Nationalskjalden John Mogensen proklamerede for årtier siden det danske riges endeligt med den udødeliggjorte landeplage om Dybbøl Mølle. Om det nu også står så skidt til for tiden, skal her være usagt, men med sit nyeste kispus om system Danmark forestiller den danske instruktør Anders Rønnow Klarlund sig i hvert fald et samfund på regulær katastrofekurs.

I “Hvordan vi slipper af med de andre” leverer han grangiveligt opskriften til, hvordan det danske samfund kan udsættes for en opstrammer, så elitens hårdtarbejdende folk ikke skal tynges af snyltere, der tærer på statskassen og koster samfundet henved milliarder i udgifter. Kort sagt: Hvordan slipper vi af med de horder af alkoholikere, bistandsklienter, førtidspensionister og utallige andre skæve eksistenser, der ikke retter sig ind og bidrager konstruktivt til landets videreførsel?

Regeringens ubekymrede løsningsmodel findes nedfældet i De Nye Københavnerkriterier, der egentligt er blevet lanceret som en regulær joke. Så humoristisk og let tager den øverste myndighed dog ingenlunde på det nedskrevne kodeks, der således danner kimen for hele resten af denne satiriske folkekomedie med et politisk aktuelt anstrøg af alvor. Anført af den højtrangerede militærmand, Christian (Søren Pilmark), og folketingets egen observatør, Folke (Søren Fauli), gennemgås “Hvordan vi slipper af med de andre” som en udlugningsproces på Hillerødgade Skole i Københavns nordvestkvarter, hvor de internerede borgere, der har ydet mindre, end de har givet, slet og ret elimineres.

På tegnebrættet er “Hvordan vi slipper af med de andre” et veloplagt modsvar til den politiske debat, der har domineret politiske debattører, retorikere og medier de senere år og i venstrefløjens øjne i alt fald ikke levner plads til forskellighed. Men dermed er den potte egentligt også ude. Selvom det bestemt er en betagende ide med bid i, som Anders Rønnow Klarlund her har rodet sig ud i, lykkes hans projekt kun delvist. Underholdende elementer indfinder sig i glimt og politiske anmærkninger ligeså, mens den gennemgående hovedhandling egentligt er uinteressant og trækkes i kedsommelige langdrag.

Skuespillet er tilsvarende et barometer med markante udsving til begge sider. Bedst er Søren Pilmark som kynisk dumt svin i rollen som militaristisk befalingsmand og ukrudtsdræber. Værst er den ypperligt kunstige Søren Fauli, der falder helt igennem som den ynkelige og lidet sympativækkende observatør, Folke, som Folketinget har beskikket for at kunne følge retssystemets praksis på tætteste hold. Også imellem de to poler er talrige eksempler på dårligt fremstillede karakterer, der synes både besynderlige og utroværdige.

Det meste af handlingen afvikles skiftevis i den nøgne gymnastiksal, hvor de mistænkeliggjorte borgere opmagasineres inden rettergang og et interimistisk klasselokale, hvor Christian under Folkes opsyn agerer både dommer og bøddel. Blandt de tilfangetagne opstår naturligvis oprørstanker, der blandt andet fødes af Belinda Jakobsen (Louise Mieritz) fra oprørsgruppen Mandela. Alligevel tyder meget på, at hun ikke er den, hun giver sig ud for at være. Det er til gengæld Ole (Tommy Kenter), der har fiflet med Kunstfondens og dermed statens finanser. Derfor dømmes han til døden. Den afsagte dom eksekveres promte og uden mislyde.

“Hvordan vi slipper af med de andre” har med selvironisk distance taget de korrumperede politiske idealer i dagens Danmark under behandling. Selvom polemikken nu nok ikke kan serveres helt så ensidigt, så er filmen leveringsdygtig i en række for ethvert samfund livsvigtige pointer, her garneret med strejf af skævvreden underholdning. Det er desværre ikke helt nok, og den lidt for systematiske opsætning trækker sagen i langdrag samtidig med, at tilstedeværelsen af utroværdigt skuespil heller ikke gavner helheden. Måske havde “Hvordan vi slipper af med de andre” i virkeligheden gjort sig langt bedre i et kortere og strammere format.

