Et lille hjørne af den store krig

Et lysglimt. Så lidt rystelser. Og en kæmpe paddehattesky i horisonten. Så isnende stilfærdigt opleves atombombningen af Hiroshima i den japanske tegnefilm “In This Corner of the World”. Instruktør Sunao Katabuchi lægger sig i forlængelse af film som Miyazakis “Når vinden rejser sig” og Isao Takahatas “Grave of the Fireflies” med sin skildring af krigens rædsler, som de tager sig ud gennem den unge, uskyldige Sumis blik.

Netop fordi Katabuchi er så trofast mod Sumis perspektiv, er billedet af den japanske krigsdeltagelse et ganske andet end i de to nævnte forbilleder. Her er ikke de store refleksioner som hos Miyazaki. Heller ingen brutalt kompromisløs skildring af menneskelig tragedie som hos Takahata. Selv om grundtonen i “In this Corner of the World” er melankolsk, er der også en lethed, en naivitet, en umiddelbar barnlig begejstring over Sumis oplevelse af krigen.

Hun er ikke typen, der hænger sig i realiteterne. Hun er en dagdrømmer af den slags, der ofte farer vild, fordi hun går opslugt i sine egne fantasifulde tanker. Verdensfjern og upraktisk. Med et kunstnerisk blik på sin verden, der kommer til udtryk i hendes mange tegninger. I enkelte, fantastiske øjeblikke opsluger Sumis blik hele animationen, og bølgernes skum bliver til hoppende, hvide kaniner. Og et bombeangreb kan blive til smukke penselstrøg i den unge piges fantasi. ”Gid, jeg havde noget maling,” tænker hun, mens himlen brænder.

Når rædsleren alligevel når deres uafvendelige klimaks, kollapser den smukke, akvarel-lette animation. Alt bliver sort. Stille. Flimrende, hvide kridtstreger kradser abstrakte former og primitive børnestreger i mørket, efterhånden som forvirring bliver til forståelse og selvbebrejdelse i Sumis underbevidsthed. Det er fremragende. Og meget forskelligt fra Takahatas blik, der i “Grave of the Fireflies” stirrede insisterende ned i afgrunden uden stilistisk filter.

Trods sine sublime højdepunkter når “In This Corner of the World” ikke helt de samme svimlende tinder som Miyazaki og Takahata. Især den første del forstyrres af et ujævnt, forvirrende tempo. Tiden fra den tidligere barndom til ægteskabet med en fremmed, ung mand i 18-års-alderen forceres i en hastig fart. Dernæst er der lange perioder med tilsyneladende tilstand. Enkelte indfald bliver taget alt for langt ud. Sumis forsøg på at gøre de knappe madrationer spændende med vilde krydderurter ligner et langt indslag fra et moderne madprogram. Sjov idé, men det føles som et fremmedelement i en film, der ellers er tro mod sin hovedpersons oplevelser af verden.