Eddie Murphy – nu med nuttede børn

Eddie Murphys filmkarriere må nærmest betegnes som en af de mest deprimerende at følge. Fra en fantastisk start som en gudbenådet stand-up-komiker over en serie herlige 80’er-film, hvor han var et friskt og underholdende indslag, og så frem til den nuværende status, hvor han mest optræder i rædsomme komedier med fat-suits og pruttevittigheder.

Der er heller ikke det store håb at hente i “Imagine That”, som placerer Murphy i en familiekomedie, der mest er beregnet til børn. Efter at han nu om stunder hovedsagligt er kendt for rollen som æslet i “Shrek”-filmene, er det måske en naturlig udvikling, men det er ikke desto mindre lidt deprimerende at se en så begavet komiker gå den samme triste vej, som folk som Steve Martin før har betrådt.

I denne omgang spiller Murphy rollen som ufølsom karrieremand, der har forsømt sin familie i den grad, at han nu er blevet skilt, mens hans lille datter er blevet reduceret til et distraherende objekt i den pressede hverdag. Hun har i stedet søgt nyt venskab i fantasiverdenen, hvor hun finder den opmærksomhed, som hun mangler til daglig. Alt dette er blot endnu et irritationsmoment for faderen, der dog skifter mening, da det viser sig, at datterens fantasivenner på mystisk vis kan forudsige den økonomiske udvikling. Lige pludselig er hun værd at bruge tid på.

Hvis det ovenstående lyder bekendt, så er det måske ikke så mærkeligt, for filmen føles i høj grad som noget, man allerede har set utallige gange før – og langt bedre udført. Den slubbert til faderen skal naturligvis lære at sætte pris på datteren, og plottet følger fuldstændig den fremgang, man forventer. Først bliver krisen på jobbet spidset til; så er han pludselig i kridthuset takket være datterens hjælp; og så kan han med ét ikke få overnaturlig hjælp netop dér, hvor han har mest brug for det. Selv de mest opslidte klicheer genbruges her. Hvor mange gange har man ikke allerede set en film, hvor faderen skal dukke op i sidste øjeblik ved en skolekoncert, hvilket på magisk vis redder det hele?

Murphy er mere tilbageholdende her end sædvanlig, hvilket på sin vis er en lettelse i forhold til nogle af hans seneste eskapader, men på den anden side også bringer hans grundlæggende svaghed som skuespiller frem i lyset. Hverken han eller manuskriptet giver os nogen synderlig grund til at føle for det dumme svin, og i betragtning af hvilke traumatiserende ting, han udsætter datteren for, er det svært at se, hvordan en letkøbt happy-end kan lappe skårene.