“Jurassic World” bliver nu til et univers. “Jurassic Universe”.

Den populære dinosaur-franchise udklækker nemlig nu et nyt æg i form af animationsserien “Jurassic World – Camp Cretaceous” – nu skal de løbske dinoer bredes ud til de yngste.

Har universet brug for det?

Ikke i starten, hvor Netflix-serien dufter mest af franchise-spekulation med en forsimplet fortælling.

Således er de seks teenagere på ø-lejren kendetegnet ved ét stereotypisk træk: En dinonørd, en hypokonder, en arrogant rigmandssøn, en pige, der løber hele tiden, en influencer-mobilnarkoman og den sjove overgearede pige. Målgruppe-banko: Alle vinder.

Mere irriterende bliver det, da størstedelen af de hårdt prøvede teenagere overhovedet ikke giver udtryk for, at de har lyst til at være på en lejrskole, hvor man ser og lærer om dinosaurer, mens man bor i en fuldstændig vild træhytte. Et ophold, der må koste flere millioner i sig selv. Utaknemmelige skarn.

Og så er der selve formatet. Afsnit på 24 minutter med en lille dramatisk scene til sidst. Og så ellers forfra dagen efter i et nyt afsnit.

Men med ét vender det i “Camp Cretaceous”.

De stereotype unge viser sig at gemme på meget mere, end de først giver udtryk for.

Alt lige fra industrispionage til en rørende scene med en kræftsyg far, der må fortælle sin elskede søn, at han aldrig når til Jurassic World med sønnike som lovet. Det havde jeg sgu ikke set komme.

Det forbliver heller ikke kun ved de episodiske nærdødsoplevelser. Jeg siger ikke, at alle dør, men den her serie er stilsikker nok til at vide, at den er del af Jurassic-franchisen. Og i den franchise bliver mennesker altså spist. Det gør de også her. Clever girl!

Stemningsmæssigt bygges der udmærket bro til spillefilmene. Som da en panikslagen videnskabsmand gemmer sig i en varevogn fra Indominus Rex – som et flashback til øjet ude foran bilruden i 1993, dengang det bare var én Park.

Tidslinjemæssigt foregår teenagernes lejrtur parallelt med “Jurassic World”. Bare på den anden side af øen, væk fra forlystelsesparken.

Indominus Rex er løs, og teenagerne må nå fra træhytten til havnen på den anden side af øen, før evakueringsfærgerne sejler uden dem.

Det er som sagt en spændende rejse. Blandt andet har man lavet cliffhangers. Nogle effektive af slagsen. Den type, hvor en af vores helte dingler fra et tog i høj hastighed. Kun hængende i fingerspidserne fra en kammerat. Og så sort skærm. Næste afsnit nu, tak!

Jurassic Cinematic Universe er en vellykket realitet.