Mand og hulemand imellem

Det er tit, at film bliver kritiseret for at være meget forudsigelige og ofte med god grund, men sandheden er vel, at den slags mest er noget, der irriterer en, hvis selve håndværket i filmen i forvejen er dårligt. Hvis man er godt underholdt, så betyder originalitet trods alt mindre.

Det er ikke mindst tilfældet i “I Love You, Man”, der ganske vist næppe flytter så meget som en mikroskopisk hegnspæl i filmuniverset, men som til gengæld er så afvæbnende morsom og veloplagt, at man hjertens gerne ser gennem fingre med det.

Filmen handler om parret Peter og Zooey, spillet af Paul Rudd og Rashida Jones. De skal giftes, men da Peter skal vælge forlover, bliver det pludseligt tydeligt, at han egentlig ikke har nogen mandlige venner af betydning. Det står i skarp modsætning til Zooey, der med rund hånd deler de mest intime oplysninger til hele venindeselskabet i den grad, at de endda ved præcis, hvornår Peter første gang lagde tunge til hendes nedre regioner. Det bliver derfor magtpålæggende for Peter at finde en mandlig ven.

For en voksen mand er det ikke helt let at lokalisere nye venner, men snart træffer han ikke desto mindre den afslappede Sydney i skikkelse af Jason Segel. Sydney viser sig at være alt det, Peter ikke er. Han er en ubekymret sjæl, der lader til fuldstændig at mangle nogen af de indre stopklodser, der gør, at vi andre lægger bånd på os selv, inden vi åbner munden, og langsomt begynder den anarkistiske påvirkning at få Peter til at opdage nye sider af sig selv.

Filmen følger for så vidt et velkendt spor, men den gør det med en naturlighed, der hæver materialet. I en mindre god film ville Sydney være en karikatur, men her fremstår han i stedet som en person, man udmærket kunne træffe i virkeligheden. Det sammen kan siges om den regelrette Peter, der spilles med indsigt af Paul Rudd, som i rollen udviser et bemærkelsesværdigt talent for at ramme den helt rigtige kejtede tone i sine uoverbevisende forsøg på at agere cool. Han er skæg uden at blive plat, og i parløbet mellem Sydney og Peter vokser humoren naturligt ud af situationerne snarere end at blive understreget med utallige punchlines.