Magiløs fantasy

I de første minutter af “Inkheart” er man uundgåeligt i en fornøjelig stemning af optimisme: Her er for en gangs skyld en film, som synes at være fyldt med kærlighed til bøger og læsningen, og med referencer til den eventyrlige litteraturs fantastiske klassikere bringer den hurtig et smil frem på læberne af de læselystne.

Sådan vedbliver det desværre ikke, skønt filmen ellers har en fornøjelig præmis: “Mo” Folchart spillet af Brendan Fraser har den særlige evne, at alt, hvad han læser højt, bliver til virkelighed. Det gælder uheldigvis også, når han læser om alverdens skurke og katastrofer, og det har desuden den bivirkning, at hver gang, han fremmaner noget, bliver noget andet fra virkeligheden ført ind i bogens verden.

Det er præcis det, som sker for hans kone, der forsvinder ind i bogen “Inkheart”, og sammen med sin nysgerrige datter må Mo nu forsøge at finde en ny kopi af det sjældne værk i håb om at kunne få hende ud igen. Tingene er naturligvis mere komplicerede end det, og ud af bogen er der allerede kommet et væld af tvivlsomme personager: Først og fremmest den onde Capricorn, men også den svigfulde ildmager Dustfinger, som måske – måske ikke – kan være familien til hjælp.

“Inkheart” er en filmatisering af det første bind i Cornelia Funkes bogserie og lægger sig dermed fast i den nye tradition for fantasybøger, der bliver bragt til det store lærred. Filmens tema med fiktive personer, der bliver levende, er da også en ganske velkendt formular. Senest har vi oplevet det brugt med succes i “Stranger than Fiction” og mindre overbevisende i Adam Sandler-komedien “Bedtime Stories”. “Inkheart” adskiller sig imidlertid fra førnævnte ved at have en person, der kan trække figurer ud og ind af det fiktive og ægte univers, om end hans kræfter øjensynligt er usikre. Som filmen skrider frem, viser han sig dog at have en bemærkelsesværdig kontrol over sine evner, hvilket gør hele filmens præmis meningsløs. Hvorfor skriver han dog ikke blot selv en tekst, hvorfra han kan læse op, hvad han ønsker, der skal ske?

Filmen starter effektivt med en spændende første halve time, hvor ens nysgerrighed driver værket, men man taber så gradvist interessen, da alle filmens personer er introduceret, og handlingen reduceres til en gentagende løben frem og tilbage til skurkens skjulested, efterhånden som skiftende personer skal befries.