Ice Age: Buck Wilds eventyr

InstruktionJohn C. Donkin

MedvirkendeSimon Pegg, Vincent Tong, Aaron Harris, Utkarsh Ambudkar, Justina Machado

Længde82 min

IMDbVis på IMDb

Premiere på Disney+


Anmeldelse

Ice Age: Buck Wilds eventyr

1 6

 

Den forhistoriske familie af mammutter, dovendyr, sabeltigere og pungrotter er tilbage – for første gang under Disney-banneret. Og det er en skam. Ikke fordi de seneste film i franchisen på nogen måde var noget at råbe hurra for, men i højere grad på grund af en følelse af spildt potentiale. Før jeg satte ”Ice Age: Buck Wilds eventyr” i gang, kunne jeg nemlig ikke lade være med at krydse fingre for, at studiet bag størstedelen af nutidens animationsklassikere kunne drysse bare en smule af deres kreative og livlige magi over denne fossil af en franchise.

 

Det, må jeg nu desværre erkende, kunne de ikke. I højere grad har man erklæret fallit og i stedet lavet noget, der virker som et halvhjertet forsøg på at skaffe nogle nye Disney+-abonnenter på baggrund af en franchise, der siden 3’eren har måttet kæmpe håbløse kampe mod Hollywoods animationskæmper for at opretholde relevans.

 

I ”Ice Age: Buck Wilds eventyr” følger vi de to pungrotter, Crash og Eddie, der længes efter frihed fra deres noget uortodokse flok – især deres søster, mammutten Ellie, og hendes kæreste, Manny. Deres narrestreger og dårlige ideer fører dem tilbage til Den forsvundne verden og væslen Buck, som vi først stiftede bekendtskab med i den tredje film. Sammen må de forsøge at redde den underjordiske verden fra den sadistiske dinosaur, Orson, mens flokken forsøger at finde de to forsvundne brødre.

 

At skifte fokus fra flokken, som vi indtil nu har brugt fem film på at lære at kende, er en forfriskende beslutning, og jeg håbede sådan, at de energiske pungrottebrødre kunne puste nyt liv ind i den ellers døde filmserie. Det håb blev dog hurtigt punkteret, og det er nemt at forstå, hvorfor Manny synes, at de Crash og Eddie er nogle af istidens mest irriterende væsner. Et utal af dårlige jokes og endnu dårligere beslutninger frustrerede mig i begyndelsen, men frustrationen forvandlede sig hurtigt til en repetitiv kedsomhed. Dét og filmens overafhængighed af fald-på-halen-komedie bekræftede blot én ting: Disney har har satset hele molevitten på at lave en film for børn, men det har blot resulteret i, at der ikke er megen fornøjelse at finde for hverken teenagere, voksne eller fans af franchisen.

 

Og nej, jeg er selvfølgelig ikke filmens primære målgruppe, men jeg har stadigvæk svært ved at se, hvorfor man – ung som gammel – skulle benytte sit Disney+-abonnement på at se ”Buck Wilds eventyr”, når man i stedet kan se eller gense film som ”Coco”, ”Luca”, og senest den fantastisk underholdende ”Turning Red” på den selvsamme platform.

 

Filmen bidrager nemlig med ingen nye ideer. Nærmere føles det som om, vi skruer tiden tilbage til 2009, da ”Ice Age: Dinosaurerne kommer” fik premiere. Filmens animation er nemlig langt under den standard, man kan forvente af en animationsfilm i 2022 – og i virkeligheden også under det man kunne forvente i 2009.

 

Man har fra det kreative holds side også taget en beslutning om at skære karakterer fra den tredje film og opefter ud af historien – på trods af at de ellers har haft en betydelig indflydelse på franchisen indtil nu. Manny og Ellies datter, Fersken, er ingen steder at finde. Det samme gælder sabeltigeren Shira, som blev introduceret i franchisens fjerde film. De nævnes simpelthen aldrig. Det ikoniske agernelskende egern, Scrat, er heller ikke med til at give et veltrængt afbræk fra Eddie og Crash’s langtrukne eventyr. Det er som om, de ikke eksisterer overhovedet – det på trods af at filmen skal forestille at finde sted efter handlingerne i den femte film.

 

Selvom ”Buck Wilds eventyr” er noget af et rod, fortjener den dog ros på ét af de punkter, jeg frygtede allermest. Castet. Ray Romano, Queen Latifa, John Leguizamo, Denis Leary, Josh Peck og Seann William Scott – de oprindelige stemmeskuespillere bag flokken – er alle blevet skiftet ud, men det er ikke noget man for alvor lægger mærke til. Det nye cast gør nemlig en fantastisk indsats. Det samme gør den eneste tilbagevendende skuespiller, Simon Pegg, der endnu engang bringer sin skæppeskønne energi til den kugleskøre Buck. Filmen slutter da også af med et sødt budskab om familie og venner, der er beundringsværdigt, men som på ingen måde er nok til at redde en film, der fra første scene var en kamp at komme igennem.

 

”Ice Age: Buck Wilds eventyr” er franchisens første streaming-exclusive og skulle oprindeligt have været en tv-serie – og det kan mærkes. Budgettet føles lavt, historien føles forhastet og ufokuseret, og filmen føles bare kedelig. Ligesom de fleste af dyrene i filmens centrum burde ”Ice Age”-franchisen være uddød for længe siden, og det kunne meget vel være på tide at lægge Manny, Diego, Sid og resten af flokken tilbage på køl.

 


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film