I Know What You Did Last Summer
Udgivet 4. nov 2008 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Uanset om man så elsker den, hader den eller blot synes, den er en forglemmelig bagatel, må man erkende, at Wes Cravens “Scream” var en skelsættende film, der på både godt og ondt affødte en endeløs kavalkade af lignende gysere og succesrige parodier. Det bedste ved Cravens trendsætter var dens nærmest postmoderne latterliggørelse og brug af genrens klicheer. Film om unge helte og heltinder i kamp med maskerede skurke var selvsagt set før. Men selve den moderne teenagegysers fødsel bliver som regel tilskrevet “Scream” og én anden film, som samme manuskriptforfatter griflede: “I Know What You Did Last Summer”.
Jennifer Love Hewitt, Sarah Michelle Gellar, Ryan Phillippe og Freddie Prinze Jr. spiller historiens fire unge, sprælske frontfigurer, der ved et uheld kører en mand ned midt om natten på vej tilbage til den lille flække, de bor i. I stedet for at kontakte politiet vælger de at skaffe sig af med liget, men nøjagtig ét år senere begynder en maskeret slyngel at terrorisere dem. Måske var manden alligevel ikke død? Var der monstro en anden person til stede, som så dem? Eller hallucinerer teenagerne blot? Så længe “I Know What You Did Last Summer” holder kortene tæt ind til kroppen og lader seerens egen fantasi digte med, fungerer den udmærket. Det er først, da filmen begynder at køre i ring og skurken afmystificeres, at den for alvor bryder sammen.
Filmen begynder ellers rigtig godt. Uheldet på motorvejen er en frygtindgydende og afsindig intens scene, og skuespillerne (minus Prinze Jr.) er så karismatiske og udstråler så troværdig anger, at man alligevel holder med karaktererne på trods af deres uetiske sammensværgelse. Der er også virkelig god kemi mellem skuespillerne, hvorfor det ikke overrasker, at Prinze Jr. og Gellar senere blev gift. Mange af filmens scener er ligeledes ikke særlig overraskende, og filmen driver slet ikke nær så megen gæk med genrens konventioner som “Scream”. Derfor vil “I Know What You Did Last Summer” formentlig forblive en fodnote i filmhistoriens leksika.
Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Transferet er ikke ligefrem perfekt, men fans kunne næppe have forlangt en bedre gengivelse af filmens billedside i hjemmebiografen. En håndfuld skud virker en smule slørede, og farverne fremstår undertiden drænede, men størstedelen af filmen ser fantastisk ud. Billederne er ofte ligeså skarpe som skurkens ildevarslende klo, og farvetemperaturen er oftest på rette niveau. Ingen glorier eller komprimeringsfejl forekommer, og selv om filmen allerede har nogle år på bagen, dukker der ikke ét eneste utilsigtet støvkorn op. Kontrasten er fremragende, og detaljerigdommen er enorm.
Det engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er også en fornøjelse. Naturligvis mønstrer lydsporet et utal af slagkraftige lydeffekter og festlige panoreringer, der gør filmen langt mere uhyggelig, end den havde været uden. Dynamikområdet er enormt – både dybe og høje toner leveres med en imponerende klarhed, som almindelige DTS- og Dolby-lydspor simpelthen ikke kan matche. Og selv om alle kanalerne ofte er i aktion, bliver dialogen aldrig overdøvet. Overstyring optræder ekstremt sjældent, mens fåtallige replikker virker en anelse asynkrone.
Disken indeholder trailere til “I Know What You Did Last Summer”, “Surf’s Up”, “Men in Black” og BD-udgivelsen af “Nærkontakt af tredje grad”. Når man kobler ens afspiller til internettet, får man adgang til endnu flere trailere. Musikvideoen til Kula Shakers nummer “Hush” medfølger også. “Now I Know What You Did Last Summer” (27 min.) er en lidt overfladisk, men god dokumentar, hvori flere af filmens bagmænd og medvirkende diskuterer alt fra filmens plot og karakterer, til skuespillet og seancens latterlige klimaks.
Instruktøren Jim Gillespie og klipperen Steve Mirkovich har derudover indtalt et kommentarspor til filmen. Mirkovich siger ikke særlig meget, men han er god til at stille Gillespie spørgsmål, og instruktøren er en særdeles intelligent og underholdende fortæller, hvis gennemgang af filmens tilblivelse er værd at lægge øre til. Gillespies debutfilm, kortfilmen “Joyride” (10 min.), er også inkluderet, og instruktøren har også indtalt et kommentarspor til denne. Det kan undertiden være lidt svært at forstå, hvad karaktererne siger (og kortfilmen er ikke undertekstet), men det er alligevel en ganske spændende og seværdig lille film.
Den er ikke just blevet bedre med tiden, men “I Know What You Did Last Summer” er trods alt en ganske underholdende og vellavet 90’er-thriller, der desværre kammer over til slut og ikke ligefrem bugner af overraskelser. I HD fremstår filmen næsten nyproduceret, og ekstramaterialet på denne Blu-ray er desuden hæderligt. Fans kan med god vilje købe skiven, og andre med hang til genren bør afgjort overveje at leje udgivelsen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet