De red mod øst

”Hvis en mand forsøger at overtale dig til at tage med ham vestpå, så lad være.” Sådan cirka siger Tommy Lee Jones’ vaneslidte cowboy på et tidspunkt til unge Hailee Steinfeld i “The Homesman”. Hun ved allerede godt, at der er farligt derude vestpå, tænkte jeg. Hun brød nemlig igennem som westernheltinden Mattie Ross i brødrene Coens “True Grit”. Den tyske stjerneskuespiller Nina Hoss red også ud mod den amerikanske frontier tidligere på året i “Guld”. Kvinderne er færdige med at westernvente derhjemme. De vil ud. De vil af sted. Det vil Hilary Swank nu også i et rideroadtrip med lidt for mange bump på den vilde vestvej.

Med to grovbuskede øjenbryn, der som Øst- og Vestberlin gerne vil genforenes, er Hilary Swanks eneboer på prærien, Mary Bee Cuddy, for almindelig og kedelig til, at nogen vil giftes med hende. Det siger de mænd, hun desperat bejler til. Hun har ellers både land, dyr og forstand, men det er måske også problemet? Hun kan og vil lidt for meget selv. Og så er hun altså ikke for køn. Cuddys kamp, ja nærmest tiggeri for kærlighed eller i det mindste bare for en, der vil holde om hende og fortælle, at hun er okay som menneske, er det velfungerende fortællespor i “The Homesman”.

Tænk at måtte tigge for kærlighed og selskab. Ydmygende. Som ene og alene er det derfor ikke svært for Cuddy at påtage sig ansvaret for at transportere tre kvinder hjem til deres familier på østkysten. De er blevet skøre af enten at miste børn eller i processen med at lave dem. De tre får alle en nøjsom baggrundshistorie samt yderligere baggrund i flashbacks, da hestevognen med de tre endelig er kommet af sted. Her er danske Sonja Richter den bedste af de gale. Hun er frådende, nærmest dyrisk, da hun sammen med de andre to spærres inde i den lille tremmevogn. Hun er åbenbart god, når hun er indespærret, som da hun var kvinden i “Kvinden i buret”.

Men selv ikke da Cuddys ensomhed er blevet etableret parallelt med de tre skøre er vi klar til afgang. Hun kan ikke klare den lange og farlige tur tværs over prærien alene. Derfor har instruktør Tommy Lee Jones typecastet Tommy Lee Jones som livstræt, afdanket cowboy i rollen som sidekick på turen. Men han skal først overbevises. Og så skal de tre skøre afhentes én efter én. Kom nu af sted! Nej, “The Homesman” tager sin tid. Halvdelen af sin tid med at komme af sted og i gang. Det til trods for at de tre skøre og stumme aldrig bliver meget andet end skøre og stumme, og Tommy Lee Jones’ rutinetræmand glider glat af, når det bliver alvor. Jones er altid bedst, når han som i “No Country for Old Men” siger noget opgivende, dybsindigt om, at verden er af lave. Sådan er det også her, men desværre kun som pause for sin funktion som belærende pauseklovn til Cuddy, når hun dummer sig på deres farlige vej.

Da de så endelig kommer af sted, så er det, som om “The Homesman” selv har glemt, hvad det nu var, den skulle der. Vintervinden bider, hvilket Marco Beltramis westernvioliner effektivt understreger med deres jagende klagesang, men er det Cuddy, kvinderne eller Jones, der er fokus på turen? Det svar blæser i den ubehageligt kolde vintervind. Et brandvarmt lyspunkt på turen er James Spaders forrygende kapitalistrøvhul, der som westerngenren tilskriver minder om, hvad det er, USA er bygget på. Penge, penge, penge.