I Feel Pretty

InstruktionAbby Kohn, Marc Silverstein

MedvirkendeAmy Schumer, Michelle Williams, Emily Ratajkowski

Længde110 min

IMDbVis på IMDb

I biografen31/05/2018


Anmeldelse

I Feel Pretty

2 6

 

Et af Amy Schumers standup-shows begynder med, at hun praler over endelig at have knaldet sit high school crush – men nu forventer han til gengæld, at hun tager med til hans dimission. Selv om den er tre år ude i fremtiden! Børn nu til dags, altså.

 

Sjov eller ej, så er den slags pædofili-jokes i hvert fald milevidt fra den sukkersøde, belærende og opbyggelige humor i “I Feel Pretty”, der ellers har selv samme Schumer i hovedrollen.

 

Med en pinligt dum præmis som en slags oralt spekulum pressede “I Feel Pretty” sine opmuntrende banaliteter ned i halsen på mig: Det er det indre, der tæller, tro på dig selv, du er god nok, som du er, osv.

 

Præmissen er en uskøn blanding af Tom Hanks-filmen “Big” og – åh, rædsel! – Jack Black-filmen “Hals store kærlighed”.

 

Amy Schumer spiller Renee, en kvinde i 30erne, der kæmper med selvtilliden. Hun drømmer om et job på på et smart makeup-firmas overdådige hovedkontor. Men hun ligner ikke de vordende modeller, der betjener reception.

 

Så hun må se sig henvist til et trist kælderlokale, hvorfra hun kan bestyre firmaets netbutik. Uden at kunderne skal se hende ansigt til ansigt.

 

Bare hun dog kunne prøve, hvordan det er at være smuk, ønsker hun.

 

Og da hun slår hovedet efter et fald fra en motionscykel, finder en forvandling sted.

 

Når Renee ser sig i spejlet, ser hun nu den kvinde, hun altid har drømt om at være. For resten af verden er der dog ingen forandring at spore.

 

Meget forudsigeligt fører Renees nye selvbillede til en ny og bedre selvtillid, og inden længe bader hun i succes, både i karrieren og kærligheden.

 

Selv om det eneste, der reelt er forandret, er hendes syn på sig selv.

 

Fiser den ind, derude?

 

Det er så firkantet didaktisk, at jeg ikke føler mig pretty i selskab med Schumer, men dum.

 

Og så kan budskabet altså være nok så sympatisk, og intentionerne nok så gode. Det bliver det ikke automatisk bedre af.

 

Så foretrækker jeg trods alt Schumers standup-persona med de ulovlige lyster. Den side af hendes karakter fik lidt mere spillerum i “Trainwreck“, som hun lavede i samarbejde med Judd Apatow.

 

Men også der endte det promiskuøse singleliv med at måtte vige for et forhold til noget så klassisk som en læge – enhver velopdragen, amerikansk filmpiges ultimative begærsobjekt.

 

Der var trods alt grænser for, hvor langt en kvinde som Schumer måtte strejfe fra dydens smalle sti.

 

Med “I Feel Pretty” er afretningen nu total.

 

I det mindste er der et par charmerende og halvmorsomme øjeblikke mellem Schumer og kærlighedsinteressen, Ethan. En blød mand, der går til Zumba og føler sig kanøflet af machotyperne på sin arbejdsplads.

 

Han lærer selvfølgelig også en ting eller to om selvtillid fra sin nye kæreste. Og tillykke med det.

 

I Feel Pretty anmeldelse / Filmz.dk

 


Trailer