På stop med en dræberSå snart du har set dit livs allerførste Takashi Miike film, vil du sandsynligvis aldrig igen kunne høre den japanske instruktørs navn uden øjeblikkeligt at associere det med afskyelige afbildninger af de mest ækle begivenheder. Det kræver nerver af stål og en robust mavesæk at komme helskindet igennem den kontroversielle herres værker, og selv efter Miikes sædvanlige standarder er mandens formentlig kendteste produktion, “Ichi the Killer”, en voldsom affære.

Ved første gennemsyn er det også svært for alvor at registrere andet end de talrige voldsomme og klamme hændelser, da der er så mange navne og episoder at holde styr på, at man overrumples. “Ichi the Killer” er et sansebombardement uden lige, og der er ingen tvivl om, at der er lagt mere vægt på stil end substans. Men Miikes film er langtfra noget hjernedødt voldsorgie. Det havde også været utilgiveligt. Stik imod forventning er “Ichi the Killer” endda også forbandet morsom – læsset med nok kulsort humor og abstrakte absurditeter til at få Monty Python til at ligne Linie 3. At filmen aldrig tager sig selv alt for alvorligt siger en del om Miikes intellekt og gør samtidig de højlydte blodbade og det mildest talt bizarre univers lettere at godtage.

Ydermere formår Miike at sige noget om menneskehedens berusende grådighed og om ondskabsfuldhedens tvetydige natur. Ingen karakterer er aldeles godhjertede, og kun få er decideret grusomme – selv ikke den berygtede, hemmelighedsfulde massemorder Ichi, som langtfra er det blodtørstige monster, alle går og tror. Han jages af den blonde, sadomasochistiske lejemorder Kakihara, som ikke skyr nogen midler i sin søgen efter sin forsvundne gangsterboss. Men er bossen måske allerede død? Og har Ichi en skjult dagsorden? Mere af fortællingens indviklede plot, der er spækket med raffinerede twists, bør ikke afsløres her.

Hver eneste aktør yder en upåklagelig indsats, og især Tadanobu Asano og Nao Omori imponerer som henholdsvis Kakihara og Ichi. Asano leverer en forfriskende afdæmpet, men alligevel frygtindgydende præstation, som konstant holder publikum oppe på mærkerne. Omori formår ligefrem at gøre den komplekse Ichi til en sympatisk og tragisk figur, der besidder lige så mange lag som historien. Det ofte hektiske klippetempo, de prangende billeder og den mangfoldige musik klæder også filmen, og de spøjse computereffekter, som med vilje fremstår uvirkelige, er helt i filmens ånd.

Der er ikke ét eneste kedeligt sekund, og før en prætentiøs og unødvendigt rodet slutning efterlader en bitter smag i munden, er Miikes værk på én gang frastødende og fængslende. Gemt imellem de mange højlydte skrig og skrål befinder der sig en dristig og original fortælling, som er rig på fascinerende ideer og fattig på banaliteter og konventioner. Se filmen de adskillige gange, dens nuancerede fortælling fortjener, og du vil blive belønnet for dit vovemod og din opmærksomhed – men “Ichi the Killer” er absolut ikke for de sarte.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. “Ichi the Killer” er en visuelt ekstravagant film, så derfor er det en skam, at billedsiden langtfra præsenteres optimalt på dvd. Billedet er uskarpt, og udtværing optræder meget ofte, uanset om der så er tale om velbelyste dagsscener eller dunkle nattescener. Kontrasten er heller ikke alt for god – detaljer synes ofte at gå tabt i skyggerne. Farverne gengives generelt godt, og temperaturen svinger heldigvis ikke fra skud til skud. Både edge-enhancement og støj optræder til tider, men ikke i distraherende grad.

AudioDet japanske Dolby Digital 5.1 lydspor skuffer imidlertid ikke. Der er flere fornemme panoreringer, som inddrager lydeffekter og musikalske indslag. Al lyd og tale er distinkt, og hverken støj eller overstyring indtræffer. Baghøjtalerne bombarderer ikke seeren med unødvendige effekter, men en lidt mere detaljerig atmosfære havde ikke været værst. Ingen af lydsidens elementer overdøver hinanden, og subwooferen bidrager tit med veltimede, bombastiske slag og giver såvel lydeffekter som musik ekstra fylde.

EkstramaterialeBåde filmens asiatiske og europæiske trailer er inkluderet. Hverken disse eller få siders tekstlig gennemgang af Miikes karriere er synderlig interessante. Discens billedgalleri er også ekstremt lille og ligegyldigt. Skiven har også en “Behind the Scenes”-sektion, som giver adgang til syv forskellige klip (samlet varighed: ca. 15 min.), der giver én en idé om hvor meget arbejde, der er blevet lagt i filmens effekter. Formentlig vil kun seriøse fans finde klippene spændende.

Til slut er der nogle få interessante interviews. Længden af disse er med til at forklare, hvorfor hovedfilmen ikke ser synderlig godt ud. Interviewet med Takashi Miike (32 min.) er det bedste. Den filosofiske og tydeligvis intelligente mand er altid en fornøjelse at lægge øre til. Miike taler om alt fra skuespillerne og historien, til lydeffekterne og musikken. Derudover er der interviews med skuespillerne Tadanobu Asano (10 min.), Shinya Tsukamoto (14 min.) og Alien Sun (15 min.). De er også interessante og velformulerede, om end ikke nær så dejlig åbenhjertede som Miike – enkelte ting gentages også. En lang dokumentar eller et kommentarspor havde været herligt. Man savner især en analyse af filmens omdiskuterede slutning.