I dine sko

InstruktionCurtis Hanson

MedvirkendeCameron Diaz, Toni Collette, Richard Burgi, Candice Azzara, Anson Mount, Brooke Smith, Mark Feuerstein, Terrance Christopher Jones, Nicole Randall Johnson, Kateri DeMartino, Alan Blumenfeld, Jerry Adler, Ivana Milicevic, Shirley MacLaine, Marcia Jean Kurtz, Jill Saunders, Jackie Geary

Længde125 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen11/11/2005


Anmeldelse

I dine sko

4 6
Fra USA’s vildnis og majestætiske floder til 50’ernes spektakulære Los Angeles. Fra midt-90’ernes triste ghettoer og frem til nutidens feminine skylag. Instruktør Curtis Hanson må siges at komme vidt omkring og “I dine sko” er den seneste film fra en af den amerikanske filmindustris mest alsidige og kompetente dramainstruktører. Man siger ofte, at der skrives for få gode roller til Hollywoods talentfulde skuespillerinder. Her er der flere af dem – gode roller såvel som talentfulde skuespillerinder. Derudover har Hanson allieret sig med brødrene Ridley og Tony Scott på producerfronten. Alle tre har de masser af erfaring med film, der byder på prominente og inspirerende kvinderoller. Det er med andre ord bestemt ikke forbudt at have forventninger til denne fine, lille film.
Cameron Diaz og Toni Collette udgør det søskendepar, der danner filmens centrum. Den ene, Diaz, er en særdeles frisindet, energisk og forførende kvinde, hvis ordblindhed får hende til at undervurdere sig selv og sit potentiale. Collette spiller storesøsteren, som er langt mere jordbunden end sin ofte enerverende lillesøster. De to søskendes kontrasterende liv skaber ofte gnidninger imellem dem, der når en ubehageligt kulmination, da Diaz går i seng med Collettes nye kæreste og bogstaveligt talt bliver taget med bukserne nede. De to unge damer skilles som højlydte uvenner.

Hanson har skrabet et formidabelt cast sammen. Både Diaz og Collette gør det fremragende, både hver for sig og især, når de spiller overfor hinanden. På trods af, de to kvinders relativt forskelligartede udseender, er man ikke ét sekund i tvivl om, at de må have samme forældre og har kendt hinanden hele livet. Og Shirley MacLaine er bedre, end hun har været i årevis, som de to søskendes sympatiske mormor. Men selv en fantastisk skuespillerbesætning kræver en god instruktør, og Hanson klarer opgaven stilfuldt og uden nogen slinger i valsen. Instruktøren har tydeligvist taget sig tid til at udforske ethvert aspekt af hver enkelt karakter, så handlingsforløbene og personerne fremstår dybere og mere troværdige end i langt de fleste andre dramaer på markedet.

Filmen er dog desværre lidt for lang. Godt og vel to timer varer den, og havde man valgt at fjerne visse scener, især fra filmens delvist langsommelige midterdel, var dens emotionelle slagkraft sandsynligvis blevet større. I størstedelen af filmen er de to søstre adskilt. Her bruges der beklageligvis alt for lidt tid på at fortælle om forholdet imellem de to, og hvordan deres gensidige fravær berører dem begge. De får lidt for meget lov til at sejle deres egen sø, hvilket svækker filmen en smule. Sidste akt virker derimod en anelse forhastet. Men bortset fra disse få ujævne passager fungerer “I dine sko” fint, og skuespillernes kærlighed til både rollerne og materialet skinner igennem og er smittende.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Den relativt nye fotograf Terry Stacey (“American Splendor”, “Door in the Floor”) har givet “I dine sko” et lettere køligt og billedmæssigt stilfærdigt look, som denne dvd præsenterer ganske nydeligt. Billedet er en anelse grynet og ikke helt fri for edge-enhancement eller digital støj, men transferet er skarpt, kontrasten præcis og farverne korrekt og godt gengivet.
Audio”I dine sko” er et karakterdrama, så det siger sig selv, at det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor på dvd-udgivelsen ikke ligefrem splitter stuen ad. Lydsporets vigtigste ingredienser er dialog, atmosfære og musik, og alle tre dele går fint igennem. Dialogen er tydelig, samtlige kanaler (dog desværre primært fronthøjtalerne) bruges til at skabe en troværdig atmosfære og musikken fylder godt ud – også i subwooferen, som giver lyden en dejlig bund. Et fint lydspor.
EkstramaterialeEkstramateriale-sektionen på dvd’en er en klar skuffelse. Med et så godt cast, en så talentfuld instruktør og et manuskript baseret på en så succesrig amerikansk bestseller, havde man forventet at høre langt mere om tilblivelsen af selve filmen. Der er tre featuretter: “The People in the Shoes” (16 minutter), “A Retirement Community for Acting Seniors” (11 minutter) og “From Death Row to the Red Carpet: Casting of Honeybun” (8 minutter). Førstnævnte featurette er bedre end gennemsnittet, og fortæller (alt for) kort lidt generelt om filmen. De to andre dokumentarer er hverken særlig morsomme eller interessante og handler henholdsvis om filmens mange aldrende statister og en enkelt køter, der ses blot få minutter i selve filmen.

Til slut byder dvd’en på traileren til “The Family Stone” samt en kort forsmag på den kommende Lindsay Lohan film “Just My Luck”.

