Næsten elefantastisk

Hvor er det forfriskende at blive mødt af en velproduceret animationsfilm, der vitterligt har noget på hjerte. Faktisk har “Horton og støvfolket Hvem!” så meget på sinde, at den undertiden glemmer at have det sjovt. Mellemrummet mellem de særdeles muntre vitser er større end tidsrummet mellem figurernes velmenende moralprædiker og visdomsord, og starten er virkelig sløv. Persongalleriet, der er alt for stort til en film på sølle 88 minutter, introduceres så pludseligt og hastigt, at der går længere tid, end godt er, før man opnår den ønskede fortrolighed med karaktererne. I sin iver efter at komme lynhurtigt ud af starthullerne mister “Horton og støvfolket Hvem!” i stedet grebet om koblingen.

Men når filmen først er kommet op i gear, bliver den fluks uimodståelig. Under produktionens skinnende, computergenererede facade gemmer der sig et tidløst budskab, som leveres med hjertevarmende oprigtighed: Hverken en spøjs størrelse eller gemen herkomst har nogen indflydelse på, om man kan opnå noget særligt her i livet. Filmmagerne fortjener stor ros for at servere evigtgyldige pointer, som børn forhåbentlig vil tage til sig, indimellem alle de letbenede jokes og bjergtagende billeder. Ganske vist er humoren i “Horton og støvfolket Hvem!” mere børnevenlig og knap så spidsfindig som i flere af DreamWorks’ og Pixars opus. Men vitserne er aldrig hverken for platte eller for underfundige, hvorfor filmen sagtens kan nydes af både unge og voksne.

Selv om filmens computerskabte animationer og landskaber ikke bevirker den samme grad af ærefrygt som billedsiderne i eksempelvis “Wall•E” og “Find Nemo”, så er “Horton og støvfolket Hvem!” ligeledes en fornøjelse at overvære. Visuelt har filmen endda en helt særlig og forfriskende ukonventionel stil, og der er sekvenser, som øjeblikkeligt tager pusten fra én – såsom en nervepirrende rejse over en nedslidt bro. En mere traditionel tegnefilmsekvens, der parodierer japanske tegnefilmskonventioner, vil formentlig fremtrylle et gevaldigt grineflip fra genrens tilbedere. Karaktererne er også dejlig forskelligartede, og godt nok er der for mange af dem, men der er gudskelov ikke én uinteressant af slagsen.

“Horton og støvfolket Hvem!” tager udgangspunkt i børnebogen af samme navn, der blev forfattet af den legendariske Dr. Seuss. Den afdøde forfatters morale kommer til udtryk i fortællingen om elefanten Horton, der synes at høre skrig fra et lillebitte støvkorn. Det gevaldige kreatur er overbevist om, at støvkornet indeholder mikroskopiske organismer, som han er udset til at beskytte. Mens elefantens særprægede omgangskreds mistænker Horton for at være bindegal, flyver vi ind i støvkornets univers, hvor talrige såkaldte støvfolk bor. Borgmesteren og Horton må døje med hver sin omverdens fantasiløshed og arrogance og samarbejde for at forhindre støvfolkets undergang, og således når filmen også at fremhæve og tryne vores tiltagende mistro til virkelige mirakler.

Altså kan man sige, at samtidig med, at “Horton og støvfolket Hvem!” har travlt med at more de mindste, minder den alle os andre om, nøjagtig hvad vi har mistet i takt med, at vi er blevet ældre og mere virkelighedsbevidste. Og godt nok ser man dem aldrig, men der er ingen tvivl om, at de komiske naturtalenter Jim Carrey og Steve Carell har inspireret dem, der designede figurernes bevægelser. Skuespillerne leverer samtlige replikker med en utrolig gejst, der fastslår, at de ikke blot tog imod tjansen for pengenes skyld. Og Will Arnetts fantastiske og fantastisk dybe stemme får os for en stund til at glemme, at den ondsindede grib, som han lægger stemme til, er ligeså endimensional som fortællingens andre antagonister.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Computergenererede spillefilm ser som regel knaldgodt ud på dvd, men dette transfer kan desværre ikke måle sig med markedets bedste. Der optræder en del slørede billeder, og glorier og komprimeringsfejl optræder undertiden, om end heldigvis sjældent. Sædvanligvis fremstår billederne dog tilpas skarpe, og især farverne gengives fornemt. Kontrasten er solid, og billedsiden er (som forventet) pletfri.

Audio

En af de hovedansvarlige bag filmens fænomenale lydside er den legendariske lyddesigner Randy Thom, og det kan mærkes. Både diskens danske og engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er proppede med geniale auditive ideer, og heldigvis kommer hvert eneste element af lydsiden klart og tydeligt igennem. Der er flere fantastiske panoreringer, end der kan nævnes i en hel anmeldelse, og hverken lydsidens højeste eller dybeste toner savner slagkraft. Brugen af subwooferen er velovervejet og tilpas, og replikkerne har så god en rumklang, at man fuldstændig glemmer, at de alle blev optaget i et lydstudie. John Powells glimrende musik er perfekt integreret i lydbilledet, og de danske stemmer er i øvrigt mere end hæderlige.

Ekstramateriale

“Surviving Sid” (8 min.) er en ganske munter prolog til den kommende “Ice Age 3”. Resten af ekstramaterialet omhandler “Horton og støvfolket Hvem!”. Instruktørerne Jimmy Hayward og Steve Martino har indtalt et kommentarspor til filmen. De to humoristiske gutter taler fra start til slut og kommer med både seriøs indsigt i produktionen af filmen og en masse humoristiske, ofte selvironiske kommentarer. Derudover medfølger få minutters slettede scener, som instruktørerne også har indtalt kommentarer til, samt et simpelt interaktivt spil, der kun egner sig til små børn, ca. 8 minutters animationstests og ca. 30 minutters dokumentarer, som omhandler alt fra virkelighedens elefanter og filmens budskaber, til skuespillernes arbejde og figurernes look.