En ud af kroppen oplevelseFor en mindre årrække siden imponerede den tyske filminstruktør Oliver Hirschbiegel med skildringen af Adolf Hitlers allersidste dage i det episke drama “Der Untergang”. Nu er turen så kommet til “The Invasion”, som i bund og grund blot er en krampagtig genoplivning af Jack Finneys berømmede novelle om “Invasion of the Body Snatchers”, helt uden kunstigt åndedræt i form af spektakulære tiltag og mest af alt minder den vel også mest om en regulær ud af kroppen oplevelse i betegnelsens ringeste forstand.

Det er langt fra første gang, at Finneys konspirationsbryggende historie får levetid på det hvide lærred, og bedst var formentligt også Don Siegels epokegørende version, som blev lanceret midt i halvtredserne og uden tvivl indtænkte allegorier over den samtidige frygt for kommunismen samt den amerikanske senator Joseph McCarthys velkendte heksejagt i selvsamme forbindelse. I nyeste udgave er tiden en helt anden, men alligevel er “The Invasion” ikke uden politisk indhold og rygstød, og således fornemmes konsekvent seneste Golf-krigs depraverende nærvær.

Denne genindspilning skaber handlingsmæssigt ikke epokegørende afstand til originalforlægget, hvor et afsæt til handlingen skal findes i vragstumperne fra en nedstyrtet rumfærge på vej retur fra fjernere himmelstrøg. Med fra sin færd i bagagen bringer den menneskeskabte anordning tilfældigvis en organisme i form af en virus, som i menneskehænder igennem spyt spreder sig med lynets hast. Følgerne er fatale og overtager indirekte i hvert fald styringen af mennesket og dets kroppe, som derved udarter sig til en flok gryntende og hvileløst omvandrende ådsler, helt uden mål og med.

For psykiateren, den eneboende Carol og hendes søn Oliver (instruktørens alter ego?) bliver det en lang og sej kamp for overlevelse. De allerede smittede medmennesker ser ethvert snit til at sprede smitten yderligere, og Nicole Kidmans overbeskyttende alenemor får med assistance fra lægevennen, Daniel Craigs Ben, kam til sit hår. Og det kunne for så vidt være et spændingsfyldt nok spillerum, hvis det da ikke var for den umanerligt dårlige håndtering af materialet, hvor filmen ærgerligt nok plages af scener, der tilsyneladende mangler, samt regulære huller i plottet. “The Invasion” er med andre ord utilgiveligt ringe orkestreret på det visuelle plan.

Den ramponerede stil og den dårlige klipning går naturligvis ud over udtrykket. Om samme har haft indflydelse på skuespillet vides ikke, men sikkert er det imidlertid, at begge hovedaktører spillet af Daniel Craig og Nicole Kidman, som begge ved tidligere lejligheder ellers har vist imponerende værd, her er præget af en udtalt usikkerhed og rådvildhed. Og det skæmmer. Undervejs erfares det – og det endda på overrumplende kort tid – at smittespredningen først aktiveres i menneskets søvntilstand og dermed altså kan begrænses, hvis man som Carol så vælger at holde sig vågen med alle de hjælpemidler, det så måtte kræve.

Inden filmen bliver bragt til sin naturlige ende, er vi ude i et undergangsbetonet univers, hvor paranoia og krigsretorik går hånd i hånd med angsten for det ukendte. Frygten er da også ganske velbegrundet og fungerer egentligt udmærket i selvstændige glimt. Set i en større kontekst med filmens udtalte mangler i baghovedet falder konceptet dog til jorden som et vakkelvornt korthus, og om end allegoriske referencer til et nutidigt samfund såmænd ikke er så verdensfjerne endda, må “The Invasion” alligevel siges at være ganske urealistisk alt taget i betragtning.

Det kan være farligt at sammenligne med tidligere fortolkninger af Jack Finneys hyppigt fortolkede novelle, men alligevel er det nærliggende at påpege, at forudsætningerne i vor tidsalder nu nok har været til stede for noget større og noget bedre, end vi her er blevet serveret. “The Invasion” forsøger at bevare et indtryk af det nutidige, men kan samtidig ikke slippe halvtredserne, som det originale bogforlæg udsprang af. Det giver rod i kulisserne, og det ligner desuden regulært venstrehåndsarbejde fra Hirschbiegels hånd. Ærgerligt taget i betragtning af, at handlingen som sådan besidder de elementer, der skal til for at afskrække og forskrække.

VideoPå billedsiden fremstår “The Invasion” i et anamorphic widescreen 1.78:1-format med et ganske skarpt look. Der er flere eksempler på edge-enhancement, ligesom både blødhed og digitale forstyrrelser også indfinder sig. Men udtværinger er der til gengæld ingen af, og det gullige filmlook besidder trods alt en solid kontrast, om end farvetemperaturen desværre ikke er uden udsving på barometret.

AudioBedst er lyden, det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som fungerer blændende. Således kommer lyden godt ud i alle kanaler og stråler ikke mindst takket været den stemningsfulde musik. Dialogen er grundlæggende skarp og rummer ikke eksempler på overstyringer, mens de distinkte effektlyde og velfungerende lydpanoreringer immervæk er den auditive sides største attraktion. Prangende og dragende er det.

EkstramaterialeUdgivelsens ekstramateriale er en relativt sparsommelig affære, men formår alligevel med den tyve minutter lange “We’ve Been Snatched Before” som vigtigste bidrag at perspektivere til tidligere indspilninger af Jack Finneys berømmede novelle om “The Body Snatchers”. Herudover begrænser alternativerne sig til en trailer for “The Brave One” samt de tre mindre featuretter “The Invasion: Snatched”, “The Invasion: A New Story” og “The Invasion: On the Set”, som igennem interviews med skuespillere, instruktør Oliver Hirschspiegel og producent Joel Silver – blandt andre – skitserer baggrunden for filmen samt arbejdet med samme.