Det hykleriske børneværelse

Det absurde teater, vi bedst kender under navnet politik, er et yndet emne for satirisk behandling, hvilket også gælder i filmens verden. Her bliver den politiske maneges artister gerne udstillet og latterliggjort som foruroligende inkompetente klovne. Seneste skud på stammen, den britiske “In the Loop”, lægger sig i sporet på BBC’s legendariske tv-serie “Yes Minister”, der humoristisk og skånselsløst hudflettede forholdet imellem politiker og spindoktor.

Folk i den amerikanske administration er begyndt at tale om en krig et sted i Mellemøsten. Den unge britiske minister Simon Foster kommer i en sidebemærkning i et radiointerview til at udtale, at krig altid er uventet, hvilket straks bliver udlagt af de krigsbegejstrede elementer fra USA som en støtte til en krig. Herfra begynder en lobbyistisk lavine, der sender Foster og hans unge spindoktor Toby til Washingtons korridorer, hvor de fra alle sider bliver presset til at tage et standpunkt for eller imod krig. Interesserne er mange og omhandler alle krig, kærlighed og primært karriere – Mellemøsten er det mindst vigtige i dette hyklerisk hektiske univers.

Med samme uroligt hektiske stil som i den britiske komediesucces “The Office” er “In the Loop” på samme vis en lige så tør og groft sarkastisk størrelse som kontorserien. Punchlines og nederdrægtigt nedværdigende spydigheder fyger igennem luften, når ordkrigen om krigen udspiller sine slag imellem politikere, embedsmænd og i særdeleshed spindoktorer. Værst eller bedst i denne disciplin er den britiske premierministers spindoktor Malcolm Tucker, der, da han af en velmenende amerikaner bliver bedt om at nedtone sine mange skældsord, replicerer med vanlig irriteret uimponerethed: ”Kys mine svedige kugler, dit fede svin.”. Intet er for groft.

De mange eder og forbandelse bliver dog ganske hurtigt lidt trættende, ja faktisk udmattende. Heldigvis er der andet mere intelligent komisk guf at hente i denne rablende ensemblekomedie. Vores unge spindoktor-aspirant Toby bliver eksempelvis taget i en affære, han havde på turen til USA, og forklarer noget famlende, at det var modvilligt og faktisk for at forhindre en krig, hvorfor han hurtigt bliver stemplet som antikrigsknepper – et uvurderligt øjeblik. Satiren har dog ikke kun nemme grin som mål, men sætter samtidig sin komiske finger på nutidens politikudøvelse. Således bliver antallet af soldater til en kommende invasion aftalt og udregnet på et børneværelse.

At de involveredes karrierer er vigtigere for dem selv end de stakkels mennesker, der får konsekvenserne at mærke på den anden side af jordkloden, er måske ikke nogen nyhed – idealisme i praksis er svært at spotte nu om dage. Men at de politiske spillere skulle være så inkompetente som “In the Loop” forsøger at fremstille er måske en vanskeligere pille at sluge. Og dog. Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm “Dagbog fra Midten” om partiet, der dengang hed Ny Alliance, viste på skræmmende facon, hvorledes partiet var udstyret med udelukkende uduelige folk, hvad enten de var på valg eller trak i trådene. Her var børneværelse bestemt ikke det sidste ord, der blev fremmanet på ens nethinde, langt fra. Så måske er “In the Loop” en helt igennem troværdig fremstilling af det politiske miljø? Det bør vi alle i så fald tage meget alvorligt og – som Malcolm Tucker ville udtrykke det – være fucking bekymrede over.