Gysersex vendt på hovedet

Gysergenrens seksualmoral har en indbygget logik, som den som regel følger konsekvent. Hvis en teenagepige dyrker sex, så kan hun se frem til en voldelig, langtrukken død. Hvis man er en slut, bliver man slagtet. Det følger, som man siger i logikkens verden, når en konklusion udledes af en række præmisser. At unge mænd ofte slipper mere nådigt fra deres seksuelle eskapader, er lige så forudsigeligt, som det er kvindefjendsk. “It Follows” bryder med den velkendte logik. Instruktør David Robert Mitchell har nemlig lavet en stærk gyser, der bevæger sig i et velkendt genreterritorium, men vender et par af de fortærskede gyserpræmisser på hovedet.

Kødets lyst leder på afveje. Også i “It Follows”, hvor unge, smukke Jay, spillet af Maika Monroe, giver los på klassisk amerikansk maner – på bagsædet af den nye kærestes bil. Hvorefter han grædende bedøver hende med en æterfugtet klud. Da hun genvinder bevidstheden, sidder hun bundet til en stol i sit lyserøde undertøj et sted i en af Detroits øde, faldefærdige forstæder. Den slags plejer at signalere game over for unge piger i gyserbranchen. Men her er det ikke helt så simpelt. Kæresten vil nemlig advare hende. Vise hende, at det er alvor, det han vil fortælle hende. Gennem bagsædefumlerierne har han smittet hende med ‘det’. Hvad er ‘det’? Tja, hvem ved. Alt, der vides, er, at ‘det’ følger efter én, og hvis man bliver fanget, så er man færdig. Og der, ud af buskadset, kommer ‘det’ pludseligt sjoskende med en zombieagtig sløvhed.

‘Det ‘ viser sig at være en formskiftende stalker, som langsomt, altid til fods, forfølger den besmittede, men er usynlig for alle andre. “It Follows” bruger ikke så meget som et sekund på at forsøge at forklare den mystiske forfølger. Heldigvis, for det er ikke nødvendigt med en lang baghistorie om okkulte fiksfakserier eller andet vrøvl. Det er meget mere interessant, hvordan man slipper af med den satan: ‘Det’ skal knaldes væk. Når man dyrker sex, giver man forfølgeren videre, som var det en kønssygdom. I hvert fald for en tid. Lykkes det forfølgeren at dræbe en besmittet, giver den sig nemlig bare til forfølge den foregående i rækken. Ikke desto mindre er det lidt af et brud med genrens konventioner, at en teenagepige faktisk kan forbedre sine chancer for at overleve ved hyppigt at dyrke sex. Det samme kan teenagedrengene i øvrigt. Forfølgeren er ligeglad med køn.

Genrebevidstheden er stor hos David Robert Mitchell. Flere scener udspiller sig på en forstadsvej næsten identisk med den, hvor Jamie Lee Curtis babysittede i John Carpenters “Maskernes nat” fra 1978. Blandt andet den fænomenale åbningsscene, hvor stemningen sættes med en lang, langsom indstilling, der viser en ung kvinde komme løbende ud af et af de nydelige, små forstadshjem. Kameraet drejer langsomt, og vi kan ikke se, hvad hun flygter fra. Det kan de lettere forvirrede naboer heller ikke. Men der er tydeligvis et eller andet galt.

Det er måske den mest effektive scene med al dens uforklarede uhygge og fodslæbende tempo. Og den forstærkes af den efterfølgende scenes makabre billeder af pigens forvredne lig. Det er stilsikkert og stemningsfuldt fortalt. Desuden er det ret effektivt, at forfølgeren ikke er en let genkendelig, maskebærende psykopat. Fordi forfølgeren kan antage enhver skikkelse, den ønsker, er uhyggen hele tiden nærværende. Min opmærksom søgte ofte mod billedets baggrund, hvor samtlige fodgængere pludselig så mistænksomme ud.