe vand og vi følger den unge mand indenfor, som han går ind til receptionen, der tilsyneladende er forladt. Han tager sig god tid, tjekker om der er ekstra mønter i mønttelefonen, kigger på de udstillede postkort og da han går hen og fylder vandflasken, viser hans ligegyldighed overfor blodsporene og de makabre lig bag disken os, at de to mænd er medvirkende til denne morbide scene. En lille pige dukker op – klynkende knuger hun sin dukke til sig mens hun ser hvad der er sket med hendes forældre. Manden tysser beroligende på hende mens han rækker efter sin pistol…

Ualmindeligt hårdt er udlægget i David Cronenbergs seneste værk, “A History of Violence”. Intruktørens mål med denne film – at udstille rå vold ved hjælp af ekstreme virkemidler for derved at fremprovokere afsky og væmmelse hos seeren – opnås i allerhøjeste grad i denne scene.

I den modsatte yderlighed møder vi familien forstads-Amerika; Tom og Edie Stall bor sammen med deres to børn i deres hus i Indiana. Tom bestyrer den lokale diner, sønnen spiller high-school baseball og alting ånder fred og idyl. En dag dukker to mænd op i dineren og beder om kaffe efter lukketid. Som situationen tilspidses bliver ikke kun Tom men også hans medarbejdere truet på livet. På utrolig vis får Tom neutraliseret mændene og afværget katastrofen, hvilket giver Tom en heltestatus i det lille samfund.

Livet i byen når knap nok at normalisere sig, før Carl Fogerty dukker op. Ed Harris, maskeret i uigenkendelig, næsten tegneserieagtig stil besøger dineren, og truer og udfordrer landsbyhelten med en anden version af virkeligheden: efter hans overbevisning hedder vores helt ikke Tom men Joey og er ikke restauratør men derimod en gangster fra Philadelphia.

Filmens sidste akt lever desværre ikke op til den glimrende opbygning. Vi bevæger os her endnu længere væk fra den virkelige verden. De fantastiske elementer udefra manipulerer med det almindelige, banale Indiana, og i takt med hovedpersonens personlige udvikling, meget overbevisene udført af Viggo Mortensen, får resten af filmen sværere ved at beholde begge ben på jorden. Det er en skam, for jo længere handlingen skrider frem, jo sværere bliver det at genkende Cronenbergs budskab, der syntes så soleklart allerede i de indledende minutter.

Komponist Howard Shore stiller med en forholdsvis unuanceret præstation, der med harmoniske blæser- og strygersekvenser giver kraftige associationer til “Ringenes Herre”. Et mere roligt og subtilt lydbillede i stil med hans isnende score fra “Panic Room” havde været langt mere ønskværdigt, men musikken bevæger sig ikke meget i den retning.

På trods af at “A History of Violence” bevæger sig i en mere kommerciel retning, og filmen er mere tilgængelig end man før har set fra Cronenbergs side, bærer den stadig et af instruktørens fingeraftryk: hans tydelige fascination af menneskelig forandring. Dette gennemgående tema har i de senere år udviklet sig fra den mere fysiske af slagsen til i højere grad at involvere den menneskelige psyke. På disse punkter lever filmen dog ikke op til hans fremragende, minimalistiske værk “Spider” fra 2002.

VideoBilledligt er “A History of Violence” en meget positiv oplevelse. Cronenberg formår at opbygge stemning og give os gysende billeder uden de store armbevægelser. På dvd betyder det et pænt anamorphic transfer i widescreen formatet 1.85:1. Billedet er roligt, en anelse blødt og grynet. Der er også et hint af edge enhancement, især i de mere kontrastfyldte scener. Fejlene er dog kun små detaljer, og alt i alt har vi med et acceptabelt transfer at gøre.

AudioLydmæssigt er denne dvd rent guf. Musik og tale er klart og tydeligt ud af front og center, men lydsporets virkelige styrke kommer i de actionfyldte sekvenser, hvor der er solid punch i samtlige højtalere, til en grad hvor lydsiden akkompagnerer de chokerende billeder helt uovertruffent. De tekniske specifikationer hedder Engelsk Dolby Digital 2.0 og 5.1 – man bør naturligvis vælge det sidstnævnte hvis man har kapacitet til at afspille det.

Ekstramateriale’Acts of Violence’ er en kapitelopdelt making of dokumentar på godt en time, der går meget grundigt til værks i beskrivelsen af arbejdet bag kameraet. Vi får lov til at sidde som en flue på væggen under optagelserne, blandet med interviews af skuespillere og især instruktør David Cronenberg. Vi kommer hele vejen rundt om produktionen, og programmet er en lækkerbidsken for dem der vil snuse lidt til stemningen på settet.

‘Scene 44’ og ‘The Unmaking of Scene 44’ er et kig på en drømmesekvens der blev klippet fra før filmen var færdiggjort. Efter man har set filmen virker det helt korrekt af Cronenberg at udelade denne ret unødvendige og upassende scene.

‘Violence’s History’ er en kort gennemgang af to scener, der er censureret i den amerikanske udgivelse af filmen. Forskellene er ikke store, men heldigvis får vi glæde af den ucensurerede version på denne dvd.

