Ice Age
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 23. nov 2002 | Af: The Insider | Set på DVD
Og filmens succes er fuldt ud fortjent, fordi “Ice Age” er en særdeles morsom og original animationsfilm. Den beviser også, at man hverken behøver at have et kæmpe milliard-budget (som det er tilfældet med animationsfilm som “Monsters Inc.”, der kostede det dobbelte at lave) eller et enormt animationshus som Disney eller Pixar, for at lave en god, effektiv og særdeles profitabel film.
Både de engelske og danske stemmer er særdeles velegnede til figurerne, selvom jeg helt klart vil anbefale det engelske lydspor.
Det er intet under, at “Ice Age 2” allerede er i støbeskeen, og jeg tror at vi allerede nu kan sige, hvilken film der vinder Oscar´en for bedste animationsfilm til marts næste år.
Et utrolig imponerende billedtransfer. Der er tale om et digitalt-til-digitalt billedtransfer (a lá “Monsters Inc.”) med fantastiske farver, ingen digital støj, perfekt kontrast og virkelig høj skarphed. Jeg lagde dog mærke til et par få komprimerings-artifacts på visse tidspunkter af filmen, som nok skyldes, at filmen er på samme DVD som al ekstramaterialet. Det gør filmens bitrate en smule lavere, men det er ikke nok til at trække billedtransferet ned i point fra topkarakter. Særdeles imponerende.
Instruktørene Chris Wedge og Carlos Saldanha leverer et interessant og informativt kommentarspor. De to supplerer hinanden meget godt, og der er meget få kedelige pauser.
Noget som helt klart vil glæde mange af filmens fans er, at DVD`en indeholder en helt kortfilm om filmens herlige egern: Scrat. Filmen hedder “Gone Nutty” og er lidt over 4 minutter lang. Den er særdeles morsom, og har en virkelig genial slutning.
“International Ice Age” viser en sekvens fra filmen, hvor lydsporet skifter imellem mange forskellige sprog fra hele verdenen (dog ikke dansk). Den er helt i stil med lignende dokumentarer på DVD`er som “Monsters Inc.” og “Shrek”.
6 slettede scener er blevet inkluderet på DVD`en, og de er alle sammen rimelig interessante (i hvert fald langt mere interessante end de fleste andre slettede scener på normale DVD udgivelser). De er ikke alle sammen helt færdiganimerede, men billedkvaliteten er dog okay. En sej detalje er at de slettede scener er blevet synkroniseret, så man også kan høre dem på dansk (så børnene også har lejlighed til at se og forstå dem). Desuden kan man vælge at se de slettede scener med kommentarer af Wedge og Saldanha.
Undermenuen “Scrat Reveals” leder til 3 meget korte “Ice Age”-relaterede FOX reklamer.
“Animation Progress” viser 3 sekvenser fra filmen, hvor man kan vælge at se dem i forskellige stadier af deres udvikling, lige fra de blot var tegnet som storyboards, til deres helt fuldanimerede færdige status.
Vælger man “Under The Ice” på menuen, bliver man ledt til en masse små dokumentarer omkring forskellige aspekter af tilblivelsen af filmen. De varer alle sammenlagt ca. 25 minutter. De er ret interessante og underholdende, men man kunne nok godt have ønsket sig lidt mere valuta for pengene.
Så indeholder DVD`en desuden den oscarbelønnede animerede kortfilm “Bunny”, som ´Blue Sky´ producerede tilbage i 1998. En ganske rørende og flot animeret lille film.
Sidst men ikke mindst indeholder DVD`en nogle meget interessante billedgallerier og 3 trailers.
“Ice Age” er en glimrende lille film, som er blevet til en lige så glimrende DVD. Varmt anbefalet til animationsfans i alle aldre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet