Følelsesladet krigsdrama”Ivans barndom” var den russiske filmmager Andrei Tarkovskys første spillefilm og hans gennembrud. Produktionens internationale succes åbnede mange døre inden for filmbranchen for instruktøren. Legendariske kollegaer som Ingmar Bergman og Krzysztof Kieslowski har ofte lovprist “Ivans barndom” og fremhævet dens indflydelse på deres karrierer. Og filmen er især interessant at se med Tarkovskys senere film in mente. Den visionære kunstners kendteste værker såsom “Spejlet” og “Vandringsmanden” er eksistentielle affærer, der er mere opsatte på at sætte hjernen på overarbejde end hjertet. Men måske fordi Tarkovsky stadigvæk var så ung (blot 29 år), dengang han lavede “Ivans barndom”, er der større vægt på store følelser end komplekse ideer i dette krigsdrama fra 1962.

Med undtagelse af et par kortvarige, stemningsfulde drømmesekvenser er “Ivans barndom” blottet for den slags surrealistiske momenter, som instruktørens film sædvanligvis er proppede med. I stedet for at diskutere menneskets dødelighed, sjælens væsen eller følelsesregisterets endeløshed, taler karaktererne nærmest udelukkende om de personer, steder og konflikter, de er i nærheden af. Filmen er ganske vist ikke nær så intellektuelt udfordrende eller dejlig hypnotisk som flere af Tarkovskys efterfølgende film. Men det urokkelige fokus på personerne og deres egne følelser og både storstilede og hverdagsagtige eskapader gør filmen mere intim, hvilket i høj grad gavner denne fortælling om en lille drengs oplevelser under anden verdenskrig.

Flere år efter filmens premiere kritiserede Tarkovsky i en selvbiografi Nikolai Burlyayev, der har hovedrollen som den blot 12-årige soldat Ivan. Tarkovskys kritik er et soleklart eksempel på instruktørens perfektionisme, for Burlyayev er ganske enkelt fremragende. Drengen udstråler så megen autoritet og selvtillid, at man øjeblikkeligt tror på, at denne bitte knægt har modet til at sætte livet på spil ved at udspionere nazisterne. Selv en ældre, garvet skuespiller ville formentlig have besvær med at levere et så mangesidigt portræt af en person, der har mistet sin familie under en grufuld krig, men som ivrigt opsøger frygtindgydende missioner i krigszonerne – formentlig i et forsøg på at fortrænge sin hjælpeløshed, efter at hans mor og søster blev dræbt af tyskerne.

På en underlig pervers facon er krigen blevet til det sidste, eneste bindeled mellem Ivan og hans fortabte, savnede barndom. Han prøver nærmest paradoksalt at få fred ved at gå i krig. Og selvom Ivan ofte udviser stort mod over for sine overordnede, så er det anderledes, når han er alene. Hvordan Tarkovsky kunne se scenen, hvor Ivan hulkende konfronterer en tom uniform, der formentlig skal forestille at repræsentere hans families henretter, og dernæst kritisere drengens præstation, er noget af en gåde. Det er filmens unikke portræt af Ivans splittede personlighed, der gør filmen så stærk, så bevægende. Det er kun en skam, at den forhastede slutning ikke mønstrer en helt tilfredsstillende konklusion på Ivans utrættelige søgen efter syndsforladelse.

Valentin Zubkov er også herlig som den selvoptagede kaptajn Kholin, der virker som et dumt svin, men som hurtigt viser sig at have hjertet på rette sted dybt under sin drilagtige facade. Endnu bedre er Yevgeny Zharikov som den sympatiske oberstløjtnant Galtsev, som nærmest overtager rollen som Ivans far. Han er en brav soldat, der ikke engang tillader sig selv at fortælle sygeplejersken Masha (en smuk Valentina Malyavina), at han er forelsket i hende – men vi kan se det på ham. “Ivans barndom” er spækket med den slags undertrykte følelser, der befinder sig mellem linierne både i en verbal og visuel forstand. For folk, der sætter pris på at blive inviteret med på en films rejse frem for blot at overvære den, er der masser at gå i krig med i “Ivans barndom”.

VideoPræsenteret i 4:3 full screen-format. I flere perioder ser den snart 50 år gamle “Ivans barndom” langt bedre ud på dvd end forventet. Transferet er forbavsende pletfrit og skarpt, og der optræder ingen glorier. Snavs i form af gryn og små stykker hår dukker først op hen mod slutningen, hvor historiske arkivoptagelser tages i brug, men pletterne styrker kun klippenes autenticitet. Selvom hverken billedsidens sorte eller hvide farver nogensinde virker grålige eller kedelige, så svinger kontrasten en del. Og under filmens mørkeste sekvenser optræder der tit irriterende og undertiden distraherende komprimeringsfejl og udtværinger.

AudioDet er også overraskende, hvor sjældent der optræder støj på skivens Dolby Digital 5.1-lydspor, som gengiver lydsidens lydeffekter, replikker og musikalske indslag med en forbløffende klarhed. Mixet deler dog flere af de problemer, der har plaget mange af de andre DD5.1-lydspor, som befinder sig på Another World Entertainments dvd-udgivelser af Tarkovskys film. Visse nyindsatte lydeffekter virker malplacerede, og panoreringerne er sjældent virkelig overbevisende. Men lydsporet gør heldigvis hovedsageligt brug af fronthøjtalerne, hvorfor lydsiden ikke kommer til at virke ude af trit med den gamle produktions billedside. Et mono-spor er også inkluderet, så fans kan vælge at lægge øre til en mere korrekt præsentation af filmens oprindelige lydside.

Ekstramateriale”Children of War” (19 min.) er en følelsesladet og interessant, men desværre også meget kort dokumentar om sovjetiske børns vilkår under anden verdenskrig. Formentlig grundet dokumentarens alder er billedkvaliteten ikke særlig høj, men dette er trods alt et interessant historisk dokument og et fornemt supplement til “Ivans barndom”. Dvd’en indeholder også interviews med fotografen Vadim Yusov (34 min.), komponisten Vyacheslav Ovchinnikov (34 min.) og skuespilleren Yevgeny Zharikov (19 min.). De tre herrer taler hovedsageligt om deres forhold til Tarkovsky og krigen, og de tre samtaler huser mange påfaldende anekdoter, der berører alskens emner. Et hæfte, et lille billedgalleri og trailere til “Den yderste dom”, “Vandringsmanden”, “Spejlet” og “Solaris” medfølger også.