Selvrealisering i køkkenet

Åh ja, de skønne halvfemsere. Husker I dem? Dengang Julia Roberts og Meg Ryan kappedes om at kunne dryppe mest af kandiseret romantik i diverse letbenede hyldester til parforholdet, der sammen med samtalekøkkenet åbenbart er meningen med det satans liv. Instruktør Nora Ephron var særligt begejstret for søde Meg i selskab med Tom Hanks. Hun gav os således både “Søvnløs i Seattle” og “You’ve Got Mail”. Nu er Ephron tilbage med samme opskrift, dog med en ny Meg Ryan – hun hedder Amy Adams.

Julia – spillet af Meryl Streep – flytter med sin ambassadeansatte mand til efterkrigstidens Paris. Her falder den store og livsglade kvinde pladask for den franske madkultur. Hun beslutter sig for at ville dele denne kultur med amerikanske husmødre og hengiver sig til fransk madlavning og projektet at lave en kogebog – det bliver hendes livsprojekt. I nutidens New York bor Julie – i Amy Adams’ skikkelse – sammen med sin mand. Hun er en oprigtig og velmenende ansat hos et forsikringsselskab, der hjælper efterladte til ofrene fra 11. september. Men spejlet med sine karrieremæssigt mere succesrige veninder mangler hun en mening med det hele. Svaret bliver en kogebog og en blog. Hun vil inden for et år lave samtlige opskrifter fra den berømte kogebog skrevet af Julia, der blev amerikanernes Kirsten Hüttemeier, og skrive om det på en blog – det bliver hendes livsprojekt.

Parallelhistorien om de to madglade kvinder strutter af uforpligtende fortælleglade og velmenende varme hele vejen rundt. Meryl Streep er overskudsagtig og til tider morsom i rollen som den kejtede, men varmblodede gourmande Julia. Problemet med denne halvdel af filmen er, at man dårligt ved, hvad man skal stille op med den. Jovist, den bruges som spejl på Julies nutidstilværelse, der viser, at selv en mester havde problemer og måtte kæmpe for sit projekt. Men det kan dårligt retfærdiggøre at bruge halvdelen af filmen på denne velfungerende, men også uvedkommende sekundære handlingstråd.

Den anden halvdel af parallelfortællingen, der aldrig for alvor kommer til at fungere i sit gensidige samspil, er filmens egentlige hovedhistorie, men paradoksalt nok også den mindst vellykkede. En hårdt kæmpende Amy Adams – Hollywoods nye darling – prøver ellers efter bedste evne at hive den jævnt uinteressante fortælling om den selvrealiserende amatørkok fra blogosfæren op på et, ja undskyld udtrykket, spiseligt niveau. Filmens problemer er små og løsningerne usædvanligt kalorielette. Maden til et vigtigt interview brænder på, men via lidt pjækkeri fra det ellers tilsyneladende meningsfulde job får Julie lavet retten igen, og alt ender så lykkeligt, at selv søde Meg Ryan ville misunde det.

Men ender det nu også godt? Er livet virkelig kun en succes, hvis du griber fat om et selvrealiserende mig-projekt og får succes med det? Julies liv er for hende selv meningsløst, da hun pligtopfyldende udfører sit vigtige arbejde med at hjælpe mennesker videre fra årtusindets mest omtalte katastrofe og kommer hjem til en velmenende, men dog lidt tumpet kæreste. Men da ukendte mennesker giver hende bekræftelse via hendes blog, der ender med at give hende stjernestatus, så er hendes liv lykkeligt og perfekt – hun er kendt, og det er åbenbart det, der tæller i vore dages stem-hjem-tv-verden.