VideoBilledsiden fremstår i et relativt skarpt anamorphic widescreen 1.77:1 format. Det er ikke desto mindre et jævnt og uinspirerende transfer, der spoleres af talrige eksempler på støj og edge-enhancement. Derudover er farvetemperaturen dog stabil og kontrasten tillige god, og der er ikke nævneværdige eksempler på blødhed eller udtværing.

AudioDe to dansksprogede Dolby Digital 2.0 og Dolby Digital 5.1 lydspor er for begges vedkommende mestendels frontbaserede. Det er ikke desto mindre alt sammen af en rimelig beskaffenhed, om end sporene lydmæssigt ikke hører til blandt Nordisk Films bedste udgivelser. Der er egentligt ikke den store forskel på udgivelsens Dolby Digital 2.0 og 5.1 spor, og fælles for dem begge er en tydelig dialog, klar musik samt – desværre – en relativt uinteressant auditiv atmosfære.

EkstramaterialeEkstramaterialet fremstår som udgivelsens svageste punkt. En trailer for filmen, en tekst til sangen “Let’s Get Rid of the Others” og et kommentarspor med Anders Rønnow Klarlund og Søren Fauli i skøn forening er alt, hvad det her kan blive til. Det virker lidt tyndbenet, men måske meget kendetegnende udgivelsens helhed taget i betragtning.

Kriminelle, stofmisbrugere, bistandsklienter, alkoholikere, invalidepensionister… de er ikke bare irriterende, de er også dyre for samfundet. Så hvorfor ikke skaffe os af med de trælse tabere én gang for alle? Hvorfor ikke få løst problemet permanent?

Det synes regeringen i hvert fald er en god ide i den politiske satire “Hvordan vi slipper af med de andre”. En ivrig embedsmand har nemlig gjort en opdagelse. Han har krydsrefereret de offentlige registre for at undersøge, hvem det egentlig er, der suger flest midler fra systemet. Det viser sig, at det er den samme lille gruppe af socialnassere, der har snablen nede i alle statskasserne. Indigneret skriver han derfor en ny lov, der kort sagt går ud på at likvidere de mest belastende elementer (selvom det vel ville være betydeligt nemmere og billigere, blot at lade være med at give dem penge). Den eneste chance for at overleve er, hvis man kan vise, at man har bidraget med et eller andet positivt til samfundet.

Det er under disse omstændigheder, at vi møder John, Gerda, Nancy, China, Ole og Melaine. De er alle blevet ført til en interneringslejr, hvor de venter på at komme til den samtale, der vil afgøre om de skal leve eller dø. For at overvære samtalen ankommer Folke, socialdemokratisk folketingsmedlem og vatnisse. Han skal sammen med den benhårde major Christian, der står for forhørene, afgøre hvem, der skal aflives. I al hemmelighed har oprøreren Sidse dog infiltreret gruppen, og hun har nu ganske få timer til at lære de tilbageholdte, hvordan de skal finde det værdifulde i deres mislykkede liv.

Politisk satire er ikke noget dansk film ser meget til, og det er unægtelig forfriskende med et værk, der tør gå imod strømmen. Instruktøren Anders Rønnow Karlund har tidligere stået bag “Besat” og den ligeledes politisk ladede “Den attende”. Denne gang har han forsøgt sig med en besk satire, der er et angreb på den indre svinehund, og vores fordomme overfor samfundets “belastende elementer”. Til det formål anvender filmen stærkt karikerede typer: Den alkoholiserede og handicappede scooterfører, den fladpandede bølle, den overfladiske bordelejer og den fordrukne kunstnertype, der aldrig får produceret andet end tomme ølflasker.

I rollen som den brutale forhørsleder brillerer Søren Pilmark. Med sin karismatiske fremtoning leverer han overbevisende den ene mere uhyrlige betragtning efter den anden. Underholdende er også Søren Fauli som det temmelig naive og lettere ynkelige folketingsmedlem. Derudover lyser Tommy Kenter op i en lille rolle som falleret keramiker.