Det startede med mord og forsvindende børn i de retro-nostalgiske 1980’ere. Pennywise den dansende klovn skræmte børn og unge fra vid og sans i “It”. Nu danser han igen. 27 fiktive år senere gentager historien sig igen. Det gør “Del 2” også.

Ligesom i 2017 tilbydes der nu igen røde balloner og blandede horror-bolsjer ved indgangen til Andy Muschiettis King-cirkus.

Det starter knasende stærkt, ligesom dengang i 1988, hvor stakkels lille Georgie blodigt fik revet armen af og resten af kroppen hevet ned i Derrys klamme kloakker.

Denne gang begynder det med en hate crime på Adrian Mellon, der i homo-forskrækkede Derry får blodige bank, inden han bliver smidt i kanalen.

Han bliver dog reddet. Af Pennywise. Der for øjnene af Adrians chokerede kæreste bider en luns af siden. Så er vi ligesom i gang!

Det er en stærk åbning. Én enkelt god scene. Sådan fortsætter det. “It”-filmene er nemlig spækket med gode scener. Og komplet ligegyldige af slagsen. Det er blandet.

Den bedste scene er fra “Del 2”-traileren, da Beverly genbesøger barndomshjemmet, hvor den (u)hyggelige gamle dame nu bor. Tilbyder kager og anekdoter, men kribler og krabler i baggrunden, når Beverly kigger væk. Det er creepy.

Men så er der også den slags scener, hvor Bill skal købe sin cykel tilbage. Det føles som 5-10 minutters spild. Kun Stephen King-fanservice. Det kunne nemt undværes fra de 169 minutter(!).

I stedet er den røde ballon blæst op til bristepunktet. Så hellere en lidt mindre en af slagsen.

Jeg kan godt se nødvendigheden i, at alle taberne må genfinde frygten for Pennywise i gamle minder, imens det virker mere unødvendigt, at nutiden også får en tur.

Her skræmmer Pennywise de nye udsatte børn under tribunen til baseball. Igen ligegyldigt. Han skræmmer jo vores egentlig helte i minderne.

Men de formår at have det sjovt i den lange tid, kapitel to varer. Måske lidt for sjovt? Det er et mærkeligt miskmask af sjov og gys.

Eddie genforenes med sit spedalske mareridt. Han er fandme klam. Men så er der et music cue og sort bræk i hovedet. Så skal det være sjovt. Jeg forstår ikke valget.

Tonen er for blandet i Muschiettis “It”-pose. Mordet på Adrian er overhovedet ikke sjovt. Men det skal barndomsbøllen Bowers tilbagevenden være?

“Chapter Two” er en blandet fornøjelse, hvor gys og bolsjer smager ens. Det var det.