‘Too Commercial for Cannes’ er Cronenbergs egen udtalelse og han har ganske ret. “A History of Violence” er uden tvivl Cronenbergs mest kommercielle film til dato – denne dokumentar fortæller kort hvordan filmen, kommercialismen til trods, blev flot modtaget ved den franske festival.

Sidst men ikke mindst kan vi nyde et meget underholdende kommentarspor af David Cronenberg. Det er med stor iver instruktøren fortæller løs om sin film, som han tydeligvis er meget begejstret for. Det er et meget informativt og forholdsvis teknisk spor, næsten uden pauser, der bestemt kan anbefales hvis man stadig er nysgerrig efter at have set det øvrige ekstramateriale.

En flot samling ekstramateriale der følger glimrende op på filmen, især i betragtning af at dette er en 1-disc udgivelse.

Rygterne vil vide, at Cronenbergs seneste, “A History of Violence”, er et ganske helstøbt, gennemført og underholdende værk, men således stadigvæk den særprægede auteurs mest kommercielle og transparente værk til dato. Vås. Med mindre man vælger at tage bind for øjnene, smække høreværn på og overhælde kroppen med cement, vil de klassiske Cronenberg-elementer brænde sig fast på nethinden, holde fest i øregangene og trænge dybt ind under huden. Godt nok opnår “A History of Violence” hverken en grad af lavmælthed på samme ekstremistiske niveau som i f.eks. “Spider”, og den tilbyder heller ikke surrealistiske “overtoner” som i eksempelvis mesterværket “Naked Lunch” eller “Videodrome”, men på mange leder er det stadig pure Cronenberg.

Men nok om sammenligninger. Det her er ikke ment som en historietime, selv om filmens titel synes at lægge op til en episk og slavisk gennemgang af hele menneskehedens aggressive tendensers udvikling. Men “Violence” er en særdeles minimalistisk film. Tag blot Howard Shores musik. Cronenbergs kapelmester igennem hele sin professionelle karriere er vendt tilbage fra Midgård med lidt flere strygere på slæb, men ellers er det Shore, som vi kender ham – minimalistisk, underspillet, formidabel. Og Peter Suschitzkys kamera kører “no bullshit”-rutinen fuldt ud uden de store panoreringer og armbevægelser, men besiddende et fantastisk, roligt overblik, selv under filmens flere kaotiske indslag, der i ledtog med klipper Ronald Sanders kirurgiske klippearbejde indskyder en snerrende intensitet i hvert enkelt billede.

Historien lyder som noget fra en klassisk western – simpel og malet med brede strøg. Fortællingen har rødder i tegneserieverdenen, og det kan til dels også mærkes, selvom Cronenberg først erfarede under optagelserne, at han lavede en film baseret på en tegneserie. Viggo Mortensen spiller caféejeren Tom Stall, der er bosat en lille amerikansk by. Han redder sine kunder og kollegaer fra to usle røvere, der maser sig på kort efter lukketid.

Tom forvandler sig pludseligt til Jason Bourne og nakker de to slyngler med evner, som hverken hans familie, venner eller tilsyneladende han selv vidste, han besad. Det giver pludselig familien Stall en masse utilsigtet PR, som trækker en gruppe endnu værre banditter til byen, anført af Carl Fogarty (en særdeles veloplagt og grum Ed Harris), som mener at Tom vitterligt hedder Joey og har gjort livet surt for ham for få år siden. Og så bør der ikke siges mere.

Mortensen har aldrig været bedre. Hverken han eller filmen løfter sløret for nogen af dens herlige, drilske twists i utide, og Mortensen formår på fineste vis at skænke Tom Stall flere lag, selv når vi kun kan gisne om, hvorvidt Tom Stall vitterligt blot er Stall, eller om der ligger mere bag. Det er også et velkomment comeback for den knap-så-danske skuespiller til de mere jordnære og menneskelige luftlag, hvor nogle af hans bedste præstationer befandt sig, såsom hans uforglemmelige indsats i Sean Penns “Indian Runner”. Nogle vil nok have svært ved at sluge den voldsomme distance mellem Stall og den godhjertede og nært ufejlbarlige Aragorn. Jeg kan kun forestille mig, at hans mange kvindelige beundrere får det sværest, når de ser deres maskuline prins stige af den hvide hest for at transformere en ussel tyveknægts kind til en blodig masse.

Ed Harris er allerede blevet nævnt, men han fortjener næsten at få sin helt egen anmeldelse baseret på endnu en oplagt Oscar-nominering. Maria Bello, i rollen som Stalls kone, er så bedårende og ubeskriveligt fræk, som hendes karakter er stærk. Hun er respektindgydende allerede fra første øjeblik, hun popper op. Og så har trailerne allerede afsløret William Hurts tilstedeværelse. Detaljer bør udelades, men det kan sagtens siges, at det måske er mandens mest atypiske rolle nogensinde, og han håndterer opgaven fornemt. Det er en aldeles fornøjelse at se Hurt for en gangs skyld bolstre sig på den mørke side, og man kan tydeligt se, at Hurt har haft det fornøjeligt. Kun Ashton Holmes virker stærkt uoverbevisende som Stalls søn, Jack. Han er lidt for mekanisk og firkantet i sine udtryk.