Imaginarium of Doctor Parnassus, The
Udgivet 23. dec 2009 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. Dette er ensemblet, der deles om én og samme rolle i fantasten Terry Gilliams “The Imaginarium of Doctor Parnassus”. Denne film var og er desværre den hedengangne Ledgers sidste optræden på det store lærred. Han gik bort under optagelserne, hvorfor Depp, Law og Farrell trådte til og færdiggjorde filmen og rollen som Tony, der må gå over i historien som den mest velbesatte filmkarakter til dato.
“The Imaginarium of Doctor Parnassus” er på mange måder et klassisk eventyr. Vi har den gode far imod den onde djævel. Den smukke, unge Valentina, der beundres af to heltmodige bejlere, som skal gå så grueligt meget igennem for at få prinsessens hånd og det halve gøglerrige. En klassisk fortælling om godt og ondt, om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Vi er aldrig i tvivl herom. Filmen igennem bliver der malet tykt med moralens malerpensel: Fantasi og hårdt arbejde er det gode, alt imens frygt, spil, hor og druk er djævlens værk, ja fy for satan fristes man til at udgyde.
Overraskende vellykket fungerer den delte rolle Tony. Heath Ledger nåede at indspille scenerne i filmens virkelige verden, hvor Depp, Law og Farrell så på skift giver den som Tony i den magiske fantasiverden bag spejlet. Netop det faktum, at de vikarierende Tonyer kun optræder i den magiske verden gør, at de forskellige ansigter uden videre accepteres. Fantasiverden bag spejlet kan imidlertid ikke accepteres. Den dufter mere af udygtig bluescreen end af magi, hvilket ridser ganske betragteligt i helheden.
Terry Gilliams seneste skud på filmstammen fremstår først og fremmest som et lidt rodet og billigt udseendet imaginarium. En prægtig afsluttende salut fra Heath Ledger, en lovende optræden af den smukke Lily Cole som Valentina og endelig en djævelsk charmerende præstation af Tom Waits som Mr. Nick er blandt de opkvikkende elementer i dette moraltunge eventyr. Hårdt arbejde er skam udmærket, men at spil, hor og druk skulle være djævlens værk lyder som en morale undfanget i helvede.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet