Jack the Giant Slayer
Udgivet 6. aug 2013 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
”Ét uheld kommer sjældent alene”, fastslår et gammelt ordsprog. I Hollywood sværger man til et andet mundheld: ”Én satsning kommer sjældent alene”. Så snart én filmskabelon viser sig at være bare nogenlunde succesfuld, følger utallige andre filmmagere trop, og således har de seneste par år budt på en lind strøm af filmatiserede fabler – fra “Red Riding Hood” og “Witch Hunters”, der henholdsvis tager afsæt i Grimms eventyr om Rødhætte og Hans og Grete, til 2012’s to Snehvide-film, “Lille spejl på væggen der” og “Snow White and the Huntsman”. “Jack the Giant Slayer” er det seneste skud på stammen.
Skiftevis ovenud børnevenlig og temmelig brutal – “Jack the Giant Slayer” lider af dramatiske og indimellem distraherende humørsvingninger, der understreger, at Singer har haft svært ved at låse sig fast på en målgruppe, og at både en ny instruktør og en ny manuskriptforfatter blev hyret undervejs. “Disturbia”-instruktøren D.J. Caruso skulle oprindeligt have instrueret filmen ud fra et manuskript, som Singer fik omskrevet grundigt af sin “The Usual Suspects”-samarbejdspartner Christopher McQuarrie. Men Singer og McQuarrie er trods alt anseelige talenter, som i fællesskab begik førnævnte “The Usual Suspects” (som skaffede McQuarrie en Oscar) og den undervurderede 2. verdenskrig-thriller “Operation Valkyrie”, mens de hver for sig har lavet mainstreamperler som “X-Men 2” og “Jack Reacher”.
Nicholas Hoult er en sympatisk herre, og som bitte, introvert knægt i “About a Boy” og blåfarvet mutant i “X-Men: First Class” understregede han, at han har potentialet til at blive en sværvægter inden for skuespillerfaget. Men i rollen som den heltemodige staldknægt Jack, der begiver sig op ad en tårnhøj bønnestage for at redde kongerigets prinsesse, er Hoult ude, hvor han ikke helt kan bunde. Jeg stoppede til sidst med at tælle, hvor ofte han gentager den samme ”nu skal jeg huske at få en klump i halsen og rynke brynene for at understrege min panik”-grimasse. Men Hoults karisma kompenserer fint for hans skuespillertekniske mangler, mens den jævnaldrende Eleanor Tomlinson vitterligt imponerer med en stålsat, Sigourney Weaver-inspireret præstation i rollen som Prinsesse Isabelle. Turtelduerne har gudskelov også en god kemi sammen.
Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “Jack the Giant Slayer” kostede godt én milliard kroner at producere, så den bør se fantastisk ud i HD, og det gør den heldigvis også. Detaljerigdommen er gennemgående enorm, billedsiden er knivskarp, kontrasten er superb (der er forbavsende mange dunkle scener, men ingen vigtige detaljer går nogensinde tabt i mørket), og det samme er farvegengivelsen – bønnestagens lækre, grønne nuancer gør den direkte appetitvækkende. Jeg bemærkede aldrig banding, edge-enhancement eller andre visuelle skavanker.
Så snart filmselskabernes logoer tonede frem, og orkestrets pauker gav den gas, faldt jeg pladask for skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor. Det er simpelthen et fantastisk mix, der udnytter samtlige kanaler fornemt. Alt fra kæmpernes højtravende brøl til deres tunge skridt har masser af power. Din underbo vil formentlig tro, at vaskeægte kæmper har invaderet lejligheden ovenover. Samtlige replikker kommer klokkeklart igennem, og det samme gør John Ottmans grandiose musik, der ofte får lov til at folde sig ud i samtlige højtalere, men som aldrig overdøver lydeffekterne eller dialogen på ubelejlige tidspunkter. Især actionsekvenserne lyder fantastisk, og det vrimler med pragtfulde panoreringer, men den auditive atmosfære er også dejligt levende under de mere stilfærdige scener – alt fra fuglekvidder og regndråber til fjerne vindpust og tordenbrag gør det lettere at leve sig ind i filmens fantasirige univers.
Før udgivelsens hovedmenu dukker op, præsenteres man for en reklame for 3D Blu-ray (i 2D!) samt traileren til “Den store Gatsby”. Derudover er her knap 9 minutters slettede scener – deriblandt en ganske stemningsfuld, alternativ introsekvens. Man har dog tydeligvis ikke brugt tid på at færdiggøre computereffekterne til disse saksede scener. Her er også omtrent 3 minutters fraklip, som ikke er synderligt sjove, men som fornemt understreger, hvor svært det er at indspille scener med dyr.
“Jack the Giant Slayer” er ikke nogen tilnærmelsesvis trendsættende film – dens historie om heroiske staldknægte og riddere, tilfangetagne prinsesser og gruopvækkende kæmpemonstre er set før i utallige afskygninger. Men filmen bugner med charme, skuespillerne leverer varen, og særligt filmens sidste, actionspækkede akt er gribende. Skiven huser desværre ikke meget ekstramateriale, men filmen ser knaldharmende godt ud i HD, og lydsporet er også eminent, så hvis man har en forkærlighed for fantasifulde eventyrfilm, er “Jack the Giant Slayer” absolut værd at investere i.
Se også: Filmz TV: EKSKLUSIVE “Jack the Giant Slayer”-interviews!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet