How I Met Your Mother - Sæson 1

InstruktionPamela Fryman, Rob Greenberg

MedvirkendeJosh Radnor, Jason Segel, Cobie Smulders, Neil Patrick Harris, Alyson Hannigan, Bob Saget

Længde480 min

GenreKomedie, Romantik

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

How I Met Your Mother – Sæson 1

4 6
Morsom jagt på mor

De fleste sitcoms er spækkede med karikerede karakterer og vanvittige episoder, som man aldrig ville opleve i virkelighedens verden. Nej, jeg kritiserer ikke den manglende realisme i USA’s komedieserier – jeg siger bare, at det indimellem virker, som om man gør personerne og hændelserne ekstremt virkelighedsfjerne blot for at forhindre, at den overspændte dåselatter kommer til at fremstå malplaceret. Ofte bliver humoren derfor svær at forholde sig til og grine af, men “How I Met Your Mother” strider imod tendensen.

Her er en komedieserie om en håndfuld helt almindelige mennesker, der ikke altid har en joke i ærmet, som sjældent opfører sig som overgearede koffeinjunkier, og som tit har samtaler, der slet ikke er designet til at udløse grin. Det ville være en tilsnigelse at betegne serien som decideret realistisk, men seriens afdæmpede stil er virkelig forfriskende. Det er nu heller ikke, fordi der er tale om nedtonet socialrealisme tilsat fåtallige vitser – “How I Met Your Mother” er ofte lige så morsom som flimmerkassens bedste komedieserier.

Serien handler om en gruppe venner og værelseskammerater i New York – og nej, det er ikke bare endnu et “Venner”-plagiat… Omgivelserne er omtrent de samme i de to serier, men “How I Met Your Mother” har et helt anderledes look og persongalleri. Det første afsnit starter i år 2030, hvor en far begynder at fortælle sine to børn historien om, hvordan han i sin tid mødte deres mor. Dernæst springer vi tilbage til år 2005, hvor vi møder faderen, Ted Mosby, noget tid før han støder på børnenes moderlige ophav. Indtil hendes identitet en dag bliver afsløret, hænger vi ud med Ted, hans sexfikserede kammerat, Barney, hans bedste ven, Marshall, Marshalls forlovede, Lily, samt en af Teds tidligere flammer, Robin.

Seriens eneste virkelig stereotype karakter er Barney. Vi har set chauvinistiske casanovaer som ham i mange andre serier – tænk på Joey i “Venner” og Stuart i “Spin City”. Men ligesom de to gutter er Barney allerhelvedes charmerende, især fordi han bliver spillet af den altid uimodståelige Neil Patrick Harris, som har et glimt i øjet og en timing, man simpelthen ikke kan sætte en finger på. De resterende karakterer er ikke nær så sjove, men det er heller ikke meningen. Ted er den evigt naive romantiker, som leder efter den eneste ene, og som er så blåøjet og oprigtig, at man ikke kan undgå at holde af ham.

Det er også svært ikke at falde lidt for Lily og Robin, som heldigvis aldrig får lov til at stå i skyggen af mændene. Og Jason Segel, som var en ren fornøjelse i “Knocked Up” og “Forgetting Sarah Marshall”, er både sjov og forbavsende hjertevarmende i rollen som den følelsesladede Marshall. Skuespillerne har desuden en exceptionel kemi, så allerede da pilotafsnittet starter, er man overbevist om, at kammeraterne har kendt hinanden i årevis, og ligesom i “Venner” kommer man så tæt på personerne i “How I Met Your Mother”, at man ofte klukler og smiler, bare fordi man nyder at være i deres selskab. Seriens afsnit er også meget sammenhængende, så man får en dejlig fornemmelse af, at karaktererne og deres forhold vitterligt udvikler sig.

Her i seriens første sæson er der dog en del afsnit, hvor man ikke gør meget andet end at klukle og smile. Det er ikke, fordi vitserne er decideret dårlige, men ofte er der et forbavsende stort mellemrum mellem de humoristiske indslag. Som sagt er det herligt, at serien ikke bombarderer os med skøre sketcher, og i Teds jagt på den store kærlighed har serien et udmærket, spændende omdrejningspunkt. Men indimellem bliver Ted og Co.’s prædiken om kærlighedens væsen lidt for sentimental, hvilket man sjovt nok ofte kan mærke på det indimellem meget stilfærdige publikum. Komedieserier har det dog ofte med at blive bedre i senere sæsoner, og den første årgang “How I Met Your Mother” er alt i alt mere end lovende.
Video

Præsenteret i 4:3 full screen-format. Sæsonens i alt 22 episoder er fordelt over sølle tre dvd’er, så det siger sig selv, at afsnittene er blevet komprimeret en del, så de kunne klemmes ned på så få skiver. En smule udtværing forekommer, men aldrig i et distraherende omfang, og billedet er sjældent knivskarpt, men aldrig sløret. Kontrasten er god, og det samme er farvegengivelsen. Edge-enhancement forekommer aldrig, men der er en smule digital støj i nogle af billedets mørkeste områder. Den første sæson af “How I Met Your Mother” ser altså hæderligt, men ikke ligefrem fantastisk ud.

Audio

Jovist, lydsporene til sæsonens 22 afsnit lyder nogenlunde, men de er dæleme også kedelige. Selvom der er tale om Dolby Digital 5.1-lydspor, så bliver baghøjtalerne praktisk talt aldrig brugt. Størstedelen af skuespillernes replikker og publikummets latter leveres af centerhøjtaleren, og det er også forholdsvis sjældent, at de andre fronthøjtalere og subwooferen tages i brug – man bliver næsten overrumplet, da hele kanalnetværket for en gangs skyld er aktivt under en festlig scene på et diskotek. Replikkerne er dog tydelige og overdøves aldrig af dåselatteren, men man savner også en bedre rumklang. Hverken støj eller overstyring forekommer.

Ekstramateriale

Boksens tredje skive indeholder to ligegyldige montager med udvalgte klip fra sæsonen, en enkelt udmærket dokumentar om seriens skabelse (20 min.) og 9 minutters festlige fraklip.

Det er efterhånden nogle år siden, at “How I Met Your Mother” begyndte på amerikansk tv, men nu kan danske fans omsider købe føljetonens første sæson på dvd, og de bør ikke tøve med at smække udgivelsen i indkøbskurven. AV-præsentationen kunne have været bedre, og mere ekstramateriale havde været velkommen, men boksen indeholder altså 22 generelt underholdende afsnit af den populære komedieserie, så man får afgjort valuta for pengene.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

How I Met Your Mother er en kærlighedshistorie, der bliver fortalt baglæns. Serien handler om Ted og hans store forelskelse. Da Teds bedste venner, Marshall og Lily, skal giftes, beslutter han sig for at finde sin egen drømmekvinde. Hans festglade ven Barney, en kronisk single med masser af lumre scoretricks, hjælper ham med jagten. Ted har udset sig den charmerende og selvstændige Robin, men skæbnen har måske tænkt sig noget andet. I tilbageblik fortæller Ted om sin sidste single-tid, datingens op- og nedture og jagten på ægte kærlighed.