I en kælder sort som kul…

Hvad blev der nogensinde af Joe Dante? I 1980’erne var instruktøren ombejlet i Hollywood, især takket være “Piranha” og hans helt store gennembrud: “Gremlins”. Dante blev hurtigt dus med både Steven Spielberg og USA’s biografgængere, men siden starten af 1990’erne har Dante næsten kun lagt navn til ukendte tv-serier og tv-film – for ikke at tale om hans seneste biograffilm, “Looney Tunes: Back in Action”, som floppede fælt. Dét var 8 år siden, og det lader til, at Dante siden da er forsvundet ned i et hul i jorden. Derfor er det ganske passende, at han puster nyt liv i karrieren med en film, der omhandler netop et hul i jorden.

Det omtalte hul befinder sig i kælderen på et hus, som to unge brødre og deres mor netop er flyttet ind i. Både huset og nabolaget er pænt og kedeligt, så da drengene finder en forseglet luge i kælderen, kan de ikke modstå fristelsen til at dirke låsene op og undersøge, hvad der gemmer sig på undersiden. Men desværre finder de ingen skjulte godter, men derimod et bundløst, bælgmørkt hul. Men selvom brødrene får lukket lågen igen, går der ikke længe, før et væld af ubehagelige og uforklarlige hændelser forekommer. Ved at åbne døren har børnene sluppet et eller andet løs, og jo mere skræmte de bliver, desto mægtigere bliver de onde, overnaturlige kræfter åbenbart også.

“The Hole” er blevet lanceret som en gyser for rollinger i pubertetsalderen, men det er bestemt ikke en film for de allermindste. Nøjagtig ligesom “Gremlins” virker “The Hole” umiddelbart ganske tilforladelig og børnevenlig, men der går ikke længe, før det evige solskin og den amerikanske forstadsidyl erstattes med skræk og rædsel. Der er flere sindsoprivende sekvenser undervejs, der svælger i alt fra deforme spøgelser til grufulde klovne, og de fleste voksne tilskuere vil formentlig spjætte lige så meget som barnerumperne. Gyserglade teenagere vil formentlig more sig kosteligt.

Der er efterhånden blevet produceret en del gysere i 3D, men “The Hole” er den, der fungerer allerbedst. Hvis en skarpsleben økse pludseligt kommer flyvende mod kameraet, bliver man øjeblikkeligt mindet om de 3D-briller, der hviler på næsetippen. Filmens illusion krakelerer, og uhyggen siver ud som luften i en ballon. Men ved at udnytte 3D-formatets dybde til primært at udvide de korridorer, sprækker og hjørner, hvorfra ondskaben lurer, gør Dante den allerede trykkende stemning endnu mere ubehagelig og dermed også filmen endnu mere effektiv. Klogt træk. Dantes midlertidige otium har heldigvis ikke gjort ham rusten.

Men det mest imponerende ved “The Hole” er dens histories mange lag. Ligesom nogle af de seneste års bedste familiefilm (såsom “Terabithia – et hemmeligt land” og “Where the Wild Things Are”) tager “The Hole” fat i ægte traumer og problemer, som virkelighedens børn døjer med. På trods af filmens fantasifulde elementer befinder vi os ikke i en uvirkelig verden, hvor ethvert problem kan løses med et trylleslag – man kan faktisk forholde sig til børnene, deres jargon og deres omgivelser, og brødrenes opgør med domicilets dæmoner udarter sig til et forbavsende følelsesladet opgør med fortiden, der giver filmen en ekstra dimension.

Det er dog en smule trist at erkende, at selvom “The Hole” er en god film, så kunne den have været direkte fantastisk, hvis det ikke havde været for især ét enerverende minus: Chris Massoglia. I rollen som den ældste af de to brødre er den 16-årige skuespiller så elendig, at han ofte er direkte distraherende som stenslag på en bilrude. Det er sjældent, at blot én svag skuespillerpræstation kan have så negativ en effekt på en film, men i dette tilfælde er Massoglias ringe skuespil en alvorlig hæmsko, fordi det svækker den sidste akts emotionelle slagkraft. Men på trods af Massoglia, de indimellem haltende computereffekter (som understreger filmens beskedne budget) og en lidt forhastet slutning ville det være hul i hovedet at ignorere “The Hole”, hvis man hælder til genren. Velkommen tilbage, Joe.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. “The Hole” blev ikke konverteret til 3D, den blev skudt i formatet, og det kan tydeligt ses. Diskens 3D-transfer har en enormt imponerende dybde, og der er praktisk talt ingen billige 3D-gimmicks, men alligevel får man ofte lyst til at række ud efter skærmen – især når drengene glor ned i hullet, som virkelig føles bundløst i 3D. Detaljerigdommen er derudover enorm, og der optræder ikke ét tilnærmelsesvis uskarpt skud. Farverne gengives også fornemt, og hverken glorier eller udtværing forekommer. Desværre optræder der dog en smule grums og støj i nogle af filmens mørkeste scener, og der er nok af det til at forhindre transferet i at score topkarakter. Hvis man ikke har en 3D-kompatibel afspiller bliver billedsiden gengivet i 2D.

Audio

“The Hole” lyder lige så godt, som den ser ud. En stor del af lyddesignerne, som arbejdede på Sam Raimis “Drag Me To Hell”, står bag diskens glimrende DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor, som gang på gang får sveden til at pible og nakkehårene til at vibrere. Subwooferen giver lydeffekterne ekstra slagkraft, men den mønstrer også ofte en dyb, vedvarende og ubehagelig tone, som fornemt supplerer de dystre billeder. Dialogen gengives også klart og tydeligt, og der er flere gode panoreringer, som får én til at dreje hovedet i panik. Indimellem savner man dog lidt mere punch fra lydeffekterne – de er formentlig blevet nedtonet lidt efter ønske af USA’s filmcensorer.

Ekstramateriale

Dvd-udgaven af “The Hole” medfølger (og den indeholder naturligvis kun 2D-udgaven af filmen), men hverken dvd’en eller BD-skiven indeholder noget ekstramateriale. Øv.