Vellykket amerikansk drømHollywood elsker “David og Goliat”-historier, hvor systemets underhund trodser alle odds og gør det ingen havde troet var muligt. Det er den amerikanske drøm, retten for alle, høj som lav, til at skabe sin egen lykke – ”the pursuit of happiness,” som Thomas Jefferson formulerede det i landets uafhængighedserklæring. At de er baserede på virkelige begivenheder gør blot tiltrækningskraften endnu større, for pludselig er drømmen ikke bare fantasi, men kan virkelig lade sig gøre, og i sådanne tilfælde er der som regel sikret en plads blandt Oscar-nomineringerne. Det er den slags film, vi herhjemme ynder at ryste på hovedet ad på grund af den ofte drivende sentimentalitet, den forlorne happy end og den skematiske konstruktion, der gør, at vi ikke køber illusionen. Men trods det velkendte set-up, så er “Jagten på lykke” noget så sjældent som en amerikansk drøm, der virker, takket være fornemt skuespil og den rette dossering af virkemidler i det ellers klassiske manuskript.

Der er ganske rigtig tale om en film baseret på den virkelige Chris Gardners liv. Han overkom fattigdom og hjemløshed og gennemførte et praktikprogram for et børsmæglerfirma, mens hans økonomi var i laser, hans kone havde forladt ham og han stadig skulle passe sin lille søn. Will Smith spiller Chris, der forsøger at holde sammen på sin familie og tjener til føden ved at sælge knoglemarvsscannere. Året er 1981 og Ronald Reagans USA er i en økonomisk bølgedal, hvilket kan mærkes hos befolkningen, især blandt de mindre bemidlede. Men Chris har en drøm om at blive noget større, og da han en dag passerer børsen, beslutter han sig for at søge en stilling dér. Skønt han ikke har nogen imponerende uddannelsesmæssig baggrund eller erfaring indenfor feltet, så er han yderst intelligent, og ved hjælp af gåpåmod og en ildsjæl, der ikke lader sig kue, begynder Chris at jagte den amerikanske drøm. Men forhindringerne er mange, og hans ægteskab med konen, Linda, er bare én af de mange ting han må ofre. Sønnen Christopher er han dog fast besluttet på ikke at miste, også selvom han som alenefar uden fast indkomst snart må se sig nødsaget til at flytte ud af sin lejlighed, da han ikke kan betale huslejen. Men Chris nægter at give op og vil vise omverden og sig selv, at han kan klare det – at lykken ikke er ham og hans søn forundt.

En sådan historie er uden tvivl åben for en masse faldgruber, når den kommer i hænderne på Hollywood, der har en tendens til at ville forenkle det virkelige og give tilskueren en letfordøjelig og naiv tåreperser. Den italienske instruktør Gabriele Muccino får dog det bedste ud af sin første amerikanske film, der nok følger genren til punkt og prikke, men gør det så sikkert og uden alt for store armbevægelser, at man lader sig rive med af historien og føler med karaktererne. Dette opnås bl.a. ved at starte filmen ud med en letbenet og antydet humoristisk tilgang, hvor personerne etableres og Chris Gardners hverdag slås an i små finurlige scener, der viser, at han nok vil det bedste, men ikke altid har lige stort held med sit foretagende. Derfor trækkes vi også med når alvoren, som har luret lige under overfladen, pludselig rammer de implicerede, og her tør historien være nøgtern og tro mod sine karakterer, uden at kamme over og blive til følelsesporno.

Men det, der bærer den virkelige vægt – og den største grund til, at vi køber fortællingen – er skuespillet. Will Smiths fremtoning har ofte før været smart og selvhøjtidelig, men i “Jagten på lykke” spiller manden røven ud af bukserne, og hans Oscar-nominering er fuldt ud forståelig. Smith har nemlig droppet den cool facade for en dejligt underspillet præstation, der viser Chris Gardner som et ægte menneske med fejl og mangler, men også med en prisværdig vilje til ikke at give op og et ønske om at gøre det gode i alle henseender. Smith er for alvor modnet som skuespiller og hans samspil med sønnen, Jaden Christopher Syden Smith, der også spiller hans søn i filmen, er dybfølt og overbevisende uden at falde i sentimentalitetens klichéfyldte huller. I rollen som konen, Linda, der dirrer af frustration og indestængt afmagt, er Thandie Newton med til at give Chris et interessant modspil, og hjælper både dramaet til at nå en større tyngde, samt en realistisk troværdighed i familiefremstillingen, der også viser gråtonerne.