Spillet er ude. Krigen er begyndt

Endelig skete der noget nyt. Spillets regler er blevet totaltsmadret i “The Hunger Games: Mockingjay – del 1”. Første og anden film om Katniss Everdeen var skåret over den samme spillogik. Først forberedelse og så udførelsen af den dødelige spilkamp imellem udvalgte fra fremtidslandet Panem med sine 12 distrikter. Katniss vågner op i distrikt 13, det hemmelige distrikt, hvor oprørs- eller terrorbevægelsen (afhænger af øjnene, der bedømmer) bor under jorden. Det første af de to afsluttende “Mockingjay”-kapitler gør “The Hunger Games” mere farligt. Fra spil til krig.

Ligesom krig er mere voksent og alvorligt end spil, så er dette tredje kapitel også mere voksent og alvorligt. Gråt og grumt. Du dør ikke kun i spillet, men alle steder. Distrikternes borgere rejser sig, ofrer sig, kæmper og dør. Der er lig og sårede over alt. Særligt i det sønderbombede distrikt 12, hvor Katniss’ familie bor. Knust beton og forkulede skeletter er de eneste minder om liv, der er tilbage. Det kunne være Gaza. Det kunne være Bagdad. Eller Berlin efter 2. verdenskrig. Det kunne være så meget. Det er den konfliktkritiske styrke, der hele tiden har ligget uforløst i “The Hunger Games”-universet, som nu bliver tværet ud med en klyngebombes kraft.

For hvornår er det okay at sende missiler tilbage i hovedet på dem, der begyndte? Julianne Moores stramt militante skyggepræsident Coin er ikke i tvivl. Hendes hær i distrikt 13 er frihedskæmpere. Moore er køligt god, hvilket hendes grå, glatte hår og nærmest nordkoreanske militærhabit effektivt understreger. Donald Sutherlands præsident Snow er som magtmennesket i hovedstaden Capitol ikke overraskende uenig. Katniss’ nye venner er forbrydere, ekstremister, der skal bekæmpes med alle midler. I den tvivlende midte står Katniss og spilkæresten Peeta. Hun som måske modvilligt symbol for opstand og krig. Han som måske modvillig tilskynder til fred og våbenhvile fra sit gyldne bur hos magten i Capitol. Mener han det? Mener hun det egentlig selv? Tvivlen foldes fint ud fra Katniss’ perspektiv, der over alt andet bare vil redde sin Peeta.

Med Peeta på afstand så gives der denne gang mere plads til Katniss’ anden fyr, Gale. Det bliver han ikke mere spændende af. Til trods for at han har set hovedstadens grusomhed som eneste overlevende sammen med hendes mor, søster og kat fra hjemdistriktet, så er han god og rigtig, som “Mockingjay – del 1” er lidt for lang. Han er hverken hævngerrig eller jaloux på Katniss’ åbenlyse følelser for drengen i det Capitolkontrollerede tv-show, hvor Peeta opfordrer til fred. Den mediekamp har også fået lidt mere tyngde nu, hvor den er hevet ud af spilrammen. Propaganda er et vigtigt våben.

Så Katniss sendes i mediefront for distrikt 13. Hun kan tale til folk, så de mærker det. Det er derfor, hun er en modstandsstjerne, derfor, hun overlevede dødsspil 1 & 2. Men pigen med den præcise bue og pil er ægte. Hun kan ikke fake. Så hun sendes i kamp i distrikterne med et filmhold på nakken, der skal skyde ægte propaganda med mockingjay-pigen, symbolet for kampen. Det er et genialt dobbeltgreb, der viser, at propaganda er iscenesat, men også, at det virker. Inde på lazarettet i et krigstræt distrikt 8 træder heltinden ind. Filmholdet ses tydeligt. Men sekunder efter er det glemt, da patosdygtig musik rejser de slagne op, som ærefrygtigt saluterer hende med mockingjay-tegnet. I krig og film gælder alle kneb. “The Hunger Games” kender dem alle.