Hustlers

InstruktionLorene Scafaria

MedvirkendeConstance Wu, Jennifer Lopez, Julia Stiles

Længde110 min

IMDbVis på IMDb

I biografen24/10/2019


Anmeldelse

Hustlers

4 6

 

Det er en omvendt “The Wolf of Wall Street”. Det er ikke børshajerne, der fisker penge fra almindelige mennesker – det er derimod klubbens strippere, som flår Wall Streets ulve.

 

Kvinderne i “Hustlers” er (næsten) ikke ofre, og det er befriende. Og så fokuserer de ikke så meget på mænd, som det var tilfældet med svindlersøstrene i “Ocean’s Eight“.

 

Måske fordi Lorene Scafaria har skrevet og instrueret “Hustlers” baseret på en virkelig historie, som den er beskrevet i artiklen “The Hustlers at Scores”.

 

Den virkelige historie har Scafaria skåret til efter en “Wall Street”-model, hvor Jennifer Lopez er klubbens erfarne stripperdronning, som tager den yngre Constance Wu i mesterlære som stripper. Og svindler.

 

Jennifer Lopez er indsmigrende og kynisk, som Michael Douglas var det i 1987 over for opkomlingen Charlie Sheen, der endte i problemer, fordi han lod sig lokke af de nemme penge.

 

Den samme dynamik er på spil i “Hustlers”, der starter før finanskrisen i 2008. Dengang kunne J-Lo i rollen som Ramona Vega strippe sig til sindssyge summer, som sad løst på Wall Street-ulvene, der kastede dem på scenen.

 

Og Lopez lader ikke bare som om i rollen som stripper. Hun svinger sin 50-årige krop rundt, som var hun en OL-gymnast i høje hæle. Imponerende.

 

Også Wu som Destiny stripper sig til det gode forbrugsliv her før finanskrisen. Men som i “Wall Street” og “The Wolf of Wall Street” så venter nedturen lige efter opturen – også i stripperklubben.

 

Men Lorene Scafaria får gjort klubben til noget mere end bare en eller anden stripperklub. Den kunne være en hvilken som helst lille virksomhed efter krisen, hvor pengene fra Wall Street ikke længere flød ud i resten af samfundet, der på den måde blev afhængige af børsbanditternes svindel.

 

Nu er klubben tom. Før var der 1.000 dollars i en lapdance – nu er der dårligt det halve for et blowjob. De dårlige tider flyder nedad, det samme gør forråelsen.

 

Det begynder i det små. Drikker mænd fulde og hiver dem ind på klubben til gratis drinks og lidt ekstra drikkepenge. Dernæst bliver alkohol erstattet med stoffer. Det eskalerer i det små. Fra småsvindel til organiseret kriminalitet, hvor krisens skurke nu betaler tilbage imod deres vilje.

 

Det sker til et ’empowerment’-soundtrack med klassikere fra Britney Bitch til Rihanna, imens kvinderne shopper pels, tasker og sko, som var det et afsnit af “Sex and the City”.

 

De gør det for dem selv – ikke for at skade mænd, der ikke spiller den store rolle, imens J-Lo bliver mere og mere barsk i en sjælden kvinderolle som svindlerdronning.

 

Hun fører an for en gruppe selvstændige kvinder, der bare gør det, som Wall Street har gjort imod dem. De gør det for penge – strip og svindel. Begge elementer er med i en udmærket slags “The Wolf of Wall Street… And the Strippers”.

 

Hustlers anmeldelse / Filmz.dk

 


Trailer