“I dine sko” er et lidt ujævnt og forudsigeligt men samtidigt enormt velspillet og velinstrueret drama. Filmen henvender sig uden tvivl primært til kvinder, men det burde ikke afskrække de mange mandlige dvd-ejere fra at give den en velfortjent chance. Kvaliteten af både dvd’ens billed- og lydside er mere end acceptabel, og til trods for at ekstramaterialet skuffer, får skiven i kraft af selve filmen stadig en anbefaling med herfra.

I dine sko

4 6
Personligt bryder jeg mig ikke om, når en film bliver markedsført som ‘tøsefilm’ – forstå mig ret, der findes film som i det store hele retter sig mere mod kvindekønnet end andre, men i mine øjne er det et nedladende term. Jeg mener bare, at selv de mere testosteronholdige eksemplarer af den menneskelige race også kan have godt af at opleve tårefremkaldende kærlighedshistorier, såvel som dramaer eller komedier der tager udgangspunkt i kvinders liv.
Det var derfor en lettere ængstelig anmelder, der satte sig til rette under screeningen på “I dine sko”, Curtis Hansons filmatisering af Jennifer Weiners roman af samme navn. Ængstelsen skyldtes især avisannoncen for filmen, som var overklistret med citater fra Femina, Sirene, Alt For Damerne og andre østrogenblade. Når så den venlige pressedame oven i købet tilbyder én en pakke Kleenex inden filmen, så er scenen uden tvivl sat for ‘en rigtig tøsefilm’… Og det skulle vise sig at være både sandt og falskt.
“I dine sko” fortæller den charmerende historie om to søstre, Rose (Toni Collette) og Maggie (Cameron Diaz), der ud over deres blodbånd og hang til flotte sko, ikke synes at have noget til fælles. De er så forskellige som dag og nat. Hvor Rose er den fornuftige søster, som har et godt advokatjob og styr på tilværelsen, så lider Maggie af ordblindhed og jobløshed. Hun charmerer sig vej gennem tilværelsen og bruger sin seksualitet til at få hvad hun vil have. Rose derimod har ikke just held på kærlighedsfronten, og da hun endelig får kløerne i stegen fra advokatfirmaet, går der selvfølgelig ikke længe før Maggie ødelægger det hele.
Hanson har tegnet et både morsomt, men også glimtvis gribende portræt af søskendekærlighed på godt og ondt, der dog lider vel meget under sin forkærlighed for det sort/hvide. Næsten alt i filmen stilles op i diametrale modsætninger, og når fejl udstilles, males de med store penselstrøg. Således er det ganske bekvemt at Rose og Maggie hver har fået en række styrker og svagheder, som selvfølgelig kompenserer hinanden og for guds skyld aldrig overlapper. Maggie er ordblind og ender med at skulle læse højt fra en tv-skærm, da hun søger job som MTV VJ. Rose får så sjældent en mand med hjem i seng, at hun må tage et billede af den sovende elsker, da det endelig lykkes, bare for at have et bevis på det. Det er egentlig meget sødt, men til tider lidt for nemt. Og naturligvis skal de to søstres liv vendes op og ned, hvorved de begge får muligheden for at udleve sider af sig selv, de aldrig troede de var i stand til. Så er vejen også banet for den uundgåelige forsoning i den lidt for letkøbte happy end, der desværre sætter alvoren i denne klassiske ‘find dig selv’-historie i parentes.
Men inden vi er nået så langt, får vi dog solide indsatser fra de to hovedrolleindehavere, der former Maggie og Rose så troværdigt som muligt. Toni Collette er som altid fremragende, og hun formår at finde det menneskelige frem i en karakter, der til tider truer med at blive Bridget Jones. Cameron Diaz beviser endnu engang, at hun ikke kun kan se godt ud og være sjov, men at hun også rummer de mere seriøse nuancer, hvilket hun tidligere har vist i film som “Being John Malkovich” og “Things You Can Tell Just by Looking at Her”. De to kvinder har en glimrende kemi, hvilket i høj grad er med til at styrke søster-illusionen.

De bakkes desuden op af den vidunderlige Shirley MacLaine, i rollen som deres ukendte mormor Ella, som pludselig kommer ind i deres liv og graver gamle familiekomplikationer frem. Denne drejning på historien klæder filmen godt, for den tilfører søskendeforholdet en dybere resonans og alvor, midt i den ellers sprælske, næsten ufarlige søstermodsætning.

“I dine sko” er både rørende og sjov underholdning i den lidt lettere ende, men selvom visse træk kan virke en anelse fortærskede, så gik denne anmelder i hvert fald fra filmen med en rar følelse – og et ønske om at han havde taget imod pakken med Kleenex.


Trailer

Kort om filmen

Det er historien om to søstre, Maggie og Rose, der kun har den ene ting tilfælles, at de bruger samme størrelse i sko, men på alle andre punkter er hinandens diametrale modsætninger. Maggie er en rodløs, forvirret sjæl, som flakser fra job til job og ikke har noget fast sted at bo. Rose er ansat i et førende advokatfirma i Philadelphia og befinder sig i en evig kamp mod overvægten og føler sig aldrig tilpas i det tøj, hun har på. Ved et tilfælde opdager Maggie, at deres mormor, som de har troet var død, lever i bedste velgående i Miami. Maggie beslutter sig impulsivt for at opsøge Ella, og det bliver starten på en forsoningsproces, hvor alle hver især kan finde sig til rette med sig selv og deres plads i tilværelsen.